Nu kan tegnestuer byde ind på nyt trappekoncept for Møns Klint

AKTUELT / 24.03.26

Møns Klint. Foto: Naturstyrelsen

Tegnestuer kan nu søge om at blive totalrådgiver på et trappekoncept til Møns Klint som netop er sendt i udbud af Naturstyrelsen. Den nye trappe skal løfte oplevelsen af det enestående landskab og styrke naturområdets tilgængelighed for besøgende

Høje Møn og især selve klinten er under evig forvandling. Her holder naturkræfterne aldrig fri, og skred og påvirkning fra storme ændrer konstant på klintens udseende. Stormen, som i oktober 2023 ramte Danmark, gav Møns Klint en hård medfart. Klintens fem trapper til stranden blev alle beskadiget i større eller mindre grad. De fleste af trapperne er efterfølgende blevet genopbygget af Naturstyrelsen.

De nuværende trapper i området er alle udført i trykimprægneret fyr og varierer både i længde og stejlhed. Materialevalg og konstruktionsprincipper betyder, at trapperne ofte skal renoveres og har en relativt kort levetid. De stejle trapper begrænser desuden tilgængeligheden, og i højsæsonen medfører trappernes begrænsede kapacitet ofte kø.

Der er derfor brug for et nyt koncept, der både giver bedre tilgængelighed, mulighed for ophold, større kapacitet og bedre holdbarhed – og som samtidig er skalérbart og kan anvendes på de resterende trapper på Møns Klint, når og hvis de i fremtiden skal genopbygges.

#

Møns Klint. Fotos: Naturstyrelsen

Formålet med Møns Klint Trappekoncept er at sikre publikums adgang til naturområdet, som er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, gennem et trappekoncept, der er modstandsdygtigt overfor vejr, vind, bølger og klintens bevægelser og på sigt kan udbredes til alle klintens trappeanlæg. Konkurrencen udskrives med henblik på indgåelse af en totalrådgivningskontrakt for udvikling og projektering af trappekonceptet.

Opgaven som totalrådgiver på projektet omfatter udvikling af et trappekoncept, som i første omgang skal etablere en forbindelse mellem toppen af klinten og stranden ved området Sandskredsfaldet.

Projektet støttes af Realdania

Læs mere om projektet her
Læs alle detaljer om udbuddet og ansøgning her

Plads til pauser – Søborg Hovedgade, Gladsaxe / BOGL

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >