Inspirerende vinderforslag i idékonkurrencen om Kildedal Nord

AKTUELT / 11.04.22

Foto: Projektet Naturnært Liv vandt en delt førstepræmie ved konkurrencen i fagsporet. Teamet bag projektet består af landskabsarkitekterne MDL Jens Nyboe Andersen og Karl Johan Baggins samt arkitekt Benedicte Rahbek

I marts blev vinderne af idékonkurrencen om udviklingen af Kildedal Nord afsløret ved en præmieoverrækkelse på Egedal Rådhus. De præmierede forslag er et godt grundlag for det videre arbejde med en helhedsplan for området i Kildedal Nord, og for den kommende dialog med borgere og interessenter i området

Egedal Byråd har en ambition om, at Kildedal Nord skal være et bæredygtigt og klimaneutralt område af høj kvalitet med varierede boformer og boligtyper for alle aldre, hvor natur og bebyggelse er integreret og tilsammen skaber en helhedsoplevelse.

Derfor blev der i 2021 udskrevet en åben idékonkurrence med et fagspor og et borgerspor, som var målrettet henholdsvis professionelle arkitekter og byudviklere og borgere og nu har kommunen endelig løftet sløret for konkurrencens udfald.

En delt førstepræmie i fagsporet, hvor opgaven var en helhedsplan til området, gik til ”Naturnært liv”, udarbejdet af Benedicte Rahbek, Karl Johan Baggins og Jens Nyboe Andersen, og ”Generationernes Landsbyer”, udført af KAAK/Atelier for Byers Rum og DSA ARK Studio. Forslagene er valgt, fordi de repræsenterer to robuste og overbevisende helhedsgreb om opgaven, og fordi begge forslag afspejler stor forståelse for stedet særlige herlighedsværdier.

De to førstepræmieforslag viser forskellige bud på landsbyklynger, hvor bebyggelse, landskab og det nære fællesskab flettes sammen. For begge førstepræmieforslag vurderes det, at der vil kunne indarbejdes mange af de enkeltforslag, der ligger i de øvrige forslag, uden at det kræver store kompromisser i forhold til deres bærende idé.

En delt andenplads gik desuden til hhv. Signe Lilleskov Nielsen samt STED By- og Landskab.

Forslagene skal bruges til inspiration

De professionelle og borgerne har bidraget med forskellige input på forskellig måde, som kan berige og underbygge hinanden.

Vi er rigtig glade for, at så mange har brugt tid og kræfter på at udarbejde spændende forslag, som tilsammen giver os mange gode input til det kommende arbejde med en helhedsplan for området i Kildedal Nord. Vi vil lade os inspirere af de mange gode idéer, og forventer snarere at kombinere idéer frem for at realisere et enkelt projekt 1:1, siger Vicky Holst Rasmussen, borgmester i Egedal Kommune og formand for dommerkomitéen.

Efter konkurrencen afholdes et borgermøde, hvor interesserede borgere og politikere i Egedal Kommune får mulighed for at drøfte de forskellige konkurrenceforslag med henblik på at igangsætte en dialog om en fælles retning for den videre udvikling af Kildedal Nord.

Visionen for Kildedal Nord

Visionen for området er, at Kildedal Nord skal være et unikt område, der med udgangspunkt i stedets markante natur og kuperede terræn tilbyder attraktive oplevelses- og fritidstilbud for både beboere og besøgende, skaber rammer for fællesskaber og nærhed, og har høje standarder inden for arkitektur, kvalitet og bæredygtighed.

Konkurrencen blev udskrevet som en åben idékonkurrence den 4. november 2021 af Egedal Kommune, som i alt modtog 15 forslag i Fagsporet og 25 forslag i Borgersporet. Alle 40 forslag er bedømt af Dommerkomitéen.

Alle indsendte forslag i både fagspor og borgerspor vil være udstillet på borgertorvet til og med den 7. april 2022.


Læs mere idékonkurrencen her og find dommerbetænkningen, hvor du kan se dommerkomité, alle de præmierede forslag og navne på vinderne her.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >