Præsentation af DLs udvalg: International Delegat & Bedømmelsesudvalget

AKTUELT / 19.03.19

Foto: IFLA Europe generalforsamling 2018, London. Fotograf: Elzélina Van Melle.

DL præsenterer i ugerne op til Generalforsamlingen de forskellige udvalg, så du ved hvad de foretager sig og måske får blod på tanden til selv at opstille

DLs Generalforsamling 2019 er lige om hjørnet og det betyder, at nogle poster skal tildeles nye ansigter. I den forbindelse præsenterer vi i ugerne op til Generalforsamlingen de forskellige udvalg, så du ved hvad de foretager sig og måske får blod på tanden til selv at opstille. På linket nedenunder kan du se, hvilke udvalgsposter der er på valg. Husk allerede nu at tilmelde dig generalforsamlingen, der finder sted fredag d. 29. marts med festforelæsning kl. 14, og generalforsamling kl. 16.

Læs mere om opstilling og generalforsamling.

Læs også om dette års festforelæsning med Nigel Dunnett.

Foto: Nigel Dunnett's plantedesign på Barbican Arts Centre i London for City of London Corporation & The Barbican Estate Office © Nigel Dunnett.

I denne uge præsenterer vi DL’s Internationale Delegat og Bedømmelsesudvalget.

Danske Landskabsarkitekter er medlem af de to organisationer IFLA og IFLA Europe som er hhv. den internationale og den europæiske sammenslutning af landskabsarkitekter. IFLA er en NGO med associerede og konsultative forhold til FN ved UNESCO. De fleste landskabsarkitektforeninger i verden er medlemmer. IFLA har hovedkontor i Bruxelles. IFLA Europe’s formål er at udvikle en aktiv ramme for landskabsarkitektur i Europa, og der er særlig fokus på at sikre opretholdelsen af høje standarder både i fagets uddannelse og praksis. IFLA Europe er den europæiske region i IFLA.

IFLA beskæftiger sig med mange af de samme ting som DL, såsom godkendelse og understøtning af uddannelser, der sørger for, at de holder et nødvendigt fagligt niveau, hjælper med at skabe foreninger i lande hvor faget endnu ikke er så godt etableret – eller slet ikke findes! IFLA er også en række underkomitéer, bl.a. én der beskæftiger sig med uddannelse, én der er beskæftiget med oversættelse af fagtermer, en innovationskomite og den meget aktive Cultural Landscapes Comittee.

Foto: Jeremy Dennis, DL's internationale delegat.

Jeremy Dennis, der i dag repræsenterer DL som international delegat, siger om hvervet:

DL er stærkt repræsenteret i det internationale arbejde i hhv. norden, Europa og verden. I Europa og verden er vi organiseret under International Federation of Landscape Architects (IFLA). Den internationale delegat deltager/repræsenterer DL på generalforsamlingerne i IFLA World og IFLA Europe og arbejder på mandat fra DLs bestyrelse. Ydermere deltager delegaten i det nordiske samarbejde og møde.

Det er vigtigt at delegaten er bekendt med faget både ift. uddannelse og uddannelsessteder, samt ift. professionen generelt, altså hvordan vi arbejder i privat og offentligt regi. Det er to af kerneopgaverne i det internationale samarbejde, at vi kan støtte hinanden medlemslandene imellem og sikre faget og uddannelsen.

Arbejdet som delegat kræver at man skal deltage i tre møder af 2 dages varighed, samt deltager i enkelte af DLs bestyrelsesmøder, for at orientere bestyrelsen og drøfte emner inden møderne. DL har igennem mange år gennem de valgte delegater nydt stor respekt, da vi ofte deltager i arbejdsgrupper ud over blot mødedeltagelsen og også har haft personerne fast i bestyrelserne i IFLA World og Europe igennem de sidste 10 år.”

Læs mere om Danske Landskabsarkitekters medlemsskab af IFLA og IFLA Europe.

Foto: Jacob Fischer, Medlem af DL's Bedømmelsesudvalg.

Som medlem af Bedømmelsesudvalget har du til opgave at behandle ansøgninger om optagelse i foreningen, fra personer som ikke har afgang fra Københavns Universitets landskabsarkitektuddannelse eller har afgang fra landskabslinjen på én af Statens arkitektskoler.

“Opgaven er at vurdere potentielle medlemmers evne til at forme vores omgivelser, så de tilgodeser samfundets praktiske behov kombineret med skønhed. Vi får muligheden for at byde nye medlemmer med anden baggrund velkommen i vores fag og dermed sikre en faglig bredde,” lyder det fra Jacob Fischer, der er repræsentant fra privat praksis.

Medlemmerne består af en repræsentant fra Københavns Universitet og KADK, en fra offentlig praksis samt DLs formand, Susanne Renée Grunkin. Sidste medlem kommer fra den private praksis, og det er denne post, der er på valg ved dette års generalforsamling.

Læs mere om Danske Landskabsarkitekters udvalg her.

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >