Landskabsarkitektur stærkt repræsenteret på årets CAFx-program

AKTUELT / 27.09.22

Arenakvarteret. Fotograf: Kirstine Autzen

Med årets tema STEDSANS undersøger og diskuterer Copenhagen Architecture Festival, hvordan vi sanser, oplever og forstår steder. Festivalen begynder den 6. oktober

CAFx er skandinaviens største årlige arkitekturfestival, der siden sin etablering i 2014, hvert år sætter fokus på de steder, hvor arkitekturens forvandlinger krydses med liv.

Med årets tema ‘Stedsans’ undersøges den overgang, hvor det fysiske rum bliver til ‘sted’, og det byggede bliver til mere end ren konstruktion.

Arkitekturfestivalen deler tema med årets Arkitekturens Dag. I tillæg til Arkitektforeningens aktiviteter med kulturinstitutioner og kommuner i hele Danmark, bliver ‘stedsans’ som fænomen således udfoldet og samtalen bredes ud på et nationalt plan.

Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD) og Danske Landskabsarkitekter (DL) har sammen organiseret tre arrangementer på årets CAFx. Læs mere nedenfor:

Remiseparken. Fotograf: Rasmus Hjortshøj

Byens åndehuller: Urbanplanens grønne hemmelighed

GUIDET TOUR – Mød vinderne af Dansk Landskabspris 2021, og oplev Remiseparken folde sig ud med legepladser, skatepark, frugtlunde og nyttehaver.

Gå en tur gennem parkens eventyrlige elleskov, og fornem, hvordan landskabsarkitekterne fra BOGL har forstærket stedets kvaliteter og skabt et helt særligt sted i byen.

Hør kreativ direktør og stiftende partner af BOGL, landskabsarkitekt MDL Jens Linnet, fortælle om, hvordan tegnestuen har arbejdet med et markant områdeløft, der samtidig klimatilpasser byen, øger biodiversitet og har skabt lokal sammenhængskraft. Mødested ved “Velkomstpladsen” (pladsen mellem Byggelegepladsen og Bondegården).

Tid: 6. oktober, kl. 16:30 – 18:30
Sted: Remiseparken, Peder Lykkes Vej 71, 2300 København (Mødested: Velkomstpladsen)
Pris: Medlemmer af DL kan købe billetter til 70 kr. (normalpris 100 kr.)
Billet: Køb billet her

Foto: Molecules - Stillbillede fra filmen

Molecules – Hvordan forener nutidens landskaber fortid med fremtid?

FILM & DEBAT – Fra Venedig til København: Stedsans og stedsudvikling i et krydsfelt mellem landskabsarkitektur, kulturgeografi og kulturhistorie.

DL og FAOD inviterer til filmvisning og samtale om sansning og stedsudvikling af byer og landskaber. Hvad betyder sensorisk afkodning af de fysiske rammer for udviklingen af steder og oplevelser? Og hvilken betydning har kulturhistoriske og geomorfologiske lag i planlægningen for en endnu ukendtfremtid?

Vores byer og landskaber skal i fremtiden løse flere problemstillinger, på den samme plads; de skal bidrage med løsninger på klima- og biodiversitetskrise og samtidig skabe gode rammer om hverdagen for forskellige mennesker, planter og dyr. Landskabsarkitekt MDL Rikke Munck Petersen, kulturgeograf Emmy Laura Pérez Fjalland og kunsthistoriker Rikke Stenbro vil samtale om, hvordan vi arbejder ansvarligt med stedsudvikling.

Samtalen vil tage afsæt i Andrea Segres film ‘Molecules’ som skildrer et mennesketomt Venedig og byens relation til vandet, gennem instruktørens søgen om at forstå hans relation til sin afdøde far.

Tid: 12. oktober, kl. 17:00 – 18:15
Sted: Vester Vov Vov, Absalonsgade 5, 1658 København
Pris: Medlemmer af DL kan købe billetter til 70 kr. (normalpris 100 kr.)
Billet: Køb billet her

Arenakvarteret. Fotograf: Kirstine Autzen

Boligkvarterets rumlighed: En menneskelig skala i Ørestad

GUIDET TOUR – En bydel med blandede funktioner og en grøn struktur som bindeled. Oplev hvordan tegnestuen Vandkunsten har dannet grundlag for byudviklingen i Arenakvarteret.

En af de centrale emner i Arenakvarteret er variation. Et formsprog som giver plads til multifunktionalitet og rumlighed. Vi skal besøge Arenakvarterets mange variationer – både i karakter og funktion. Arkitekt og partner i Vandkunsten, Jan Albrechtsen, vil gøre os klogere på byfælledens rolle som samlingspunkt for natur og by, samt Vandkunstens arbejde med et byrum i varierende skala. En helt særlig mulighed for at høre om hvordan den anerkendte tegnestue Vandkunsten arbejder.

I 2014 modtog Jan Albrechtsen, sammen med Pernille Schyum Poulsen fra Vandkunsten, Eckersberg Medaljen for sit årelange arbejde med byudvikling.

Tid: 13. oktober, kl. 16:30 – 18:30
Sted: Ørestad Arenakvarter, 2300 København
Pris: Medlemmer af DL kan købe billetter til 70 kr. (normalpris 100 kr.)
Billet: Køb billet her


Se det fulde program som er spækket med events bl.a. fra en perlerække af dygtige landskabsarkitekter og arkitekter her.

For niende år i træk blænder CAFx op for en lang række af arrangementer, der alle på hver sin måde forholder sig til årets tema: ‘Stedsans’. Det bliver 11 dage med over 100 arrangementer, der kredser om de økonomiske, kulturelle og klimatiske sammenhænge, der præger byen og dens arkitektur.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >