Et succesfuldt biodiversitetsseminar

AKTUELT / 07.12.21

Der var fuldt fremmøde ved DL's biodiversitetsseminar. Her holder Kristine Kjørup Rasmussen, biolog, ph.d. og leder af det tværfaglige team hos SLA, oplæg for salen. Fotograf: Katrine Lundemark

Med et tætpakket program, skarpe oplægsholdere og en sal fuld af videbegærlige medlemmer slog DL dørene op til en aften i biodiversitetens navn

Af Katrine Lundemark, landskabsarkitekt MDL

Der hersker ingen tvivl om, at vi er mange der ønsker at skabe biodiverse beplantninger, som kan gøre en positiv forskel for byens natur. Men en del af os sidder ofte tilbage med en bunke spørgsmål såsom; præcis hvilke arter bør komme med på plantelisten? Og hvilke planteegenskaber kan have afgørende betydning for det tilknyttede insektliv?

Det og meget mere blev vi alle klogere på til DL’s fyraftensarrangement onsdag den 24. november, hvor fem eksperter gav et indblik i nogle af de metoder, forskningsresultater og faglige perspektiver, der er relevante når vi arbejder med biodiversitet.

Plantediversitet giver faunadiversitet

Byer er i dag et nyt ”helle” for mange arter. Bymiljøet er derfor blevet vigtigt for artsbevarelse, hvorfor det giver mening at skabe og forbedre levesteder i byerne”, understregede Beate Strandberg, seniorforsker ved Aarhus Universitet, undervejs.

Når vi som landskabsarkitekter skal varetage dette ”helle” og sammensætte en planteliste, er det væsentligt at vælge plantearter, der i særlig grad understøtter en diversitet af arter som føde og/eller som levested for insekter og andre dyr. Eksempelvis er den hjemmehørende hjortetrøst Eupatorium cannabinum en topscorer for arter, der lever i og af bladene, blomsten og stænglen.

Når målet er at understøtte biodiversitet kræver det, at vi forstår arternes samspil og indbyrdes tilpasning.

Og så skal vi vælge arter fra den danske natur! Så kort og kontant kunne det siges af samtlige oplægsholdere. Ved udvælgelsen af planter må vi desuden ligge vægt på at rumme en stor variation af arter, der er egnede under forskellige jordbundsforhold og som trives på tør, fugtig eller våd jord. Vi bør også vælge flerårige planter, passe godt på de eksisterende veterantræer som kan have et rigt svampeliv tilknyttet, og ikke mindst forholde os kritisk til frøkilders ophav og genus.

Afslutningsvis sluttede seminaret af med lidt godt til ganen og en fælles spørgerunde. Og ud fra de mange gode spørgsmål kan man kun konkludere, at der både er stor efterspørgsel på viden og praktiske kundskaber når vi skal gøre kloge valg på naturens vegne. Denne aften kom vi heldigvis et spadestik dybere i at forstå biodiversitetens kompleksitet.

En stor tak skal lyde til oplægsholderne Hans Henrik Bruun, biolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, Beate Strandberg, seniorforsker ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, Mona Chor Bjørn, adjunkt ved IGN & Marian Ørgaard, lektor ved PLEN, Københavns Universitet, samt Kristine Kjørup Rasmussen, biolog, ph.d. og leder af det tværfaglige team hos SLA. Også stor tak til DL bestyrelsesmedlem Tine Gils, der stod i spidsen for arrangementet.

 

Hans Henrik Bruun, biolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, indledte arrangementet som den første oplægsholder. Fotograf: Katrine Lundemark

Aftenens oplægsholdere sad klar til at besvare deltagernes spørgsmål sidst på arrangementet. Fra venstre: Hans Henrik Bruun, Beate Strandberg, Kristine Kjørup Rasmussen, Mona Chor Bjørn og Marian Ørgaard. Fotograf: Katrine Lundemark

Der var god stemning og snakkelyst blandt arrangementets deltagere. Fotograf: Katrine Lundemark

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >