Anders Busse Nielsen modtager Revling Prisen 2025

AKTUELT / 08.04.25

Forperson Martin Hedevang Andersen overrækker Revling Prisen til Anders Busse Nielsen ved DL´s generalforsamling på Aarhus Arkitektskole

Ved Danske Landskabsarkitekts generalforsamling blev Revling Prisen tildelt landskabsarkitekt MDL Anders Busse Nielsen. Anders arbejder til daglig som projektleder for skovrejsning i Naturstyrelsen og har desuden sin egen virksomhed LANDFORCE – Landscape and Forest Consult

Danske Landskabsarkitekts forperson Martin Hedevang Andersen uddelte prisen med følgende motivation:

I 2021 indstiftede bestyrelsen en ny pris – Revling Prisen. Prisen uddeles til et medlem, som i helt særlig grad har formået at få vores fag ud i den brede befolknings bevidsthed – ikke ulig revlingen, der vokser og forgrener sig ud over klitterne til et tæt grønt tæppe.

Med indgåelsen af Den Grønne Trepart vil vi i fremtiden opleve det danske landskab i en transformation, som formentlig ikke har været større siden slaget ved Dybbøl og den efterfølgende opdyrkning af heden. Ikke ulig revlingen vil vi i fremtiden se skovlandskaber vokse og forgrene sig ud over det danske landskab. Vi vil se lavbundsområder blive våde igen, åløb blive forgrenede, og dyrelivet spire – eller vil vi?

For en frisk type fik hurtigt regnet sig frem til, at hvis man tog det afsatte areal og beplantede det med plantageskov, ville man kunne dyrke 1 milliard nye træer i det danske landskab. 1 milliard træer, som måske, måske ikke hænger fast i politikernes bevidsthed. For det lyder jo flot – men tilbage står vi med spørgsmålet: Er det det landskab, vi ønsker os?

Resultaterne af Den Grønne Trepart kommer til at berøre os alle – og især dem, der bor i landområderne. Det kommer til at berøre mennesker såvel som flora og fauna. Som landskabsarkitekter har vi derfor et ansvar for at deltage i debatten om, hvordan vores landskab skal se ud i fremtiden. Hvor skal de nye skove placeres? Hvordan skal de etableres? Hvilke oplevelser skal vi have, når vi bevæger os ud i skovlandskabet – og skal vi som mennesker kunne bevæge os frit?

Centralt i denne debat står vi som forening – og centralt i vores forening står en person som bannerfører for en nuanceret debat. Med en ildhu større end de flestes, med en forståelse for stoffet som kun ganske få råder over, og med en lyst til at formidle og debattere, har du, Anders Busse, formået at bringe landskabsarkitekterne helt ind i folks stuer.

Med debatoplæg om fremtidens grønne Danmarkskort, der ramte forsiden af Danmarks Radios hjemmeside, utallige debatindlæg i eget og andres navne – og en liveoptræden på TV2 – har du været her, der og alle vegne. Som revlingen har dit arbejde for denne sag spredt sig og forgrenet sig ud over det danske medielandskab.

For mig personligt har det været en stor hjælp, at du generøst har delt ud af din viden og indsigt. Min egen læringskurve inden for dette emne har været stejl, men tilbage står jeg med en række stærke argumenter og den nødvendige baggrund til at kunne indgå i debatten – det skal du have stor tak for.

Med denne pris får du et bevis på, at vi er mange, der sætter pris på dit store arbejde for landskabsarkitekternes sag – og en opfordring til at fortsætte det store arbejde. For på trods af urolige tider er jeg stærkt i troen på, at Den Grønne Trepart kommer til at ændre det danske landskab radikalt – og med landskabsarkitekternes bidrag til det bedre.

Efter overrækkelsen af prisen udtalte Anders:

Jeg er lige blevet to centimeter højere – overrasket, glad, rørt og stolt. Når jeg har haft noget på hjerte, har DL’s bestyrelse og sekretariat engageret sig med tid, tanker, energi og kontakter. Tak for det gode samarbejde om at få budskaber, synspunkter og perspektiver for nye skove ud til forskellige landsdækkende medier. Og mange, mange tak for prisen.

Med æren fulgte et Revling diplom samt blomster.

Bestyrelsen ønsker Anders et stort og velfortjent tillykke med prisen.


Læs også:

”Skovrejsning vil ændre vores danmarkskort markant. Er det det, vi ønsker?”

”Når skovrejsning er midlet, hvad er så målet?”

Medlemsportræt af Anders Busse Nielsen, hvor han tilbage i 2016 var professor i planteanvendelse ved Københavns Universitet

Landskabsarkitekt MDL Anders Busse Nielsen med diplom. Modtager af Revling Prisen 2025.

Fakta om Revling Prisen

Ved generalforsamlingen i 2021 indstiftede Danske Landskabsarkitekters bestyrelsen Revling Prisen. Her fik den afgående formand Susanne Renée Grunkin tildelt prisen som den første modtager. Prisen uddeles til et medlem, som i helt særlig grad har formået at få vores fag ud i den brede befolknings bevidsthed, ikke ulig Revlingen der vokser og forgrener sig ud over klitterne til et tæt grønt tæppe.

I 2025 uddeltes prisen for anden gang til MDL Anders Busse Nielsen.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >