Beretning fra Hillerød Kommunes Arkitekturråd v/Peter Juhl

AKTUELT / 20.03.23

Hillerød Kommunes Arkitekturråd på besigtigelse. Foto: Peter Juhl

Som optakt til launch af Danske Landskabsarkitekters årsberetning, der er udkommet i denne måned, bringer vi et udvalg af de mange beretninger, som er med i Kureren. Læs med når Hillerød Kommunes Arkitekturråd beretter

Arkitekturrådet består af Helle Juul, Arkitekt Ph.D fra Juul & Frost Arkitekter A/S og Sara Ettrup, Arkitekt MAA fra Vandkunsten, og Peter Juhl, Landskabsarkitekt MDL, Danske Ark. fra OPLAND.

Hillerød har i 2020 vedtaget Arkitekturpolitik for Hillerød Kommune og ønsker at sikre Hillerøds kulturmiljøer og udvikle innovative, livskraftige boliger og byrum.

Arkitekturrådets arbejde

Projekterne som bliver præsenteret for Arkitekturrådet er både tidlige forespørgsler om muligheder for udvikling af områder, bygninger og byrum, startredegørelser og lokalplaner. I nogle af opgaverne har vi fået en præsentation af udviklere og arkitekter, haft mulighed for at stille spørgsmål til projekterne og efterfølgende udarbejdet en udtalelse til Hillerød Kommunes embedsmænd.

Siden sidste beretning har Arkitekturrådet udtalt sig om 14 projekter. Projekterne har omhandlet erhverv, boliger, byområder og landområder.

Rådets kommentering er en screening af projekterne og anbefalinger til, hvad der bør arbejdes videre med. Fundamentet for udtalelserne er Hillerød Kommunes Arkitekturpolitik. Rådet har fokus på bylivskvaliteter, kantzoner, skala og indpasning i kulturmiljøet.

I rådet har vi nogle gode faglige samtaler om skala, volumener, sammenhænge og arkitektoniske kvaliteter. Det er netop i den tværfaglige sammenhæng, vi udvikler og kvalificerer vores synspunkter, skaber fælles forståelse og kan give en konstruktiv tilbagemelding. Vi kender dynamikkerne imellem rådgivere og udviklere, og skal forsøge at balancere ønskerne om udvikling af Hillerød Kommune uden at gå på kompromis med Hillerød Kommunes særlige kulturmiljø.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >