Sven-Ingvars klarhed

AKTUELT / 25.09.17

Foto: Nordeas hovedsæde i København. Fotograf: Susanne Renée Grunkin

Læs Susanne Renée Grunkins klumme fra Landskab nr. 5 - 2017

Af Susanne Renée Grunkin, landskabsarkitekt MDL, formand Danske Landskabsarkitekter, faglig leder af landskab hos JJW Arkitekter

Fornemmelsen af at befinde sig i Wendy og Peter Pans univers ligger ikke fjernt, når man træder ind i de eventyrlige haverum mellem arkitekt Henning Larsens bygning ud mod Københavns Havn. Haverummene er skabt af professor og landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson. Byggeri og landskab er realiseret i årene 1997-2000 for ATP Ejendomme og rummer i dag Nordeas hovedsæde.

Det er ikke byrum til ophold og aktivitet eller til byens øvrige funktioner som cykelparkering og renovation. Der er ingen klimasikring eller LAR. Det er værker, og det er muligt at træde ind i dem og bevæge sig rundt. Der er i særklasse arbejdet med plantematerialets stoflighed og arkitektoniske muligheder. Projektet er et af de mange mønstereksempler på, hvordan Sven-Ingvar mestrede samspillet mellem en bygning og sine omgivelser.

Han leverede i sin periode på én gang bevægende og brugbar landskabsarkitektur. I bind 3 af HAVEKUNST fra 2002 har landskabsarkitekt og redaktør Annemarie Lund en fin beskrivelse af Sven-Ingvars liv og flere af hans væsentligste arbejder, herunder dette projekt. Her bliver også fremhævet en anden af hans mange styrker nemlig grundtanken om, at der næsten altid findes et eksisterende element i landskabet, som kan forstærkes.

Ud over at være et forbillede udi at kunne tydeliggøre den skandinaviske enkelhed og klarhed var han en rollemodel i forhold til at formidle fagligt stof ubesværet og uakademisk, så både fagfolk og lægmand kunne forstå budskabet og lade sig inspirere af hans viden.

Den 27. juli 2017 rundede vi tiåret for hans død, og den 22. august ville han være blevet 90 år. Vi savner ham!

Artiklen blev bragt i Landskab nr. 5 – 2017.

 

Plads til pauser – Søborg Hovedgade, Gladsaxe / BOGL

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >