Strategiseminar 2021

AKTUELT / 06.07.21

Foto: En hel dag i strategiens tegn med blev afsluttet med svalende rabarberdrinks og middag. Fra venstre: Signe Moos, Rikke Thiirmann Thomsen, Lillan Thomsen, Sidsel Genee, Martin Hedevang Andersen, Catrine Hancke, Emilie Kjeldsen Kjær, Katrine Lundemark, Julie Linke Bank og Louise Helmbo Bækgaard.

Danske Landskabsarkitekter har holdt sit årlige strategiseminar - få et overblik over dagens drøftelser

Af Lillan Thomsen, daglig leder Danske Landskabsarkitekters sekretariat

Det årlige strategiseminar blev holdt en varm fredag i juni i hjertet af København. Her var bestyrelse og sekretariat samlet for at drøfte fokusområder i årets virksomhedsplan med specielt øje på energilandskaber og medlemspleje.

Virksomhedsplan og øget opmærksomhed på landsplanlægningen & solcelleanlæg

Bestyrelsen har gennem året arbejdet med, at få et overblik over den viden og de udfordringer som ligger i planlægningen og udviklingen af energilandskaber der i disse år begynder at sætte sit mere og mere tydelige aftryk på det danske landskab.

Der er mange spørgsmål som presser sig på. Hvordan er det lige med lovgivning, placering, skala, værdisætning, brugerinddragelse og ejerskab – eller biodiversitet ikke at forglemme. Hvordan kan solcelleanlæg bidrage positivt i landskabet? Skal vi som forening hejse et advarselsflag? Hvilke behov om viden har DL´s medlemmer? Dette og meget mere blev drøftet.

Med til at kvalificere diskussionen havde vi inviteret Bo Riis Duun, afdelingschef Plan & Udvikling, Plan, Teknik & Miljø i Aabenraa Kommune med på en på onlineforbindelse. Bo gjorde os klogere på overvejelser, udfordringer og potentialer som kommunen har haft i relation til ansøgning om etablering af solcelleanlæg i det åbne land. Interessante cases fra Hjolerup og nord for Fogderup blev inddraget. Stor tak til Bo for værdifulde indspark!

Bestyrelse arbejder videre med ”De 10 solcelle bud” og en handlingsplan omkring diverse aktiviteter i form af bl.a. debatindlæg, arrangementer og video-postkort. Derudover går vi tilbage til baglandet, til landets kommuner og til det europæiske og nordisk samarbejde. Kan de hjælpe os og komme med eksempler og erfaringer?

Fokus på medlemskab ud fra DL’s tre fyrtårne: arrangementer med fagligt fællesskab, tidsskriftet Landskab & titlen MDL

Foreningens medlemmer står som altid i centrum, når bestyrelsen drøfter nye tiltag og indsatser. Vi skal række ud til jer – for hvad ønsker I af aktiviteter? Og der var utallige forslag på strategiseminaret; kurser, webinarer, medlemstilbud, mentorordning – ”lån en fagperson”, speeddating, faglige oplæg og et fokus på tættere kontakt til foreningens studentermedlemmer og deres behov som dimittender. Vi vil spørge jer og arbejde videre.

Samtidig står det lysende klart, hvor vigtigt det er, at få kommunikeret tydeligt ud om de foreningsaktiviteter der bliver sat i søen. OG samtidig vedholdende fortælle om de fordele og muligheder der allerede bliver tilbudt og er tilgængelige for medlemmerne.

I nummer 5 og 6 af tidsskriftet Landskab kan du under DL NYT læse mere om bestyrelsens fokus på landsplanlægning og solcelleanlæg. Følg også med her på sitet og på foreningens øvrige nyhedsplatforme og læs om de aktiviteter og initiativer som iværksættes henover det næste år. Du kan få overblik i Danske Landskabsarkitekters Årshjul som opdateres løbende.

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >