Ny Agenda 3 viser, at Danmark er en landskabsarkitektonisk stormagt

AKTUELT / 16.11.21

Forside: Forside: JAJA Architects, Parkeringshus og Konditaget Lüders. Foto Rasmus Hjortshøj – COAST

Omkring hvert femte år udkommer Ny Agenda, og nu er Ny Agenda 3 på gaden og dækker Dansk Landskabsarkitektur 2014-2020

Ny Agenda 3 er netop udkommet. Serien danner fortsættelse af Danmarks Havekunst I-III, der udkom i 2000-02. Danske Landskabsarkitekter har herved – og temmelig enestående – en dokumenteret historie fra de første haver og til de nutidige anlæg.

De 40 projekter i Ny Agenda 3 er udvalgt af en jury af nordiske landskabsarkitekter. Bogen er opdelt i kategorierne: Ved hav og strand, Grøn kulturarv, Åbent land og skov, En grønnere by, Oppe over jorden og De store planer.

Klimaperspektivet er et gennemgående tema i de fleste projekter og har derfor ikke – som i den foregående – en selvstændig kategori. 

Ny Agenda 3 viser landskabsarkitekturens potentiale til berigelse af udemiljøet i en tid, hvor næsten alt byggeri er drevet af profit, og hvor bybygningens grundlæggende principper ofte overtrædes. Det er således landskabsarkitekternes rolle at skabe “modvægt til den moderne storbys sten, træ og jern”, “det grønne” versus “det grå”, akkurat som den navnkundige havearkitekt G.N. Brandt skrev allerede i 1930.

Sådan var det, og sådan er det desværre stadig. Det er fortsat landskabsarkitekternes rolle at rette op på de sociale byggefejl, som de ‘fine’ arkitekter og developere excellerer i.

De mange projekter viser en stor diversitet og spænder fra store infrastrukturelle anlæg og til mindre, intime haver. Kvaliteten er høj, og bogen kunne være blevet meget større, for mange af de frasorterede projekter er ligeledes af høj kvalitet; eller som den norske landskabsprofessor Reiner Stange udtrykker det: ‘Danmark er en hagekunstnerisk og landskapsarkitektonisk stormakt.’

Det er fortsat landskabsarkitekternes opgave at skabe nyttige og skønne værker. Men det er mere end det. I fremtidens bæredygtige byer må modsætningen imellem natur og kultur ophæves og defineres på en ny måde. Det kan blive en hovedopgave for landskabsarkitekterne i tiden, der kommer.

 Ny Agenda 3 er udgivet med støtte fra Bergia Fonden, Margot og Thorvald Dreyers Fond, Havekulturfonden, Karin og Georg Boyes Fond, Statens Kunstfond. Foreningerne Danske Landskabsarkitekter, Danske Arkitektvirksomheder og Park- og Naturforvalterne har ydet støtte til bogen.

Læs også pressemeddelelse og download pressefotos her.

Køb Ny Agenda 3 – Dansk Landskabsarkitektur 2014-2020

Vejledende salgspris: 298 kr. Udgivet af forlaget BOGVÆRKET som tilbyder 25% rabat til medlemmer af Danske Landskabsarkitekter. Brug rabatkuponkode “Landskab21” i Bogværkets webshop. Bemærk at rabatkoden også gælder ved køb af Ny Agenda 1 & 2.

Køb den hos Bogværkethos Arkitektens Butik eller hos din boghandler.

Hovedforfatter: Annemarie Lund
Øvrige forfattere: Rainer Stange og Thorbjörn Andersson
208 sider, stort format, garnheftet, 4 farver
ISBN 978-87-92420-66-4

Stranden, Charlottenlund: Realiseret: 2015-18. Bygherre: Dansk Handicap Forbund, Landskabsarkitekt: Kragh&Berglund Landskabsarkitekter A/S (totalrådgiver), Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S, Entreprenør: Zacho Lind, Fonde: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Foto: Sandra Gonon, Kragh&Berglund Landskabsarkitekter.

De Fem Halder: Realiseret: 2018-22, efter 1.præmie i konkurrence 2016. Bygherre: Naturstyrelsen, Landskabsarkitekt: Erik Brandt Dam arkitekter (totalrådgiver), Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter (underrådgiver), Konsulenter: professor Martin Zerlang, arkitektfirma Cornelius Vöge, Ingeniør: MOE Rådgivende Ingeniører, Entreprenør: Danjord A/S, Ginnerup A/S, Monstrum, Fonde: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Foto: Erik Brandt Dam.

Farum Skovkirkegård: Realiseret: 2014-16. Bygherre: Farum Menighedsråd, Landskabsarkitekt: Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter, Entreprenør: Sven Bech A/S. Foto: Charlotte Skibsted.

Wonder Wood i Skørping: Realiseret: 2013-16 (fase 1), efter 1. præmie i konkurrence. Bygherre: Skørping Skole, Landskabsarkitekt: VEGA landskab (totalrådgiver), Hovedentreprenør: Skælskør Anlægsgartnere A/S (anlægsgartnerarbejde), KK Kvalitetsbyg ApS (tømrerarbejde), Fonde: Lokale og Anlægsfonden, Kræftens Bekæmpelse, Realdania, kampagnen Drøn på skolegården. Foto: Leif Tuxen.

Aktivitetsplads i Jyllinge: Realiseret: 2019. Bygherre: Roskilde Kommune, Landskabsarkitekt: MASU Planning, Arkitekt: Cornelius Vöge (hal 2018), Ingeniør: Søren Knudsen Rådgivende Ingeniører, Entreprenør: Optimus Anlæg, Foto: Kirstine Autzen.

Remiseparken i Urbanplanen: Realiseret: 2016-20 (omlægning), parken er oprindeligt anlagt ca. 1970. Bygherre: Københavns Kommune, Landskabsarkitekt: BOGL, Konsulenter: Gemeinschaft (inddragelse), Pelcon (beton), Arkitekt: SNE Architects (skatebane), Kunstner: Beatrice Hansson (skulptur), Victor Ash (vægmaleri), Ingeniør: Rambøll, Entreprenør: Christiansen & Essenbæk, Logic & co., FSR beton, Fantasileg. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST Studio.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >