Nyt oplevelseslandskab for fæstningsværket Danevirke

AKTUELT / 30.11.21

Visualisering af projektet. Foto: C. F. Møller Architects

C.F. Møller Architects vandt opgaven med at skabe et oplevelseslandskab for det historiske fæstningsværk Danevirke, og offentliggør nu, hvordan fremtidens formidling af historien kommer til at se ud

Det historiske fæstningsværk Danevirke regnes som Nordens største fortidsminde, og blev i 2018 sammen med Hedeby optaget som Verdenskulturarv af UNESCO. Stigende besøgstal og dermed forbundne behov for bedre formidling, orientering, adgangsveje og opholdsmuligheder fik Dannevirke Kommune til at efterspørge et nyt samlet landskabskoncept for monumentet og dets omgivelser i en arkitektkonkurrence, som C.F. Møller Architects vandt i 2020. Nu er C.F. Møller klar til at vise arbejdet frem og give indblik i, hvordan landskabskonceptet realiseres for fæstningsværkets centrale områder.

Landskabskonceptet omfatter det centrale område omkring Hovedvolden, Kovirke-volden, Nordvolden og Krumvolden. Det inkluderer dele af Hærvejen, historiske borganlæg og skanser, den drænede tidligere Dannevirke sø, samt den centrale arkæologiske park ved Danevirke Museum, hvor bl.a. Valdemarsmuren fra 1100-tallet, Porten til Norden og en kanonskanse fra de Slesvigske Krige er vigtige attraktioner.

“Ved at skabe nye rundgange, som forbinder anlæggets mange highlights, guides besøgende til helt nye oplevelser, samtidigt med at tilgængeligheden øges og den arkæologiske substans beskyttes mod slid. Det sker til dels i form af hævede, svævende stier i corten-stål på eller hen over de allermest følsomme dele af monumentet og naturen”, fortæller Julian Weyer, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.

Ved Porten til Norden genskabes voldens snitprofil fra tidligere arkæologiske udgravninger i abstrakt form, og ved resterne af Valdemarsmuren tillader en ny udsigtsplatform besøgende at opleve fæstningsanlæggets oprindelige højde og virkning i landskabet. Andre steder langs det vidtstrakte voldanlæg anlægges formidlingspunkter i form af snitprofiler af corten-stål, som illustrerer voldens udformning gennem forskellige historiske epoker, suppleret med siddemuligheder og nogle steder også shelters til overnattende gæster.

Udover formidlingen og den turistiske brug lægger landskabskonceptet vægt på at øge naturværdierne i området, bl.a. ved at skabe et nyt vådområde ved Dannevirke Sø, og skabelsen af bedre aktivitetsområder, opholdsmuligheder og fælles faciliteter som legeplads og festplads for lokalsamfundet hele året rundt.

Byggearbejdet forventes at begynde medio 2023 og forventes afsluttet medio 2024.

Baggrunden for udviklingen af Dannevirke

Udgangspunktet for arbejdet er et større forarbejde som Dannevirke Kommune har stået for i samarbejde med Verdenskulturarvskontoret i det Arkæologiske Amt, Kreis Schleswig-Flensburg, Sydslesvigsk Forening og Haddeby Amt. Det arbejde identificerede behovet for at skabe nye besøgsoplevelser og samtidigt beskytte monumentet bedre, ved at skabe attraktive stier og rundgange langs med og på tværs af volden, med formidlingspunkter og opholdskvaliteter. Samtidigt viste arbejdet at tilgængeligheden og de trafikale ankomststeder skulle styrkes, og områdets samlede betydning som naturområde højnes. C.F. Møller Architects vandt opgaven med at skabe landskabskonceptet, som nu danner grundlag for en bevilling fra Regionalentwicklungs- und Umweltausschuss i Slesvig-Holsten.

Læs mere om projektet og se den fulde projektbeskrivelse på C. F. Møllers hjemmeside.

Situationsplan af projektet. Foto: C. F. Møller Architects

Visualisering af projektet. Foto: C. F. Møller Architects

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >