Beretning fra årets biodiversitetskursus på Molslaboratoriet d. 2. - 3. juni
AKTUELT / 24.06.26

Foto: Tine Gils
Dette års biodiversitetskursus på Molslaboratoriet gav kursisterne en grundig indføring i dansk natur og biodiversitet, med fokus på storskalaprojekter. Med ekskursioner og oplæg blev kursisterne klogere på tiltag og virkemidler, der kan skabe bedre biodiversitet i bygge- og anlægsprojekter
”Det er så skønt, at man kommer ind i biologernes verden. Det giver noget gejst og inspiration til at gøre mere og bedre – og det er så dejligt at få leveret noget dybt funderet faglig viden, som ikke altid handler direkte om arkitektfaget.”
– Kursist ved Biodiversitet i praksis 2026
På første dagen besøgte kursisterne et af de bedste eksempler på grøn omstilling i det danske landskab, nemlig den 2 kvadratkilometer store VIUF-Håstrup solcellepark samt de 100 hektar naturgenoprettede arealer der omgiver den. Kursisterne blev vist rundt i området af Peter Ruhlmann fra Vejle Kommune, der som tidligere ansat i Better Energy, har fulgt projektet fra begyndelsen og kunne fortælle om tilblivelsen af projektet.
På Molslaboratoriet, så kursisterne nærmere på Molslaboratoriets varierede landskaber og på forudsætningerne for at bevare mangfoldigheden på længere sigt.
Efter aftensmaden, blev der undervist i natsommerfugle af sommerfugleekspert Flemming Helsing og kursisterne blev superbrugere i de to apps, Arter.dk og Fuglebingo. Aftenen blev afsluttet med lyslokning i skumringen, hvor en lysvæg tiltrak de insekter der kom forbi.

Foto: Tine Gils

Fotos: Tine Gils
I den tidlige morgenstund på dag to, tog kursisterne på morgenfugletur i bakkerne, hvor fugle skulle identificeres. Formiddagen fortsatte med oplæg af biolog og rådgiver Lilli Gruwier fra COWI om potentialer og udfordringer i arbejdet med større projekter i det bynære og i det åbne land.
Herefter fortalte Martin Kielland fra Rambøll om begrebet erstatningsnatur med udgangspunkt i casen Femern-forbindelsen, efterfulgt af et oplæg om åbne skovlandskaber.

Foto: Tine Gils

Foto: Tine Gils
”Kurset har i den grad opfyldt forventningerne! Særligt de forskellige forelæsninger, var med til at løfte kurset op på et godt fagligt niveau, der i kombination med feltturene, gav kurset en rigtig god helhedsoplevelse.”
– Kursist ved Biodiversitet i praksis 2026

Fotos: Tine Gils
Efter en dejlig frokost i haven, tog kursisterne på jagt efter planter, insekter, krybdyr, padder og fugle ved Glatved strand, som er et af Danmarks absolutte biodiversitetshotspots, med sine helt specielle vækstbetingelser og leveforhold.
Tak for endnu et fantastisk kursusforløb, som gav nye perspektiver og inspiration til det videre arbejde med at forbedre biodiversiteten i bygge- og anlægsprojekter.
Oplægsholdere ved Biodiversitet i praksis – Storskalaprojekter 2026
- Morten DD Hansen er biolog, forfatter, selvstændig foredragsholder og en efterspurgt rådgiver af kommuner, virksomheder og politikere.
- Peter Ruhlmann er biolog og landskabsforvalter og arbejder som teamleder i Vejle Kommune.
- Flemming Helsing er uddannet skov- og landskabsingeniør og har arbejdet med naturforvaltning i mange år for Nordjyllands Amt, Aalborg Kommune og som selvstændig konsulent.
- Lilli Gruwier er biolog med særligt fokus på biodiversitet og byplanlægning
- Martin Kielland er biolog og markedsdirektør for biodiversitet i Rambøll Danmark

Foto: Tine Gils

Foto: Tine Gils
Nyheder

Plads til kulturarv – De fem Halder, Viborg / Erik Brandt Dam Arkitekter & Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter
Læs mere
