Bogudgivelse: Træer og buske i by og land II

AKTUELT / 21.06.21

Forside: Træer og buske i by og land II - Økologi, fysiologi. morfologi, klima og dyrkning

Hvor Branders første bog om træer og buske handlede om landskabets og parkens slægter, gennemgås de mere udprægede haveslægter i den nye udgivelse. 'Træer og buske i by og land II' udkommer den 18. juni

I 2010 udkom plantebogen ‘Træer og buske i by og land’ med Poul Erik Brander som hovedforfatter. Nu er udvidelsen klar under samme navn, men med tilføjelsen bind II. Stadig med Poul Erik Brander som hovedforfatter.

Det blev en succes med første bind som kom i andet oplag i 2017. Ved den lejlighed fik bogen tilføjelsen bind I. For et ekstra bind var allerede i støbeskeen. Mange læsere havde nemlig givet udtryk for at det ikke var nok med landskabets og parkens træer og buske. De savnede en række planteslægter, især de udprægede haveslægter. De var med vilje ikke taget med i første bind for ikke at gøre bogen for omfattende. Nu er de efterlyste slægter med i bind II, lige fra Abies til Wisteria. 56 i alt, hvor de 17 er supplementer til slægter der også var i bind I.

Poul Erik Brander forklarer at der er en forskel i den videnbaggrund, der er anvendt i de to bind: „ I bind 1 er de beskrevne arter fortrinsvis velkendte og meget anvendte, og træerne udgør en væsentlig andel af de beskrevne arter, hvoraf nogle er naturligt forekommende i Danmark. I bind II er relativt få arter af træer beskrevet i forvejen, og nogle af disse er sjældent dyrket såsom Pterocarya, Stewartia og Tsuga, men de anses som potentielle for dyrkning i fremtiden. Af buske er mange slægter og arter medtaget, og det gælder dem vi betegner som prydbuske. Nogle af disse slægter såsom Potentilla, Weigela, Hypericum og Buddleja har gennemgået store forædlinger med resultat af mange sorter.“ 

For begge bind gælder at de handler og træers og buskes økologi, fysiologi, morfologi, klima og dyrkning. Og i begge tilfælde er beskrivelsen af slægterne suppleret af masser af tværgående skemaer om klimarelationer, jordbund, egnethed til beskæring, dyrkning mv. der gør det nemmere at sammenligne de forskellige arters egenskaber. Det hele er mest for professionelle inden for planteproduktion og planteanvendelse, men på en måde så alle interesserede kan være med.

Bogen er fyldt med illustrationer, især fotos, og MDL Signe Moos’ unikke stregtegninger af træer og buske i vintertilstand er igen med som i bind 1. Det har også været muligt at gengive tegninger af træer og buskes morfologiske detaljer af den japanske illustrator Suzaki Chusuke.

Bogsalg

Bogen kan købes via forlaget Grønt Miljøs webshop.

Prisen er 620 kr. inklusiv moms, samme pris som bind 1. Bind I og bind II koster samlet 1000 kr. inklusiv moms. Til prisen skal lægges ekspedition og forsendelse.

Bogen er udgivet af forlaget Grønt Miljø med støtte fra 15. juni Fonden, A-Plant 2000 ApS, Birkholm Planteskole, Godtfred B. Hartmanns Familiefond, Havekulturfonden Karin og Georg Boyes Fond samt Landsforeningen Plantning og Landskab.

Duetræ (Davidia) i Geografisk Have Kolding. Det er et fåstammet, lille træ der kom til Danmark 1906 fra Kina efter en fransk omvej. Tegning: Signe Moos.

Duetræets blomster er samlede i hoveder, hængende på en lang stilk omgivet af to højblade. De er først grønne, senere hvide. Fotograf: Aksel Sørensen.

Om forfatterne

Poul Erik Brander (f. 1937) er hortonom og har en magistergrad i botanik fra University of London. Gennem 40 år har han ledet forskerarbejdet med udvikling og selektion af landskabs- og haveplanter ved Danmarks Jordbrugsforskning, nu en del af Aarhus Universitet. Han har udgivet en lang række videnskabelige beretninger og faglige artikler og været en af hovedforfatterne til Havens planteleksikon og Planteskolebogen. Han drev siden Orangeriet Nandina med planteskole, planteudvikling og detailhandel.

Jens Thejsen (f. 1948) er selvstændig natur- og landskabsplanlægger. Han har undervist på Jordbrugets Uddannelsescenter Århus, bl.a. i træpleje og plantekendskab. Han er medforfatter til en række bøger, bl.a. Planteskolebogen, Træer i byen, Grøngødning, Gyldendals havebog, Havehåndbogen og Bytræer samt eneforfatter til Græsser, Sommerhushaven og Den vilde have.

Aksel Sørensen (f. 1948) har arbejdet som teknisk medarbejder i seks år ved Statens Planteavlsforsøg, i dag en del af Aarhus Universitet. I årene 1977-2009 var han konsulent i Det Danske Haveselskab med rådgivning og have­planlægning som to store arbejdsområder. Han har desuden været forfatter til mange artikler og har holdt mange foredrag om haver og planter.

Carl Aage Sørensen (f. 1934) er planteskolegartner og landskabsarkitekt fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu en del af Københavns Uni­versitet. Han har været konsulent i Østifternes Haveselskab, Sorø Amt og stadsgartner og teknisk chef i Holstebro Kommune. Endvidere har han væ­ret seniorkonsulent i Forskningscentret for Skov & Landskab, nu en del af Københavns Universitet, hvor han arbejdede med bedre plantemateriale til park og landskab.

Erik Nymann Eriksen (1936-2019) var hortonom, ph.d. i plantefysiologi og tidligere professor på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu en del af Københavns Universitet. Her stod han for undervisningen i planteskoledrift i over 30 år og er bl.a. medforfatter til Planteskolebogen. Erik Nymann Eriksen nåede at være med til den første halvdel af forløbet med Bind II af Træer og buske.

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >