Tillykke til SLA!

AKTUELT / 04.02.20

Foto: Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen. Fotograf Mikkel Eye.

Som det første byrum modtager det ambitiøse skybrudsprojekt Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen Årets Arne

Bynatur og klimatilpasning blev hædret ved Akademisk Arkitektforenings uddeling af arkitekturprisen Årets Arne 2020. SLA løb med hovedprisen, imens initiativprisen Lille Arne tildeles det frivillige projekt Sydhavnens Folkemøde.

Byens rum spiller en afgørende rolle i forhold til at løse udfordringer med skybrud, overophedning, luft- og støjforurening samt skabe steder, hvor vi kan mødes midt i byens travlhed. Klimatilpasningsprojektet Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen tildelt prisen Årets Arne for at være et ambitiøst eksempel på et byrum, der skaber en sammenhæng mellem naturbaseret klimatilpasning og rekreative mødesteder for byens mennesker. Københavns nye naturbaserede byrum er designet af SLA, der har anført et team bestående af NIRAS, Viatrafik og entreprenør Ebbe Dalsgaard for bygherren Københavns Kommune og HOFOR. I SLA er man stolte over at modtage den store anerkendelse fra fagfællerne.

Det er en stor ære at modtage Årets Arne blandt så kompetent et felt af nominerede kollegaer og kandidater. At vi modtager prisen, er en tilkendegivelse af, at byrum, ny natur og øget biodiversitet er en essentiel del af løsningen på de urbane udfordringer. At det er vores fagfæller, der peger på os som modtagere, er nok den største anerkendelse, man kan opnå”

– siger landskabsarkitekt mdl, og æresmedlem af Danske Landskabsarkitekter, Stig L. Andersson grundlægger og designdirektør i SLA.

I begrundelsen lægger juryen blandt andet vægt på, at projektet griber fat i det meget aktuelle problem med konsekvenserne af klimaforandringerne. Samtidig er Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen et tydeligt eksempel på, hvordan arkitekturen kan bidrage til en positiv udvikling af København og løse nogle af de udfordringer hovedstaden står over for.

“Igennem en udpræget tværfaglig tilgang har teamet formået at stille en arkitektonisk idé forrest i arbejdet med byens basale infrastruktur. Dermed er det lykkedes at fastholde dette alsidige projekt med utallige involverede aktører i en helhedstænkning, som trænger tydeligt igennem i det endelige værk”

– lyder det i dommerbetænkningen.

Danske Landskabsarkitekter ønsker SLA stort tillykke med den flotte anerkendelse!

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >