Tre finalister dyster om jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris

AKTUELT / 26.10.21

Fotos: Gellerup Ny Naturpark / ©SLA/COAST STUDIO // Forpladsen K.B. Hallen / ADAM Mørk // Remiseparken / COAST STUDIO

Gellerup Ny Naturpark, Forpladsen ved K.B. Hallen og Remiseparken er finalister til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris. Vinderen kåres d. 18. november ved et prisarrangement i Valencia-bygningen i København. Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter

En 130.000 kvadratmeter naturpark i et alment boligområde, en ny forplads til en ikonisk og nyrestaureret hal og en transformation af en park i et tidligere udfordret område: Ny Gellerup Naturpark af SLA + Effekt, Forpladsen ved K.B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab og Remiseparken af BOGL er finalister til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris. Prisen er på 50.000 kroner og uddeles til et prisuddelings- og debatarrangement torsdag d. 18. november i Valencia-bygningen i København.

Landskabsarkitekterne har momentum

Landskabsarkitekterne har momentum, og for at fejre landskabsarkitekturens samfundsmæssige betydning uddeler Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske landskabsarkitekter i år for 10. gang Dansk Landskabspris. Juryen består af en repræsentant for hver af de tre organisationer samt to uvildige medlemmer. I løbet af sensommeren og det tidlige efterår har juryen gennemgået de indstillede projekter og indstiller Ny Gellerup Naturpark, Forpladsen til K.B. Hallen og Remiseparken som finalister til Dansk Landskabspris.

Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN i Gladsaxe Kommune og repræsentant for Park- og Naturforvalterne, er talsperson for juryen og fortæller, at juryen er imponeret over årets indstillinger. ”Det er et meget stærkt felt af projekter, der er indstillet til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris, og alle i juryen er dybt imponerede over niveauet af de indstillede projekter,” fortæller han. ”Det har bestemt ikke været let at finde frem til de tre finalister, men ikke desto mindre synes vi, at de på hver deres måde repræsenterer noget af det ypperste på den aktuelle danske landskabsarkitekturscene.”

Landskabsarkitekterne forholder sig til samfundsmæssige problemstillinger

De tre finalister viser, hvordan landskabsarkitekter arbejder med at løse samfundsmæssige problemer som klimaudfordringerne og sociale forhold. Med udgangspunkt i en omfattende borgerinddragelsesproces løser Gellerup Ny Naturpark uderummenes sociale, fysiske og miljømæssige udfordringer ved at etablere en sammenhængende og frodig bypark, der giver plads til mennesker, dyr og planter. Forpladsen ved den nyrestaurerede K.B. Hallen skaber sammenhæng og fungerer i dagligdagen som en plads for ophold og uformelle møder, mens den ved forskelligartede koncerter og events fungerer som et samlende ankomstrum for en bred skare af borgere. I Remiseparken viser et kombineret kultur-, bevægelses- og naturlandskab, at grønne byrum med et enkelt greb kan klimasikre byer, øge biodiversiteten og sikre sociale bæredygtighed.

Steen Himmer forklarer, ”Landskabsarkitekturen er en integreret del af den grønne omstilling, og Corona-nedlukningen har blot yderligere synliggjort behovet for rekreative områder. Derudover bidrager landskabsarkitekterne med konkrete løsninger på en række af de store samfundsmæssige udfordringer, hvilket de tre finalister på hver deres måde illustrerer,” forklarer Steen Himmer. ”De tre finalister til Dansk Landskabspris viser desuden, at mange landskabsprojekter er flere-i-én-løsninger, hvor projekterne ofte både har en klimamæssig og social dimension.”

Invitation til prisarrangement i Valencia d. 18. november

Dansk Landskabspris 2021 uddeles ved et prisarrangement torsdag d. 18. november kl. 15 – 18 i Valencia på Vesterbrogade i København. Arrangementet indledes med en paneldebat. Derefter præsenterer de tre tegnestuer deres respektive finaleprojekter, hvorefter vinderen afsløres. Alle interesserede er velkomne til at deltage. Tilmelding nødvendig senest den 14. november via Billetto. Download program her.

Intro til paneldebat: Klimakrise, tabet af biodiversitet og social bæredygtighed spiller en afgørende rolle i den æstetik, vi møder nu og fremover i vores landskaber og byrum. Transformation af bydele, klassiske byparker, naturområder og etablering af nye byområder sætter sindene i kog og udfordrer borgere, politikere, arkitekter og landskabsarkitekter. Når en bydel skal tiltrække helt nye beboere skal der radikale løsninger på bordet, når et boligområde skal bekæmpe sociale problemer, hærværk og utryghed kræver det såvel sociale som fysiske løsninger, hvor processen vil være en del af løsningen og naturen – ja naturen – når den skal have bedre vilkår, så er den ikke nødvendigvis pæn. 

Men hvordan kan landskabsarkitekturen imødekomme den længsel efter natur, som mange giver udtryk for i disse år? Hvilke kompromiser er vi villige til at indgå i forhold til beboeres ønsker? Og hvad kommer det til at have af betydning for brugen – og for driften – af de klassiske byparker og boligområder? 

Det har vi inviteret tre skarpe fagligheder til at diskutere som optakt til uddelingen af Landskabsprisen 2021. 

Du kan møde

  • Sonja Stockmarr, Global Design Director hos Henning Larsen
  • Martin Hedevang Andersen, bestyrelsesformand i Danske Landskabsarkitekter og stifter af ORCA
  • Anne Pind, Ph.d. stipendiat på Institut Bygningskunst og Kultur ved Det Kongelige Akademi 

Direktør for DAC Kent Martinussen vil moderere debatten.

Læs pressemeddelelse og download pressefotos her: Tre finalister dyster om jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris

FINALISTER TIL DANSK LANDSKABSPRIS 2021

DL finalist 21 01: Gellerup Ny Naturpark af SLA er finalist til Dansk Landskabspris 2021. Fotograf: Rasmus Hjortshøj

Gellerup Ny Naturpark 

Landskabsarkitekt: SLA + EFFEKT

Underrådgivere: COWI / Konsulenter: Social Action, GAME og Boris Brorman Jensen / Bygherre: Brabrand Boligforening / Areal: 130.000 m2/ Periode: Færdig 2019 / Sted: Aarhus

DL finalist 21 02: Forpladsen til K.B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab er finalist til Dansk Landskabspris. Fotograf: Adam Mørk

Forpladsen til K.B. Hallen

Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab

Totalrådgiver: CCO / Hovedentreprenør: Zøllner A/S / Belysning: Jesper Kongshaug / Bygherre: Frederiksberg Kommune / Areal: 3.800 m2/ Periode: 2018 / Sted: Frederiksberg

DL finalist 21 03: Remiseparken af BOGL er finalist til Dansk Landskabspris. Fotograf: COAST STUDIO

Remiseparken

Landskabsarkitekt: BOGL

Samarbejdspartnere: Rambøll, SNE Architects / Bygherre: Københavns Kommune / Areal: 35.000 m2 / Periode: 20216 -2020 / Sted: København

Juryen for Dansk Landskabspris 2021

  • Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder.
  • Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, NATOUR, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.
  • Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne.
  • Anne Pind, Ph.d. stipendant, Det Kongelige Akademi, uvildig repræsentant.
  • Kent Martinussen, arkitekt MAA, CEO Dansk Arkitektur Center, uvildig repræsentant

Tilmelding: Alle interesserede er velkomne til at deltage. Tilmelding nødvendig senest den 14. november via Billetto.

Tid og sted: Den 18. november 2021 kl. 15 – 18, Valencia v/Danske Advokater, Vesterbrogade 32, København

Kort om Dansk Landskabspris

Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for prisen. I år er det 10. gang, at Dansk Landskabspris bliver uddelt, og formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, der tjener som inspiration for udvikling af branchen.

Tidligere vindere af Dansk Landskabspris er ’Christiansborg områdesikring’ (2019), ’Forpladsen til Kulturhuset Nordvest’ (2017), ’Novo Nordisk Naturpark’ (2015), ’Tagparadiset’ (2014),’Haveselskabets Have’ (2013), ’Hjerting Strandpark’ (2012), Billedhuggerhaven (2011), ’Måløvaksen’ (2010) og ’Over sø og land Taarup Davinde’ (2009).

Yderligere oplysninger 
Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, Repræsentant Park- og Naturforvalterne [email protected], 60 54 61 10. / Lillan S. Thomsen, Daglig leder Danske Landskabsarkitekter, telefon 33 32 23 54, [email protected]

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >