Formandens klumme / INTEGRITET MELLEM ANLÆG OG NATUR

AKTUELT / 26.04.17

Integritet mellem anlæg og natur - et godt eksempel

Af Susanne Renée Grunkin, landskabsarkitekt MDL, formand Danske Landskabsarkitekter, faglig leder af landskab hos JJW Arkitekter

INTEGRITET MELLEM ANLÆG OG NATUR
Et godt eksempel

Bøllemosen i Jægersborg Hegn – den nordligste del af Dyrehaven – har fået en ny gangbro. Nu er det blevet muligt at opleve området tørskoet. Broen beskytter samtidig mosebunden fra at blive trampet ned. For plantelivet er sårbart. Her vokser planter, som har tilpasset sig de helt særlige livsbetingelser.

Mindre end ti minutters gang fra Skodsborg Station befinder den 290 m lange gangbro sig, og der venter en spektakulær oplevelse for de, som tager turen hen over den – mellem birk, rødel og tuer. Broen kanter sig igennem og skifter hele tiden perspektiv og giver varierede kig ud over mosen.

Bøllemosen har oprindeligt fået navn efter planten Mosebølle, der vokser i området. I 1880erne var mosen tilholdssted for unge vagabonder, som fik deres betegnelse, bøller, efter planten. Måske kom de på grund af mosebøllens bær, der i ældre litteratur betegnes som let euforiserende. Ordet ”bølle” stammer altså fra denne ellers så fredelige og romantiske skov.

Bøllemosen var oprindeligt en højmose, der er kendetegnet ved, at de kun får vand fra nedbøren, ikke fra grundvand. Men på grund af blandt andet tørvegravning, der foregik frem til tiden efter 1. Verdenskrig, er der i dag en sø omgivet af en såkaldt hængesæk – en stor gyngende mospude, der virker som en våd svamp, når man går på den.

Sidste år blev Dyrehaven optaget på UNESCOs verdensarvsliste over verdens unikke kultur- og naturarv pga. parforcelandskabet, der er et eksempel på, hvordan den europæiske baroks værdier blev omsat i design af naturen. Ud over parforcestierne rummer skoven mange andre interessante naturoplevelser. Bøllemosen er en af dem, som nu er sikret en højere tilgængelighed. Fra et landskabsarkitektfagligt synspunkt er gangbroen et godt eksempel på et nænsomt tiltag med høj grad af integritet mellem anlæg og natur.

Gangbroen samt nye picnic-halvtage er finansieret af midler fra regeringens Naturpakke. Formålet er at skabe forbedringer for friluftsliv og natur nær byer. Naturstyrelsen samarbejder med Rudersdal Kommune, DSB og Banedanmark om at gøre området ved Skodsborg Station og Jægersborg Hegn til et attraktivt udflugtsmål. Forudsætningerne for at det lykkes er rigtig fine.

Foto: Bøllemosen. Fotograf: Susanne Renée Grunkin

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >