IFLA, Hvad foregår der??
AKTUELT / 15.10.25

Foto: Gardenparty ved IFLA World Council i Nantés. Fra venstre: Ben Willsmore (AU), Susanne Renée Grunkin (DK), Varpu Mikola (FI), Birgitte Hellstrøm (NO) og Vainius Pilkauskas (LT).
-ved et IFLA World Council (som generalforsamlingen for internationale landskabsarkitekter bliver kaldt) handler det om, hvordan vi landskabsarkitekter sammen på internationalt niveau, kan støtte landskabsarkitekter, ikke blot i eget land, men i alle lande til at positionere sig og få mulighed for at blive anerkendt, udøve deres faglighed påvirke beslutningstagere og i det hele taget få forløst det potentiale for skabe værdi for mennesker, samfund og planet, der ligger indgroet i faget. IFLA har eksisteret siden 1948
Af Susanne Renée Grunkin, Danske Landskabsarkitekters internationale delegat
Det er fx. her vores fag, der i Danmark er begunstiget med øget bevågenhed og respekt, bliver sat i perspektiv. I mange lande nyder faget, som i Danmark, respekt ligesom landskabsarkitekter spiller en central rolle i mange af de vigtigste klima- og samfundsdagsordner. Og selv om vi nok altid synes, vi kunne spille en endnu større rolle, så har vi en rigtig god forankring i mange projekter, der gør en positiv forskel. Men det er ikke sådan mange andre steder i verden.
IFLA World Council blev sammen med World Congress i år afholdt i Frankrig med Nantés som værtsby. Læs mere her
Refleksioner fra Litauen om værdien af IFLA
Fx fortæller Vainius Pilkauskas, præsident for LKAS Litauens søsterforening, at de blot omkring 60 medlemmer i landskabsarkitektforeningen kæmper om opmærksomhed og en plads i projekterne. Ofte er det arkitekter, der ender med at løse landskabsarkitektopgaver frem for at involvere os tidligere i projekterne.
Og de arbejder målrettet på at få flere medlemmer. Det vil foreningen bruge til at få mere kapacitet, til at føle sig stærkere og til at opnå mere indflydelse.
At være en del af IFLA giver dem inspiration til, hvordan dette kan ske og hvordan Litauen bidrager i større projekter og processer. Inspirationen kommer også gennem IFLA Europe. For her drøftes specifikt europæiske problemstillinger, der ligner dem, der er i Litauen.
Refleksioner fra Norge om værdien af IFLA
Birgitte Hellstrøm præsident fra NLA, vores søsterforening i Norge, er optaget af, hvordan vi som fagstand kan levere det samfundsbidrag, vi er uddannet til, og hvordan vi kan påvirke samfundet også i international skala. Dette kan netop også ske gennem IFLA’s netværk.
Det er også i IFLA, vi er mange flere til at bevæge os i samme retning og samarbejde med de store offentlige organisationer – dem, der har fået et politisk opdrag, der matcher med det vi kan, og som nu er temaer helt øverst på dagsordenen som fx klima. For vi kan ikke sidde og vente på tingene sker, vi må derimod ind og påvirke proaktivt.
COP 31 Climate Chance samt COP 17 Biodiversity and Circularity er hver især et vigtigt forum, hvor vi skal ind og påvirke i fællesskab.
Refleksioner fra Finland om værdien af IFLA
For Varpu Mikola, præsident for MARK, vores finske søsterforening har blandt andet fokus på de gode argumenter for vores relevans.
Ud over at samle og formulere de oplagte argumenter for, hvorfor landskabsarkitekter skal stå stærkere i langt flere projekter, så har vi også brug for at få præciseret vores argumenter til vores forskellige målgrupper. Hvad har politikere brug for at vide, om den værdi vi kan skabe? Kan vi forberede et fælles pitch? Hvad har fx ingeniørerne brug for at vide om os, så vi kommer tætte på dem og opnår bedre løsninger? Kan vi deltage med vores stemme på deres kongresser? Vi har brug for et fælles roadmap: ‘what to do’.
Refleksioner fra Australien om værdien af IFLA
Ben Willsmore fra Australien som er udpeget international delegat for AILA, fortæller at landskabsarkitekter, især de der arbejder som planlæggere, oplever et stort pres på boligbyggeri og behovet for understøttelse af det sociale i byplanlægningen. Boliger bliver betragtet i ‘antal’, men de bør også opgøres i forhold til trivsel og livskvalitet. Derfor bidrager landskabsarkitekterne til et helhedsorienteret strategisk blik. Det er et opgør med et hidtil for ensidigt blik, men vi kan ikke planlægge uden også at samtænke infrastruktur, forurening, sociale værdier, fællesskaber og ressourcer. Da ender planlægningen med at blive en kritisk klimabyrde.
Derfor er et greb som grøn infrastruktur en vigtig del af løsningen, der kan hjælpe med at forme disse nye samfund. Det grønne rummer flere for byen vigtige funktioner og syr alting sammen.
Et andet tema, der optager landskabsarkitekter i Australien, fortæller Ben, er hvordan de demokratiske processer er afhængige af, at vi taler et sprog, som også vores borgere kan forstå og relatere sig til. De oplever, at nogle arkitekter bringer deres fagsprog med ind i borgerdialogerne på en måde, der skaber afstand og bliver kritisk for den demokratiske involvering. Til gengæld taler landskabsarkitekter ofte i et sprog, der af borgerne opleves at være tættere på borgernes eget sprog. Denne tættere forbindelse, der bliver skabt gennem et fælles sprog, sætter borgerne i stand til at bidrage med værdi i involveringen på en måde, der er mere kvalificeret og brugbar i planlægningen.
Demokratiet fungerer bedst når arkitekter, landskabsarkitekter, planlæggere og borgerne har en god fælles forståelse for problemstillingerne, og borgerne er i stand til at give kvalificeret feedback.

Fire unge mennesker fra ELASA - European Landscape Architecture Student Association præsenterer sig. Foto: Susanne Renée Grunkin
Rammen for IFLA World Council
Ud over update fra præsidenten og sekretariatet samt gennemgang af økonomien er der blandt andet også afrapportering fra alle regioner – Afrika, Amerika, Asia-Pacific, Middle-East and Europe. Fx hvilke aktiviteter, der er foregået gennem året, hvordan de når ud til medlemmer gennem flere kanaler fx SoMe, der engagerer bredt, og hvordan webinarer bliver stadig mere populære. Vi hørte bl.a. også oplæg om UNESCOs arbejde med at beskytte kultur- og naturarv samt et oplæg om Cirkulær økonomi og global biodiversitet af den interessante Marianne Kettunen, der repræsenterede Ellen MacArthur Foundation.
Fire unge mennesker fra ELASA – European Landscape Architecture Student Association – fortalte om deres engagerede samarbejde på tværs af landende og rakte bl.a. ud efter den danske studenterorganisation, som de gerne ville i kontakt med.
Der var også en indledende præsentation af en kommende fælles hjemmeside for videndeling – IFLAHUB – der er planlagt til at gå i luften i marts 2026. En af flere formål er at hente og dele inspiration samt finde viden, det kan være et samlet overblik over alle uddannelsesinstitutioner og andet. Mon Danske Landskabsarkitekter her kunne bidrage med at vise vinderprojekterne fra Dansk Landskabspris gennem årene?
Endelig blev vi mindet om den kommende store verdenskongres i Hong Kong i 2026.
Det var min første IFLA World Council som DL’s internationale delegat. Ud over det officielle program, der kom langt omkring med emner, opstår uformelle samtaler med landskabsarkitekter fra nær og fjern. Det foregår dels i pauserne og dels ved de sociale arrangementer. Ud over at få faglig inspiration med hjem, er her er en unik lejlighed til at udvide perspektiverne for, hvor langt vores fag rækker ligesom man kan får indblik i, hvilke opgaver man som landskabsarkitekt løser rundt om i verden.
Læs mere om IFLA World her

Frokostpausen i solskin. Foto: Susanne Renée Grunkin

World Council er i fuld gang. Foto: Susanne Renée Grunkin
Nyheder

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning
Læs mere