Grønne klimaskærme kan opsuge vand og bremse trafikstøj

AKTUELT / 23.09.19

Foto: Klimaskærm inden beplantning, Teknologisk Institut.

Ny type klimaskærm skal skåne beboere fra trafikgener og samtidig tage vand fra skybrud

En helt ny type kombineret klima- og støjskærm, som både kan håndtere store regnmængder fra skybrud og mindske gener fra trafikstøj, skal nu testes i Folehaven i Valby, en af Københavns mest trafikerede veje med 45.000 biler i døgnet.

Klimaskærmen er – i modsætning til traditionelle klimaskærme – ikke lavet af stål eller beton, men er derimod opbygget af træ og er også beplantet med grønne planter for både at kunne opsuge regnvand og gavne miljøet for beboere ud til stærkt trafikerede veje.

Med den grønne klimaskærm kan byens regnvandsafstrømning håndteres lokalt og udvidelse af kloaksystemet kan undgås, hvis klimaskærmen bliver tilstrækkeligt udbredt. Sammenlignet med andre grønne løsninger, f.eks. regnbede, har metoden den fordel, at vandet håndteres over terræn, og der skal derfor ikke graves huller og transporteres jord ud af byen”, siger projektlederen, Kristoffer Amlani Ulbak, Teknologisk Institut.

Klimaskærmen bidrager, ifølge professor Marina Bergen Jensen, Københavns Universitet, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, til gode byrum: ”Ved at håndtere regnen lokalt kan man bruge vandet som den ressource, det vitterligt er: Til at skabe grønne miljøer med gode vilkår for naturen, og som er rare for mennesker at opholde sig i. Skærmen bliver et nyt element i byen, som skaber grønne oaser, der kan dæmpe trafikstøjen og opsuge en del af forureningen”.

Udviklingen af den tre meter høje klimaskærm af pileflet er finansieret af Miljøministeriet, mens opførelsen af den grønne klimaskærm er finansieret af Københavns Kommune og Boligforeningen 3B.

”Klimaskærmen, der nu står klar i Folehaven i en version 1.0, er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, som netop har til formål at fremme udviklingen nye innovative løsninger på nogle af de miljøudfordringer, vi står overfor. Det spændende er her, at vi forsøger at løse to problemer på én gang – vejstøj og meget regn, som giver problemer. Projektet har været længe undervejs, men vi står nu med en klimaskærm, som der forhåbentlig er interesse for at videreudvikle til gavn for ikke mindst beboere langs trafikerede veje”, siger kontorchef Søren Bukh Svenningsen, Miljøstyrelsen.

Den grønne klimavæg er udviklet i samarbejde mellem:

Teknologisk Institut, Københavns Universitet, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, Københavns Kommune, Aarsleff A/S og Malmos A/S. Bygherre: Boligforeningen 3B. Niels Lützen Landskabsarkitekter har været bygherrerådgiver på skærmen i Folehaven.

Læs mere hos Teknologisk Institut.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >