Støtte til at beskytte byerne mod oversvømmelse

AKTUELT / 01.04.19

Foto: I Lemvig er havnen nu beskyttet mod oversvømmelse - uden at gå på kompromis med udviklingen af havnens attraktive byrum © Lemvig Kommune.

Et partnerskab mellem Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet lader kommuner søge støtte til videre udvikling af nytænkende løsninger

Havvandet stiger, og i fremtiden kan vi forvente flere og mere voldsomme stormfloder. Det giver store udfordringer for danske byer, som ligger udsat ved vandet. Der er nu økonomisk og faglig hjælp at hente fra Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet.

Nu kan kommunerne søge en pulje, som støtter pilotprojekter, der er tænkt helhedsorienteret. Det vil sige, at projekterne på samme tid kan beskytte byerne mod oversvømmelse og også skabe attraktive byområder. Puljen er første ansøgningsrunde i et partnerskab, som miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og administrerende direktør i Realdania Jesper Nygård lancerede i august 2018.

I første ansøgningsrunde kan kommuner, som allerede har udvist en særlig opmærksomhed på klimaudfordringen og er langt fremme med helhedsløsninger om oversvømmelsesbeskyttelse, søge om tilskud til udvikling af nytænkende og helhedsorienterede løsninger. Det vil sige løsninger, hvor både planlægning, sikring og beredskab tænkes sammen.

Det forventes, at der i første ansøgningsrunde vil være tale om støtte til cirka 10 pilotprojekter. Der er afsat 10 mio. kr. til støtte af de cirka 10 pilotprojekter. På et senere tidspunkt vil enkelte af disse kommuner kunne opnå støtte til realisering af pilotprojekterne. I anden ansøgningsrunde vil kommuner, som er i gang med en proces om oversvømmelsesbeskyttelse, men endnu ikke helt så langt med projekterne, kunne ansøge om støtte til plan- og procesprojekter. Det forventes, at der åbnes for anden ansøgningsrunde i 2020.

Hvem kan søge?
Kommuner med en by, hvor dele af byen eller et byudviklingsområde med placering i by-zone er i risiko for at blive oversvømmet af havvandsstigninger og stormflod.

Hvordan søger man?
For at være med skal kommunen udfylde og indsende ansøgningsskema, som findes her.

Hvornår er der ansøgningsfrist?
Den 29. maj 2019 kl. 12.00.

Læs mere om partnerskabet og puljen hos Realdania.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >