Afgørelse på høringssvar om fredning af Geelsvej 10, Holte

AKTUELT / 24.03.26

Foto: By og Land

Danske Landskabsarkitekter har i tæt samarbejde med Landskabsarkitekternes Tænketank indsendt et høringssvar om fredning af Geelsvej 10 i Holte, hvortil der nu er kommet en afgørelse

Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS) har truffet afgørelse om at frede huset med mur samt omgivende have på Geelsvej 10, 2840 Holte, matrikel 1ef, Dronninggård, i Rudersdal Kommune. Forslaget om fredningen blev fremsat af By & Land i januar 2025.

I begrundelsen for fredningen skriver SLKS følgende:

Udformningen af hus og mur og den velgennemtænkte placering i det skrånende landskab er grebet an på en måde, der vidner om Arne Jacobsens arkitektoniske sikkerhed. Ikke alene udnyttes den skrånende grund optimalt, men facadernes forskelligartede geometri og de uens vinduesformater giver huset klare skulpturelle kvaliteter.

Der bliver derudover lagt vægt på den landskabsarkitektoniske bearbejdning, som lader omgivelserne indgå med hus, mur og belægning i en samlet helhed:

Bearbejdningen af det skrånende terræn og de store fuldkronede træer samt den amerikanskinspirerede forhave fuldender anlægget og skaber skiftevis intime og mere parkagtige rum omkring beboelsen.”

#

Fotos: By og Land

I forbindelse med høring om fredningsindstillingen har Slots- og Kulturstyrelsen modtaget høringssvar med bemærkninger hertil fra hhv. Rudersdal Kommune, By og Land Danmark, Akademisk Arkitektforening, Havehistorisk Selskab og Danske Landskabsarkitekter.

Danske Landskabsarkitekter er enige i Det Særlige Bygningssyns beskrivelse af anlæggets landskabelige værdier. Derudover udtrykker både DL og Havehistorisk Selskab ønske om at supplere fredningen med en mere grundig registrering af det nuværende haveanlæg samt en pleje- eller handleplan, der både tager stilling til opretholdelsen af fredningsværdier i haven samt, hvordan evt. fornyelse af beplantning kan foregå med respekt for fredningen.

Læs DL’s høringssvar her

Slots-og Kulturstyrelsen har følgende kommentar til høringssvaret fra Danske Landskabsarkitekter og Havehistorisk Selskab:

Styrelsen noterer sig opbakningen til at inkludere haven i fredningen. I forhold til ønsket om plejeplan for haven samt yderligere registrering af de landskabsarkitektoniske værdier er styrelsen enig. Ejer har mulighed for at udarbejde en sådan med en ekstern rådgiver og kan søge om støtte til dette arbejde fra styrelsens tilskudspulje. Efterfølgende skal styrelsen godkende den endelig plan.

Læs hele afgørelsen her (pdf)

Læs om alle nyere fredninger, ændringer og ophævelser her

Plads til kulturarv – De fem Halder, Viborg / Erik Brandt Dam Arkitekter & Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >