DL Tænketank rapporterer fra Herning

AKTUELT / 14.02.22

Fra de sekskantede haver i Mindeparken. Foto: John Norrie

Foranlediget af Hernings Kommunes planer om at fælde en række af de gamle egetræer på H.P. Hansens Vej, har Landskabsarkitekters Tænketank været på besigtigelse. Læs med når John Norrie beretter om turen.

Af landskabsarkitekt MDL John Norrie, medlem af Landskabsarkitekters Tænketank

Vi havde valgt at lægge Tænketankens septembermøde i Herning og udvidet det med besigtigelse af en række landskabsarkitektoniske værker.

Vi ankom til Herning omkring kl. 12.00, og kørte til den gamle Anglifabrik i Birk. Her har C.Th.Sørensen i 1960erne i samarbejde med fabrikant Aage Damgaard skabt et meget karakterfuldt anlæg, med bl.a. Skulpturparken, og endnu et værk med etableringen af De geometriske haver i 1984. Særligt De Geometriske Haver skabte begejstring. Det er en oplevelse at se og gå mellem de høje avnbøgehække. Skarpt og snorlige klippet er avnbøgehækkene. Det er dejligt at konstatere, at de der passer anlægget, er dygtige og forstår håndværket.

Lidt underligt var det, at man efter en renovering af Skulpturparken, har erstattet tjørnehegnene med noget så have- og byagtigt som bøgehække.

De Geometriske Haver af C. Th. Sørensen. Foto: John Norrie

Når man er i Herning, skal man også besøge Carl-Henning Pedersens store frise på Anglibygningen og kikke ind i de gamle produktionsbygninger, der i dag huser TEKO (en designskole), som stadig er vidunderligt udsmykket af Paul Gadegaard. Det var Damgaards filosofi at medarbejderne skulle omgives af kunst.

Gang hos TEKO. Foto: John Norrie

H.P. Hansens Vej er en over 2 km lang vej, anlagt ca. 1970 som en parkvej med en ca. 40 meter bred egeplantning på vejens nordside. Bestående af 20-25 provenienser af stilkeg.

Plantningen fremstår i dag overdådig med over 400 store egetræer i en komposition med mange variationer. Vi fik oplyst at kommunen ville fælde godt 30% af træerne, for at fremelske enkeltstående sparekasseege. Det var vi meget uforstående overfor, og i regi af DL har vi efterfølgende kontaktet kommunen med en protest over de voldsomme fældninger. Når man kommer til Herning, er det et fagligt ”must” at aflægge plantningen et besøg. Der er måske landets mest vellykkede og karakterfyldte parkvejsplantning.

Egetræerne på H.P. Hansens Vej i Herning. Et egetræ kan blive kæmpestort på 50 år. Foto: John Norrie

Lige i nærheden ligger Nordre Kirkegård, tegnet af Jørn Palle Schmidt og anlagt i 1966. Kirkegården er som vejplantningen en stor egelund. Et enkelt smukt fredfyldt anlæg.

Vi sluttede af i Mindeparken tegnet af Georg Boye og indviet i 1951. Parken består af en stemningsfuld mindelund, robuste randplantninger og seks blomsterhaver, af stor frodighed og blomsterrigdom. Parken er en af byens tre store byparker og fremstår meget velholdt, men også med plantninger der er tæt på at være udlevede.

Tænketanken vil opfordre til at anlæggene opleves ved selvsyn.
Se mere på www.visitherning.dk

Fakta om Landskabsarkitekternes Tænketank

  • Tænketanken blev nedsat i Danske Landskabsarkitekters regi i 2010. Ideen er, at have et forum for løbende diskussioner med mulighed for at byde ind med faglige vurderinger så vel i den offentlige, som i den interne debat.
  • Tænketankens medlemmer udpeges eller godkendes af DLs bestyrelse. Medlemmerne repræsenterer bredden i faget og blandt foreningens medlemmer.
  • I øjeblikket er medlemmerne: Lea Nørgård, Stine Bærentzen, Sonja Poll, Henning Looft, Jeremy Dennis, John Norrie, Knud W. Ø. Larsen og Torben Dam. Alle landskabsarkitekter MDL.

Fra de sekskantede haver i Mindeparken. Foto: John Norrie

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >