Nye værktøjer for tilsyn baner vej for lavere klimaaftryk

AKTUELT / 19.11.20

Foto: Sløjfen, Marianne Levinsen. Fotograf: Katrine Lundemark

Fire brancheorganisationer står bag fire konkrete vejledninger til, hvordan man fører tilsyn, når der udføres belægningsopgaver. Med flere og mere kvalificerede tilsyn forventer initiativtagerne, at belægninger fremover kan holde i længere tid, og dermed spares ressourcer og CO2

Hidtil har der ikke været formuleret konkrete vejledninger om, hvordan man fører tilsyn med belægningsopgaver – uanset om det er med betonsten, klinker, natursten eller chaussésten. Det har ikke været optimalt, og derfor har Belægningsgruppen i Dansk Beton, Brolæggerlauget, Danske Landskabsarkitekter og Danske Anlægsgartnere sammen taget initiativ til at udarbejde fire nye vejledninger.

Landskabsarkitekt MDL Jakob Sandell der undervejs har været DL’s repræsentant i arbejdsgruppen uddyber: “Med vejledningerne i praktisk tilsyn med belægningsarbejder, og de planlagte kurser i samme, er det vores mål at højne vidensniveauet, og dermed kvaliteten med tilsynet af belægningsarbejder. At vejledningerne er udarbejdet i samarbejde mellem fire af de faglige organisationer, der i praksis repræsenterer rådgivning og udførelse med størstedelen af de anlægsgartner- og brolæggerudførte belægninger i Danmark, er et stort skridt frem mod en ensartet forståelse af belægningsfaglig teknisk fælleseje og standarder for god praksis.

I foråret 2021 følger vi op med første runde af praktiske kurser i tilsyn med belægningsarbejder, som udbydes bredt gennem de fire organisationer bag vejledningerne. Her kan deltagere få yderligere tips og tricks til praktisk tilsyn, og få lejlighed til selv at lære og afprøve målemetoder og -teknikker på virkelige belægningsanlæg.

– Parterne er enige om, at tilsynet til tider bliver sparet væk, eller at det ikke er de mest erfarne øjne, der bliver sat på opgaven. De fire nye vejledninger, som bruges ved tilsyn, er et gedigent værktøj til at løfte niveauet, siger Søren Gleerup, der har Gleerup RCI. Han har været tovholder på at formulere vejledningerne og ageret teknisk konsulent for Belægningsgruppen i Dansk Beton.

– Det bliver både nemmere og hurtigere at føre tilsyn, og flere bliver klædt på til opgaven. Derfor er initiativtagerne enige om, at vejledningerne vil resultere i flere og bedre tilsyn, og der bliver færre fejl, som bliver opdaget for sent, tilføjer han.

Vedledningerne er værktøjer til den praktiske udførelse af tilsynene, men de bliver samtidig udgangspunktet for, at belægningerne – uanset valg af sten – får en længere levetid.

– Det er win-win, for det giver en bedre økonomi og et lavere klimaaftryk, pointerer Søren Gleerup.

De nye vejledninger bliver kommunikeret via de fire initiativtagere – både online, på tryk og via kurser. Kurserne er gruppen allerede i gang med at planlægge for de tilsynsførende, så de bliver klædt godt på til at lave bedre tilsyn.

Vejledningerne til download herunder:

Yderligere oplysninger:
Belægningsgruppen i Dansk Beton, formand Kim Falkenberg, tlf. 2224 4800.

Brolæggerlauget, oldermand Claus Johnsen, mobil 4011 0808.

Danske Landskabsarkitekter, associeret partner, Jakob Sandell Sørensen, mobil 2510 7877.

Danske Anlægsgartnere, fagkonsulent Kim Tang, mobil 2094 0360.

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >