Heldagskonference: Grøn Kulturarv - At frede noget der gror
AKTUELT / 08.10.25

De Geometriske Haver i Herning. Foto: Christina Capetillo
Danske Landskabsarkitekter og Landskabsarkitekternes Tænketank inviterer til heldagskonferencen under temaet "At frede noget der gror", der vil undersøge, hvordan det er gået med fredningen af omgivelser og selvstændige landskabsarkitektoniske værker gennem udpegning af fire problemstillinger
Program
09.00 Ankomst og registrering
09.15 Velkomst v/ Sonja Poll, Tænketanken
09.20 Hvad talte vi om, dengang bygfredningsloven blev lavet om? v/ Svava Riesto, professor Københavns Universitet og Jacob Kamp, 1:1 Landskab
Danske landskabsarkitekter deltog i forberedelsen af lovændringerne i 2000’erne, hvilke tanker havde man dengang – er det blevet som forventet?
09.50 At frede noget der gror. v/ Jakob Fischer, medlem af Det Særlige Bygningssyn.
Hvordan håndterer bygningssynet forskellen mellem en bygning og landskabet? Hvordan formulerer man centrale fredningsværdier?
Hvornår er fredningsværdien ikke længere tilstede? Hvordan genskabes fredningsværdien?
10.15 At indstille til fredning. v/ By og land
Hvilke overvejelser og hvilket forarbejde har Foreningen for Bygnings- og landskabskultur før en indstilling til en landskabsfredning?
10.40 Pause
10.55 15 års konkrete eksempler – Status og problematik. Ordstyrer v/Stine Bærentzen
Hvordan var fredningsforslaget formuleret? hvilke høringssvar var der, og hvordan lød fredningskendelsen?
Oplæg fra Tænketankens medlemmer:
Herning kunstmuseum, Anglibygningen og Skulpturparken v/ Henning Looft
Frederiksberg Allé, v/ Torben Dam
Radiohusets taghave v/ John Norrie
Kildeskovshallen, Gentofte v/ Lea Nørgaard
Nyholmen, København v/ Knud W. Ø. Larsen
12.00 Frokost
13.00 Panel v/ ordstyrer Jacob Kamp
Aarhus Universitet: Hvilke erkendelser er opnået og hvordan kommer vi videre efter en af de mest diskuterede fredningssager?
Fredningsforslaget til Aarhus Universitet v/ By og Land
Analyse af Aarhus Universitet v/ Erik Brandt Dam, Erik Brandt Dam Arkitekter
Indstilling fra Det Særlige Bygningssyn v/ Jacob Fischer
Høringssvar v/ Ellen Braae, professor Københavns Universitet
Høringssvar fra DL v/ Stine Bærentzen, medlem af Tænketanken
Første og anden fredning v/ Mette Carstad, Slots- og Kulturstyrelsen
14.45 Pause
15.00 Kulturmiljø som udgangspunkt for fredning eksemplificeret ved Aarhus Universitet v / Mogens Morgen, professor Aarhus Arkitektskole.
15.45 Hvad er planen? – afslutning
Hvordan opnår fredningsmyndigheden faglighed til noget der gror? Hvilken udvikling kan forbedre balancen mellem myndighedsforvaltningen og det frivillige arbejde?
16.00 Fredningsbar
16.45 Tak for i dag!
At frede noget der gror
I 1979 blev det muligt at frede nære omgivelser i tilknytning til en fredet bygning.
Siden 2010 har en ændring af bygningsfredningsloven givet mulighed for at frede selvstændige landskabsarkitektoniske værker. Dette er i virkeligheden en meget væsentlig ændring, som stiller fredning af bygninger og landskaber lige, med den fælles hensigt at værne om vore fysiske omgivelser og kulturarv.
Vi skal frede for at samfundet kan fastholde landskabsarkitektoniske kvaliteter og kulturmiljøer i Danmark. Fredning er kundskab og erfaring for fremtiden, en fælles reference-ramme for noget vi gerne vil med det danske samfund. Vi skal forstå det oprindelige landskab, terrænformerne, landskabets og byernes historiske udvikling, planternes kvalitet, historie og dynamik samt relationen til bygninger på stedet. Smuk og vellykket landskabsarkitektur er værd at værne om, fordi det viser, hvad samfundet også i fremtiden kan forvente at opnå og stille krav om.
Nu 15 år efter ændringen vil Danske Landskabsarkitekter med konferencen ”At frede noget der gror” undersøge, hvordan det er gået med fredning af omgivelser og selvstændige landskabsarkitektoniske værker gennem udpegning af fire problemstillinger:
1. Hvordan administreres loven
Udover det centrale myndighedsarbejde varetages administration af bygnings-fredningsloven for en stor del gennem lokale observationer af de fredede bygninger og landskaber. Det er et væsentligt arbejde, der udføres her, primært af frivillige gennem foreninger, men også af andre interesserede. Dette samarbejde mellem myndighed og frivillige må kunne gives bedre vilkår ved formulering af nogle retningslinjer, som vejleder og forpligter begge parter.
2. Fredning af bygninger og landskabsarkitektoniske værker
Når bygninger eller landskabsarkitektoniske værker fredes, sker det i udgangspunktet som de fremstår på fredningstidspunktet. Mens bygninger – bortset fra tidens tand – er statiske, er landskaber altid dynamiske. Derfor kan de ikke fredes uden nøje stillingtagen til, hvordan de skal udvikle sig over et langt spænd af tid.
En udviklings- og plejeplan er derfor grundlaget for enhver fredning, hvor et landskabsarkitektonisk værk eller fredede bygningsomgivelser indgår. Den skal præcisere hensigten, fastholde de udpegede fredningsværdier, beskrive plejen og gøre det muligt at opponere, hvis fredningsværdierne fraviges.
Indgående landskabsfaglig ekspertise er i denne forbindelse helt nødvendig.
3. Relationen mellem bygninger og landskab
I fredningssager hvor både bygninger og landskab fredes i en eller flere forskudte fredninger, bør relationen mellem bygninger og landskab overvejes nøje. Eksempelvis er mødet mellem landskabet og bygningernes facader et sårbart sted, der må beskrives præcist i såvel fredningsforslag som i selve fredningen.
4. Kulturmiljøet
I fredningssager hvor landskabet fredes, men hvor én eller flere bygninger ikke indgår i fredningen, opstår der umiddelbart et problem, hvis fredningsgrænsen lægges ved bygningens omkreds. Kan bygningen tilbygges i bredden og højden og hvordan håndteres en eventuel nedrivning? Dette problem er fremkommet i forbindelse med nogle af 20’ernes landskabsfredninger. Det er tydeligt at der mangler en stillingtagen til dette i bygningsfredningsloven. En vej frem kunne være, at tilføje loven en mulighed for at frede kulturmiljøer.
Download flyeren her
Tid, sted og tilmelding
Tid: Tirsdag d. 11. november 2025 kl. 9.00 – 16.45
Sted: Festauditoriet, Bülowsvej 17, Københavns Universitet, Frederiksberg Campus
Tilmelding: Tilmelding og betaling via Billetto her
Pris: Medlemmer af Danske Landskabsarkitekter og Arkitektforeningen: 550 kr. + gebyr.
Ikke-medlemmer: 750 kr. + gebyr.
I billetprisen er inkluderet frokostsandwich samt kaffe/te/frugt og kage.
Tilmeldingsfrist er d. 4. november 2025 og tilmelding er herefter bindende og billetpris kan ikke refunderes. Er du forhindret er du velkommen til at sende en stedfortræder.
Nyheder

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning
Læs mere