Landskabssymposium ved KADK: Nye landskaber - Nødvendighedens etik og æstetik
AKTUELT / 19.11.25

@ Lærke Reid Harder Rasmussen
Torsdag d. 27. november 2025 afholder Det Kgl. Akademi Symposiet Nye Landskaber - Nødvendighedens Etik og Æstetik. Symposiet henvender sig til forskere, praktikere og studerende med interesse for landskabsarkitektur, grøn omstilling og de etiske og æstetiske spørgsmål, der opstår i arbejdet med fremtidens landskaber. Sammen undersøger vi, hvordan landskabsarkitektoniske perspektiver kan bidrage til nye handlemuligheder og et stærkere vidensgrundlag i en tid, hvor landskabet er under forandring
Landskabsfaget står overfor en nødvendighedens tidsalder: En samtid under store klimatiske, økologiske og landskabelige forandringer fordrer nye praksisformer og natursyn. Det betyder en skærpet opmærksomhed på, hvordan vi som fagfelt spiller en aktiv rolle i en situation af nye etiske, politiske og økologiske udfordringer. En kollektiv forståelse af modernitetens systematiske ødelæggelse af økosystemer begynder omsider at give udslag i større politiske tiltag. Den grønne trepartsaftale lægger op til store transformationer af de danske landskaber. Det er transformationer med etiske aspekter, idet de udfordrer vores vante verdenssyn og handlemåder, og med æstetiske aspekter, ved også at udfordre vores praksisformer og forestillingsevner.
Som samfund står vi overfor et nødvendigt paradigmeskifte, der kræver at vi tænker sammen, og styrker og samler faglighederne som beskæftiger sig med landskab på tværs af forskellige institutioner og instanser.
Med udgangspunkt i den grønne trepartsaftale adresserer vi de etiske og æstetiske landskabsarkitektoniske implikationer i de kommende omlægninger af vores landskaber. Vi spørger: Hvordan forestiller vi os disse nye landskaber som stedsskabende aktører? Hvilke metoder har vi til at skabe en kritisk økologisk landskabsudvikling som omfatter mere-end-menneskelige livsformer og interesser? Hvordan retter vi vores forskellige fagspecifikke kompetencer mod en nuanceret værdisætning og et fælles erkendelsesrum?
Med symposiet ønsker vi på Det Kongelige Akademi at samle og præsentere et bredt spektrum af landskabsfeltet til gensidig inspiration og faglig sparring, for derved at kunne skabe en tværfaglig synlighed og dialog på samfundsniveau. Formålet er sammen at afsøge og tydeliggøre, hvordan forskellige landskabsarkitektoniske perspektiver kan bidrage til et rigt og mangefacetteret videns- og handlegrundlag i relation til den grønne treparts aktuelle tiltag og samtidens politiske, klimatiske, økologiske og landskabelige problemstillinger.
Læs det fulde program her
Tid, sted og tilmelding
Tid: Torsdag d. 27. november 2025, kl. 09.00 – 17.15
Sted: KADK, auditorium 2 & 6, indgang J
Tilmelding: Tilmeidngen er gratis og sker ved at sende en mail til [email protected]
Frist for tilmelding senest d. 20. november
Nyheder

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR
Læs mere
