Tillykke til vores Landskabs redaktør som fylder 60 år
AKTUELT / 10.01.24

Christina Capetillo, tidsskriftet Landskabs respekterede redaktør, fylder 60 år
Christina Capetillo har siden 2019 været ansvarende redaktør af Landskab. Udover sit kunstneriske virke som fotokunstner har Christina lagt et omfangsrigt og professionelt arbejde i, at et smukt og højt fagligt respekteret tidsskrift udkommer otte gange årligt til blandt andet alle Danske Landskabsarkitekters medlemmer. Christina har desuden stået i spidsen for at bladet, i forbindelse med dets 100års jubilæum i 2020, blev præsenteret med et smukt nyt layout
Christina Capetillo er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen (1995), hvorfra hun i 2010 opnåede en ph.d.-grad for afhandlingen Det sammensatte, samtidslandskabets fotografi. Efter sin afgang arbejdede Christina Capetillo i en årrække som arkitekt i både Danmark og USA og har siden udviklet en fotografisk praksis, der er blevet anerkendt af bl.a. Statens Kunstfond med det 3-årige arbejdslegat og Eckersberg medaljen i 2015. Capetillo har siden 1997 undervist i landskabskunst på Arkitektskolen i København og var i perioden 2014-17 programleder på Kandidatprogrammet for landskabskunst sammen med professor Steen Høyer. Gennem årene har hun vist sine arbejder på en lang række solo- og gruppeudstillinger i Danmark og i udlandet. Hun har bl.a. udgivet bøgerne Et foranderligt monument (2012) og Questions of Representations in Architecture (2015), og hendes landskabsfotografier kan ses i katalogerne Uden for myldretid (2013) og 3-bindsværket Herfra hvor vi står. Danmark under forvandling (2010). Hindsholm – Den Landfaste ø (2022). Christina Capetillo har haft en række tillidshverv blandt andet som jurymedlem for Charlottenborgs Forårsudstilling, Kunstnersamfundets Jury og jury for Torben Schønherr Prisen.
Læs også det flotte interview med Christina i søndagens Politiken i forbindelse med hendes 60års fødselsdag d. 10. januar her
Danske Landskabsarkitekter ønsker Christina Capetillo stort tillykke med den runde fødselsdag!
Du kan frit downloade alle nummer af Landskab fra 1920 til og med 2020 her: Tidsskriftet Landskab
Nyheder

Plads til kulturarv – De fem Halder, Viborg / Erik Brandt Dam Arkitekter & Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter
Læs mere

