Tre morgensamlinger sætter kulturmiljøer i fokus

AKTUELT / 26.02.18

Bygningskulturens hus inviterer til foredrag for de morgenfriske

De fleste af os vil gerne bo i eller besøge et kulturmiljø, og interessen smitter af på både boligpriser, turisme og den lokale økonomi. Med andre ord: Velbevarede kulturmiljøer gavner både den enkelte ejer, naboerne og hele byen og kommunen. Så hvordan skaffer kommunerne sig overblik over værdierne? Og hvordan får vi kulturmiljøernes potentiale til at folde sig ud?

Med tre morgensamlinger i Bygningskulturens Hus ser BARK Rådgivning nærmere på de nyeste metoder og kommunernes erfaringer med at bruge dem.

21. marts – Kulturmiljøer i planlægningen – en ny model for afgrænsning og samarbejde

Anette Gori, Esbjerg Kommune og Mette Slyngborg, Sydvestjyske Museer introducerer til metoden, der kombinerer kulturhistorie, arkitektur og planlægning til en effektiv arbejdsgang med præcis afgrænsning til implementering i kommuneplanen. De bliver udfordret af Rie Søgaard Jensen, seniorrådgiver i BARK Rådgivning.

18. april – Den kommunale fortælling – strategisk screening og prioritering af kulturmiljøer

Seniorrådgiver Søren Ganer, BARK Rådgivning, introducerer guiden ”Potentialevurdering af kulturmiljøer”. Fokus er på, hvordan kommunerne kan identificere kulturmiljøer med det største strategiske udviklingspotentiale. Og på hvordan ’strategisk udviklingspotentiale’ kan forstås som potentialet til at tiltrække investeringer set i forhold til den mulige effekt.
Udviklingschef Birgitte Rønnow, Lolland Kommune, fortæller derefter om, hvorfor politikerne i Lolland Kommune ser initiativet som en kærkommen mulighed til at bringe kulturmiljøerne frem i lyset og gøre dem til omdrejningspunkt for nye indsatser og investeringer.

16. maj – Screening af kulturmiljøer – umistelige kulturmiljøer i Danmarks yderområder

Arkitektskolen Aarhus har sammen med Realdania kortlagt de vigtigste kulturmiljøer i Danmarks yderområder. Det toårige projekt er del af en forskningsindsats, der har ført til en ny metode til screening af kulturmiljøer (SAK).
Til morgensamlingen introducerer projektleder Simon Ostenfeld, Arkitektskolen Aarhus, til metoden. Der er tale om et enkelt værktøj, som gør det nemmere at bedømme de enkelte kulturmiljøers kulturhistoriske og arkitektoniske værdier og deres potentiale til at styrke lokal udvikling og turisme. Han bliver udfordret af Søren Ganer, seniorrådgiver, BARK Rådgivning.

Tilmelding: via Bygningskulturens Hus
Alle arrangementerne er gratis, men husk at tilmelde dig i forvejen.

Tid: den 21. marts, den 18. april og den 16. maj 2018, kl. 8.00-9.00
Sted: Bygningskulturens Hus, Borgergade 111, København K

 

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >