Fredensborg Slotshave tildeles den fornemme Europa Nostra pris

AKTUELT / 25.05.21

Fredensborg Slotshave er Danmarks største og fineste barokhave. Foto: Carsten Ingemann.

Slots- og Kulturstyrelsen modtager restaureringsprisen ”The European Heritage Award” af den internationale kulturarvsforening Europa Nostra. Prisen går til styrelsen for en gennemgribende restaurering af den kongelige slotshave Fredensborg Slotshave nord for København.

Mere end 9 kilometer alléer af de flotteste lindetræer, en smuk kastanjeallé, 90 nyhuggede skulpturer i sandsten og marmor, genskabelsen af Brede Allé med intet mindre end 258 lindetræer og mere end 300 dedikerede fagfolk og eksperter, der har bidraget med forskellig viden fra lige netop deres område.

Det er blot en del af årsagen til, at Slots- og Kulturstyrelsen har modtaget en af de fineste priser, man kan opnå for restaureringsprojekter i international sammenhæng. Prisen gives, for projektet i Fredensborg Slotshave, som er Danmarks største og fineste barokhave.

Prisen er tildelt i kategorien ”Bevarelse af kulturarv”, og hæderen er tildelt for den langsigtede restaurering af slotshaven med særligt fokus på de restaurerings- og genskabelsesarbejder, der er udført i perioden fra 2009 og frem til 2020.

Danske Landskabsarkitekter har været glade for, at kunne bidrage med et ”Letter of Recommendation” i forbindelse med styrelsens ansøgning.

Tidligere formand Susanne Renée Grunkin skriver bl.a. i støtteerklæringen at ”Foreningen Danske Landskabsarkitekter repræsenterer en fagstand, med dybe rødder i havekunsten. At vi i Danmark har bevaret signifikante historiske haver af høj kvalitet er afgørende for at kunne bringe fortællingen om dansk havekunst videre til de nye generationer” – og fortsætter – ”Det færdige resultat, som det fremstår i dag i sin storslåede helhed, er alt i alt baseret på et langsigtet strategisk greb. Projektet er et værdigt, smukt, enkelt og klart hovedgreb godt hjulpet af en poetisk hånd samt den afdæmpede og ydmyge tilgang fra den eksterne landskabsarkitekt.

Landskabsarkitektens faglighed, samt faget som det centrale omdrejningspunkt for flere fagligheder, har sikret Fredensborg Slotshave – vores nationalværdi – for fremtiden. ”

Danske Landskabsarkitekter ønsker stort tillykke til Slots- og Kulturstyrelsen og det dygtige team som står bag det omfattende restaureringsarbejde af Fredensborg Slotshave.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >