Postkort fra landets landskabsarkitekter

Af Jens Linnet, landskabsarkitekt MDL, kreativ direktør og stiftende partner af tegnestuen BOGL, medlem af DL’s fagdommerpanel.

Arkitektkonkurrencernes dilemma

I løbet af mine 23 år i faget har jeg medvirket i op mod 100 arkitektkonkurrencer, både som studerende, ansat, privat hjemme på køkkenbordet og nu de sidste ti år i kraft af egen tegnestue. Åbne, inviterede, anonyme, de fleste af dem i Danmark, Sverige og Norge. Jeg mener, det er igennem konkurrencerne, at vi udvikler vores fag. Når Arkitektkonkurrencerne er bedst, er de med til at innovere og vise os nye måder at se arkitekturen og vores omverden på. I mange tilfælde har konkurrencerne givet os noget nyt. Løsninger, som vi ellers ikke ville få øje på. Konkurrencer har endda været med til at skabe paradigmeskift, ændre natursyn, hvordan vi bygger byer, bor og lever. Hvordan vi transporterer os og den måde vi formgiver på og de materialer, vi bruger.

Men konkurrencerne er tabersager. Økonomisk set. For vederlaget står aldrig mål med ressourceforbruget og man kunne hævde at konkurrencerne underminerer vores professionalisme og viljen hos vores kunder til at betale, hvad rådgivning reelt koster i timer. For vi leverer så mange ’gratis’ arbejdstimer i konkurrencerne. Derfor er det en tilbagevendende diskussion på tegnestuen, om vi overhovedet skal lave konkurrencer og jeg er sikker på, at der foregår en lignende snak rundt omkring på de andre tegnestuer.

Jeg mener dog, at konkurrencerne skaber stor værdi for os som tegnestue. Ikke nødvendigvis i honorar, men i form af faglig udvikling, omtale og anerkendelse. Mange af tidernes største og mest interessante arkitektoniske værker er blevet til i konkurrencer. Alt fra Akropolis, Den spanske trappe, Det Hvide Hus, Brasilia, House of Parlament. Konkurrencernes påvirkning strækker sig ofte langt udover arkitekturen. Utzons Operahus blev et symbol for et kontinent og Guggenheim i Bilbao genoplivede en hel by.

Indenfor landskabsarkitekturen er f.eks. Parc de la Villette et projekt, som fik enorm indflydelse på landskabsarkitekturen de efterfølgende år. Herhjemme var Tegnestuen Vandkunstens vinderforslag til Tinggården, en konkurrence som Statens Byggeforskningsinstitut udskrev i 1971, et nybrud ift., hvordan vi indretter samfund, hvordan fællesskaber skal fungere og samspillet mellem byggeri og landskab.

Det andet aspekt er den måde, hvorpå konkurrencerne også internt på tegnestuerne er med til at skabe en faglig udvikling. Hos BOGL er konkurrencerne en form for idéudvikling og innovation, der også smitter af på tegnestuens øvrige projekter. Det, at vi løbende laver konkurrencer, holder os oppe på tæerne, gør os nysgerrige på verden og giver rum til at udforske og nørde. Her tvinger vi os selv at sætte ord og billeder på vores visioner på en måde så at det er objektivt indlysende for et dommerpanel, at dette er den bedste løsning. Her skal vi gøre os umage for at vinde, være nytænkende og velargumenterede. Det er også i konkurrencerne vi udvikler vores grafik, skaber nye måder at illustrere verden på. I konkurrencerne er der noget på spil og der skal satses for at vinde. Man skal måske turde gå linen ud, på en måde, som man ellers ikke ville gøre.

Problemet synes jeg snarere er, at kravene til konkurrencerne konstant skærpes. Fra rene idékonkurrencer, hvor der er frihed til at udvikle det ingen endnu havde set muligt. Til at vi skal arbejde ud fra stramme og skarptskårne programmer og hvor der kræves en høj detaljeringsgrad, økonomiske kalkuler og tekniske løsninger, der nærmer sig ren projektering.

Det er her jeg mener at vi bør sige fra. I konkurrencerne bør det være den gode idé og principielle løsning, som er i sigte. I totalentreprisekonkurrencerne skal alt prissættes ned til mindste detalje og dermed er det nærmest rene projektforslag, som afleveres i konkurrencen som derudover ofte løber over 2-3 faser med delafleveringer, der kan strække sig over 6-7 måneder. Og alt det for at vinde en opgave, som aldrig kan dække det, vi har brugt i konkurrencen.

Konkurrencer kræver også af bygherre, at de er loyale overfor projektet og at de mener det alvorligt. Af de fem konkurrencer, som vi vundet i Sverige er det kun et projekt vi har fået lov til at arbejde videre med og stå for udførelsen af. Sådan er det heldigvis endnu ikke i Danmark. Men jeg synes tendensen er, at vi nærmer os med flere totalentreprisekonkurrencer og parallelopdrag uden en egentlig vinder.

Her har konkurrencesekretariatet og bygherrerådgiveren en vigtig rolle. I og med at Arkitektforeningen står for færre og færre konkurrencer, ændres også konkurrencens forudsætninger og formål. Og det synes jeg er en farlig udvikling.

Jeg mener, at den traditionelle projektkonkurrence har bidraget til, at den danske arkitektbranche har et højt fagligt niveau. Konkurrencerne har skabt dialog på kryds og tværs. Vi samarbejder og konkurrerer, er rivaler og venner på samme tid. Og Det skaber en enorm grobund for innovation, som nærmest kan sammenlignes med it-udviklingen i Silicon Valley. Men hvis konkurrencerne kun bliver forbeholdt de store og hvis incitamentet for at vinde konkurrencerne forsvinder, fordi der ikke er en real opgave at vinde, vil denne udvikling gå i stå. Og risikoen er, en forudsigelig udvikling styret af ejendomsmæglere og økonomisk gevinst, fremfor grønne levende byer med høj arkitektonisk kvalitet.

Psst! Find link til de øvrige interessante MDL Postkort som vi har bragt henover sommeren her