OPLAND fejrer 25-års jubilæum

AKTUELT / 25.01.22

Foto: Direktør og Partner, Peter Juhl / Partner, Lars Alva-Jørgensen / OPLAND

Grøn omstilling, klima, bæredygtighed og biodiversitet er en megatrend i tiden. Emner som ikke var højt på dagsordenen for 25 år siden hvor OPLAND blev stiftet, men som altid har været naturlige elementer og vilkår for landskabsarkitekternes arbejde. I år er det 25 år siden, at Peter Juhl, den 20. januar 1997, grundlagde OPLAND

Landskabsarkitekt Peter Juhl startede tegnestuen ud fra et ønske om at skabe funktionel landskabsarkitektur båret af smukke former, materialer og frodige beplantninger. Naturen er den største inspirationskilde for kunsten og arkitekturen, og begejstringen herfor skal meget gerne skinne igennem alle projekter:

“Naturen er vigtig for os mennesker – den øger vores livskvalitet! Som landskabsarkitekter er det meningsfuldt og inspirerende for os, når vi ser vores landskaber have en positiv indvirkning på dem, der bruger det.” fortæller direktør i Opland Peter Juhl

Begejstringen for naturen kommer til udtryk i tegnestuens mantra at designe på naturens præmisser, og det viser sig særligt i den bæredygtige tilgang til projekternes udvikling over tid, hvor drift og pleje spiller en central rolle.

At udvikle landskaber over tid er kendetegnende for mange af OPLANDs projekter, lige fra tegnestuens første projekt, Hedeland – et stort aktivitetslandskab beliggende på en tidligere stor, flad moræneslette – til Ørestad Nord – et mangfoldigt kvarter med en bred sammensætning af beboere og brugere. Begge projekter som OPLAND stadig i dag er tilknyttet som rådgiver i forbindelse med den fortsatte udvikling.

Hos OPLAND er det landskabsarkitektoniske greb at inspirere gennem natur gennemgående i alle projekter. For OPLAND er naturen inspirerende dér, hvor den gør en forskel for dem, der bruger den. Det kan være et særligt frodigt plantebed midt i byen, som giver lyst til at stoppe et øjeblik og lade sanserne hvile en stund. Det kan være et oplevelsesrigt gårdrum i en boligbebyggelse, som inviterer børnene ud af lejlighederne og ned i fællesskabet i gården. Det kan være den grønne cykelrute, som tager dig gennem byen fra hjem til arbejde. Det er der, hvor vi får lyst til at gå på opdagelse.

Bynatur eller vilde landskaber – naturen bør altid være en stor del af hverdagen!

Danske Landskabsarkitekter ønsker OPLAND stort tillykke med de 25 år!

Besøg OPLANDs hjemmeside, hvor du kan se meget mere om tegnestuens projekter, viden og ekspertise, og hvor du også kan læse den fulde pressemeddelelse fra jubilæet.

 

Fakta

OPLAND blev stiftet i 1997 af Peter Juhl, og beskæftiger i dag ca. 20 medarbejdere. I 2014 indtrådte Lars Alva-Jørgensen som partner. OPLAND’s formål er at inspirere gennem natur, og det sker gennem seks ekspertiseområder fællesskaber, biodiversitet, klima, kultur, landskaber og pleje & drift.

Foto: Grøndalen på Frederiksberg, OPLAND

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >