Afgørelse på høringssvar om Palads og Axeltorv

AKTUELT / 03.06.26

Illustration: Mette Bruun Yde

I december indsendte Danske Landskabsarkitekter et høringssvar om bevaring af 24 værdifulde træer på Axeltorv ved Palads. Lokalplanen for Palads og byrummet omkring er nu endeligt vedtaget

I december 2025 indsendte Danske Landskabsarkitekter et høringssvar som udtrykte stor bekymring vedr. fremtiden for 24 træer på Axeltorv. Høringssvaret blev udformet i forbindelse med et lokalplanforslag som muliggjorde byggeriet af en 5-etagers udvidelse af Palads biograf. Træerne er af betydningsfuld miljømæssig og arkitektonisk værdi, og en simpel genplantning med nye træer vil langt fra kunne erstatte den værdi de eksisterende træer har for byrummet.

I lokalplanforslaget udpegedes de 24 træer som bevaringsværdige, men i følge Danske Landskabarkitekter sikrede forslaget langt fra den reelle og praktiske bevaring af træerne.  

Du kan læse hele høringssvaret her: EN MØRK FREMTID FOR AXELTORV OG BYENS LIV / HØRINGSSVAR

Lokalplan Palads er nu endeligt vedtaget

Den endelige lokalplan muliggør byggeriet af en udvidelse på 5.900 m2 af den eksisterende bygning i form af en påbygning i 5 etager. Planen udpeger den eksisterende bygning som bevaringsværdig og udpeger endnu en gang ligeledes de 24 træer på Axeltorv som bevaringsværdige.

Hvad denne bevaringsværdi indebærer for de 24 træer formuleres i lokalplanen, stk. 2 “Bevaringsværdige træer” således:

De på tegning 6c viste bevaringsværdige træer må udover sædvanlig pleje ikke beskæres, fældes eller flyttes. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan dispensere til beskæring, fældning eller flytning af et træ efter en vurdering af træets alder, størrelse, karakter, placering og sundhedstilstand, eller hvis det er nødvendigt i forbindelse med opførelse af byggeri indenfor lokalplanområdet. Der kan blive stillet krav om genplantning, men det gælder ikke, hvis træet er kritisk sygt, dødt eller væltet i en storm (naturligt forfald).

Kommentar
En ejer har pligt til at passe på et bevaringsværdigt træ. Beskadiges det, er det at betragte som en fældning eller beskæring, der skulle have været søgt dispensation til. I den situation kan der kræves genplantning. For at forhindre jordkomprimering bør eksisterende beplantede arealer, der bevares, og kommende beplantede arealer samt eksisterende træers dryp- og vækstzoner beskyttes mod tung trafik, byggepladsetablering og byggematerialeoplagring i nedrivnings- og anlægsperioder.”

Derudover formuleres det i stk. 4 “Terrænregulering”, at der ikke må terrænreguleres inden for bevaringsværdige træers drypzone.

Du kan læse hele lokalplanen for Palads og Axeltorv her (pdf)

Borgerrepræsentationen vedtog d. 30. april 2026 lokalplan 656 Palads, tillæg nr. 3 til Kommuneplan 2024 og miljørapport. Lokalplanen blev bekendtgjort den 11. maj 2026.

"Tegning 6c": Plantegning over byggefelt, omkringliggende byrum og bevaringsværdige træer. Fra LOKALPLAN 656, KOMMUNEPLAN- TILLÆG NR. 3 OG MILJØRAPPORT, Københavns Kommune.

Plads til opdagelse – Operaparken, København / COBE

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >