HVAD VED JEG - medlemsbesøg i Bispebjerg Hospitals Helende Haver

AKTUELT / 15.06.22

Erik Brandt Dam viser rundt blandt den store planterigdom, som er genskabt på baggrund af Edvard Glæsels originale omfattende plantelister. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

HVAD VED JEG er en række faglige arrangementer eksklusivt af medlemmer for medlemmer. For nylig inviterede Arkitekt MAA/MDL Erik Brandt Dam til rundvisning i De Helende Haver på Bispebjerg Hospital

Af Maria Henriette Sørensen, DL studentermedhjælp, stud.hort.arch. MDL

I starten af juni tog Erik Brandt Dam en gruppe medlemmer med på en spændende rundvisning gennem de nyligt indviede Helende Haver på Bispebjerg Hospital. Erik gav et unikt indblik i revitaliseringsprocessen af landskabsarkitekt Edvard Glæsels oprindelige haveanlæg fra 1913.

Erik fortalte om, hvordan haverne har fået fornyet rækkevidde ved at skabe nye relationer mellem brugere og have, hvilket styrker havernes relevans og udvikler ejerskabet, der begge er væsentlige aspekter for det fremtidsperspektiv, bevaring og forandring altid bør ses i.

Allerede i Glæsels tid var der tænkt på biodiversiteten. Hans originale haver var rige på plantearter og havde et blomstrende udtryk, hvilket Erik Brandt Dam arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter har ført smukt ud i livet sammen med Malmos A/S der har udført landskabsentreprisen – her i en blanding mellem pergola, skovsyre, roser, bregner, løvefod, geranium m.m. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

Det er tydeligt understreget, hvordan skulpturerne er kommet meget mere til sin ret, efter Erik Brandt Dam arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter har designet de smukke haver, som nu indrammer og bærer den enkelte skulptur frem. I baggrunden ses den fine pergola. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

Haverne er ført tilbage mod Glæsels oprindelige ideer med plantevariation, stier til spadsereture og kroge til eftertænksomhed. En helhed, som er let at finde rundt i, men som samtidig rummer individuelle grønne oaser til rekreation, som kan pleje krop og sind.

Hospitalets gamle, velholdte bygninger udgør en smuk og unik base for De Helende Haver. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

Erik fortæller om de små stier, der bringer den besøgende ind i naturens verden. Fotograf: Rikke Louise Kastoft

Den så småt afblomstrede syrensti op mod en af havepavillonerne, som blandt andet bruges til lysterapi for kræftpatienter. Fotograf: Rikke Louise Kastoft

Indgangen til en af De Helende Haver med blomstrende guldregn og syrener i flere niveauer. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

En af udfordringerne har været den store indgang, som førhen blev flittigt anvendt af pårørende, der alle skulle ind og ud af hospitalet i de 2 timer om dagen, der var besøgstid. Da der ikke længere er samme behov, har Erik Brandt Dam arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter forsøgt at få indgangspladsen ned i en menneskelig skala, som skaber en rummelighed, man har lyst til at tage ophold i.

Den store indgang, hvor noget af parkeringspladsen er inddraget til belægning, mens hævede blomsterbede med siddekant skaber et nyt mødested. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

Udfordringer med de store terrænspring er blandt andet løst med beplantning på murværk samt højt bunddække langs mure, som får højdeforskellene til at syne mindre, mens store skråninger er tilplantet med vilde stauder, som bidrager yderligere til biodiversiteten. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

Udover at arbejde med Glæsels originale haveplaner, har Erik Brandt Dam arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter gennemgående designet med respekt for stedet og dets ånd. Hertil hører en rørende historie om, hvordan det ikke altid er planen på papiret, der er den bedste løsning i virkeligheden. Dette gav Erik et eksempel på, da han fortalte om en dyb snak, han havde haft med nogle patienter i palliativ behandling og deres pårørende, som fremhævede et bestemt sted i haverne, hvor de lå i deres hospitalssenge i den sidste tid. Her havde Erik og landskabsarkitekterne planlagt et gennemgående stisystem, som Erik straks pillede af programmet igen, for nogle ting er altså vigtigere end tilgængelighed.

Til projektet har Erik Brandt Dam arkitekter designet en både æstetisk, solid og behagelig bænk, som går igen gennem haverne. Vi prøvede alle at sidde i dem og de var super behagelige. Et kendetegn for De Helende Haver er kvaliteten af materialer, som er muliggjort på baggrund af A.P. Møllers Støttefond. Fotograf: Maria Henriette Sørensen

Tak til Erik Brandt Dam for en rundvisning i de både historiske og nytænkende Helende Haver, som vi hos Danske Landskabsarkitekter vil opfordre alle til at gå på opdagelse i. Og tak til alle jer der mødte op med god energi og interessante spørgsmål.

HVAD VED JEG arrangementer – har du noget, som du gerne vil dele med os?

I regi af Danske Landskabsarkitekter, arrangeres en række faglige arrangementer med et til tider nørdet fokus, der vil fokusere på special viden indenfor et afgrænset emne eller et højaktuelt tema. Det kan være emner bredt indenfor landskabsarkitektur og natur.

Hvad, hvornår og hvem? Det er jer medlemmer der byder ind, med lige det der netop nu optager jer. Det I er nysgerrige på at vide mere om eller netop har hørt om.

I får selv ansvaret for selve arrangementet, så sørger Danske Landskabsarkitekters sekretariat for annoncering og tilmelding. Skriv ind til os på dl@landskabsarkitekter.dk. Vi glæder os til at høre fra jer.

Ny Foreningsvej, Klitmøller / Labland Architects

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >