Oplev det ny H.C. Andersens hus og have i Odense

AKTUELT / 26.06.23

Foto: R. Hjortshøj

Det nye museum og museumshaven danner en atmosfærisk oase i hjertet af Odense, og nu får du en helt unik mulighed for at høre om projektet, når DL i samarbejde med FAOD og DM/LAF inviterer på rundvisning med landskabsarkitekterne bag det eventyrlige projekt

Landskabsarkitekterne hos MASU har i samarbejde med japanske Kengo Kuma & Associates og Cornelius+Vöge mfl. skabt et mangfoldigt og inviterende sted i forlængelse af omkringliggende by, hvor bygning og landskab flettes sammen til en helhed.

Grænser mellem inde og ude, oppe og nede udviskes, og et eventyrligt forløb af rum skaber rammerne for den komplekse og flertydige verden i H.C. Andersens historier. Det ny haverum bliver en integreret del af byens forløb og de tætte historiske gader omkring H.C. Andersens fødehjem. Et komplekst område der har gennemgået en omfattende udvikling, bl.a. med lukning og byomdannelse af Thomas B. Thriges gade til byrum og letbane.

At vandre, opleve og sanse er essentielle temaer i H.C. Andersens eventyr. Haven er komponeret som en vandring gennem stemninger og atmosfære, hvor høje hække leder ad bugtende stier gennem en række scenografiske haverum. Hækkene danner væggene omkring skiftende indtryk fremkaldt af planternes dufte, farvespil, teksturer og skift i skalaer, der sammen pirrer nysgerrigheden og sætter fantasien i spil.

Du får her en unik mulighed for at være med, når landskabsarkitekterne fortæller om projektet. Vi skal høre Malin Blomqvist, landskabsarkitekt MARK MDL, partner og landskabsarkitekt MDL Margrethe Holmberg fra tegnestuen MASU Planning. Bagefter skal vi på havevandring og til sidst er der tid til at besøge selve museet.

Foto: R. Hjortshøj

Program

14.00 Oplæg v/ Malin Blomquist og Margrethe Holmberg, MASU Planning

15:00 Besigtigelse af H. C. Andersen haven

16:00 Besøg på museet


Arrangementet er for medlemmer af Dansk Magisterforening/LAF, Forbundet Arkitekter og Designere og Danske Landskabsarkitekter. Der er begrænset pladser og det er først til mølle. Ikke-medlemmer har også mulighed for at indløse billet.

Tid: Mandag d. 4. september 2023 kl. 14:00 – 17:00
Sted: H.C. Andersens Hus, H.C. Andersen Haven 1, Odense C – vi mødes ved hovedindgangen
Pris: 155 kr. + gebyr. Ikke-medlemmer 255 kr. + gebyr. Entrebillet til museet er inkluderet.
Tilmelding: Via Billetto, senest 27. august. Salg forlænget til d. 31. august.

Læs mere om museet her: hcandersenshus.dk

Foto: R. Hjortshøj

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >