140.000 underskrifter og et opråb gør en forskel

AKTUELT / 16.06.16

Strandbeskyttelseslinjen på 300 meter bevares i den nye planlov. Danske Landskabsarkitekter hilser det velkomment

Af Susanne Renée Grunkin, landskabsarkitekt MDL, Danske Landskabsarkitekters formand

Sidste uge indgik regeringen en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om den nye planlov. Danske Landskabsarkitekter er fortrøstningsfulde, da den nye aftale, i modsætning til det oprindelige forslag, blandt andet bevarer kystnærhedszonen.

140.000 underskrifter på Dansk Naturfredningsforenings opråb. Fagfolk, der påpeger faldgruber ved det oprindelige planlovsudspil. En stærk debat i dagspressen og på sociale medier. Siden regeringen kom med deres udspil til en ny planlov, er det bestemt ikke gået stille til. Man må konstatere, at indsatsen har virket: Den aftale regeringen i sidste uge indgik med tre andre partier betyder blandt andet, at man bevarer strandbeskyttelseslinjen på 300 meter – et emne som de mange kritiske røster – og vi hos Danske Landskabsarkitekter – har haft ekstra fokus på. Også vi mener, at Danmarks kyster er noget helt særligt, der skal værnes om.

Beskyttelse og udvikling
Hos Danske Landskabsarkitekter har vi bidraget til planlovsdiskussionen med debatindlæg i dagspressen, opslag på hjemmeside og sociale medier samt deltagelse i forskellige arrangementer med politikere og andre beslutningstagere. Vi har løbende argumenteret for en planlov, der både beskytter og udvikler vores kystområder. Det gjorde vi også sidste oktober, hvor vi var inviteret til debatmøde om planloven med Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen. Det skete hos Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Ved den lejlighed leverede vi følgende input til potentialekataloget, som de inviterede organisationer alle bidrog til, og som efterfølgende blev afleveret til ministeriet. Vi skrev blandt andet:

Tilladelse til etablering af stationære anlæg langs kyststrækning kan udstedes af Naturstyrelsen, efter anmodning fra en kommune, ud fra en samlet vurdering af følgende kriterier, der sikrer, 1) offentlighedens uhindrede adgang til kyststrækning, 2) et rekreativt naturmiljø under hensyn til den stedlige flora, fauna, geologi og topografi, og 3) at det tekniske anlæg begunstiger offentlighedens nærhed til og oplevelse af naturen.

Læs om debatarrangementet og download kataloget.

Derfor er vi særlig glade for, at Erhvervs- og Vækstministeriet i deres pressemeddelelse om den nye planlovaftale fremhæver ”Kommunerne vil med aftalen få nye muligheder og langt større ansvar for den lokale planlægning og udvikling. Samtidig fastholdes offentlig adgang til strande, beskyttelse af natur og hensynet til omgivelserne prioriteres højt.”

Læs pressemeddelelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet med diverse links.

”Danmarks smukke kyster og strande er et særkende, og den frie og lige adgang til strandene er et fælles gode. Disse værdier skal bevares, samtidig med at livet gøres nemmere for borgere i de kystnære områder og for virksomheder blandt andet inden for kyst- og naturturisme, som kan skabe vækst og jobmuligheder også i dele af Danmark, hvor der netop savnes udvikling og nye jobs. (…) Naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelseslinjen og klitfredningslinjen opretholdes for at sikre, at de åbne kyststrækninger og deres værdier bevares.

Kysterne er et fællesgode – det skal der ikke ændres på
Danske Landskabsarkitekter roser regeringen og de øvrige aftalepartier for at tage befolkningens og fagpersonernes bekymringer alvorligt og skabe lovgivningsmæssige rammer, der både beskytter og udvikler kystzonerne og deres hjemkommuner. Det betyder ikke, at vi læner os tilbage, men vi er glade for den positive retning som revisionen af planloven har gennemgået det seneste års tid. Vi ser derfor frem til den konkrete udformning af den nye planlov, og vil følge arbejdet tæt, og blive ved at med debattere og påvirke gennem de kanaler vi har til rådighed.

En stor tak til de mange medlemmer af Danske Landskabsarkitekter, der på forskellig vis har delt, skrevet og debatteret arbejdet med planloven. Kysterne er til for os alle – det skal der under ingen omstændigheder ændres på.

Foto: Kysten ved Skodsborg. Fotograf: Susanne Renée Grunkin

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >