Tre vindere af Danske Landskabsarkitekters fotokonkurrence er nu fundet

AKTUELT / 01.09.20

Juryen vurderede og diskuterede de mange spændende bidrag. Fotograf: Nina Trock-Jansen

Danske Landskabsarkitekters Instagram fotokonkurrence PLADS er afsluttet, og vindere er!

Henover sommeren har Danske Landskabsarkitekter afholdt den åbne fotokonkurrence Plads. Konkurrencen blev afsluttet med en lang række bidrag med smukke og interessante eksempler på plads i de danske byrum og landskaber.

I en jury bestående af: Astrid Maria Busse Rasmussen, arkitektur- og streetfotograf, Christina Capetillo, fotograf og redaktør på tidsskriftet Landskab og Nina Trock-Jansen, landskabsarkitekturstuderende på Københavns Universitet og SoMe manager hos Danske Landskabsarkitekter, blev vinderne indenfor de 3 underkategorier fundet.

Vinderbillederne er fundet på baggrund af den spændende fortælling i de udendørs rum samt det fine fototekniske niveau.

Vinder af kategorien 'Plads til kreativiteten'. Fotograf: Peter Sim Sand. Billederne er beskåret for tilpasning til hjemmesiden - de originale kan findes på Danske Landskabsarkitekters Instagram-profil.

Plads til kreativiteten

Peter Sim Sand blev vinder af kategorien ‘Plads til kreativiteten’ med hans fotografi af en gruppe der har indtaget et af byens rum ved Københavns kanaler på kreativ vis.

Juryens motivation for udvælgelse af billedet er følgende:
Trykket på pladsen i byen bliver større i takt med at antallet af byboere øges. Det betyder at byens brugere må udvikle ny adfærd og finde andre måder at være i byen på. Billedet fanger en gruppe mennesker der har indtaget et rum der oprindeligt var tiltænkt en anden brug. De har aflæst byen på en ny og kreativ måde.

Vinder af kategorien 'Plads til hverdagen'. Fotograf: Kristian Lildholdt. Billederne er beskåret for tilpasning til hjemmesiden - de originale kan findes på Danske Landskabsarkitekters Instagram-profil.

Plads til hverdagen

Kristian Lildholdt blev vinder af kategorien ‘Plads til hverdagen’ med hans fotografi af de omskiftelige hverdagsaktiviteter, som finder sted i Skolen i Sydhavnen.

Juryens motivation for udvælgelse af billedet er følgende:
Hverdagen kommer til udtryk i de omskiftelige aktiviteter i byens rum, som tilpasser og ændrer sig flere gange i løbet af en dag. Her er det legepladsen ved Skolen i Sydhavnen, som i dagtimerne opfylder skolefunktioner, men som bruges af andre end skolebørn senere på dagen. Hverdagens rum må omfavne byens kompleksitet og mange krav.

Vinder af kategorien 'Plads til mennesker'. Fotograf: Marianne Tonim Nielsen. Billederne er beskåret for tilpasning til hjemmesiden - de originale kan findes på Danske Landskabsarkitekters Instagram-profil.

Plads til mennesker

Marianne Tonim Nielsen blev vinder af kategorien ‘Plads til mennesker’ med hendes fotografi af den livsfyldte og alsidige havnepromenade i Århus Havn.

Juryens motivation for udvælgelse af billedet er følgende:
Retten til byens rum er konstant til forhandling og i forandring. I takt med at byerne vokser og bliver tættere må fremtidens landskabsarkitekter navigere gennem mange nye typer af rum, beboere og funktioner der ligger uden for den historiske by. I mødet med det nye og tilsyneladende kaotiske opstår en livlighed og dynamik, der skaber plads til mennesker. Disse byens alsidige rum kan inspirere planlæggere til at udvikle æstetiske, rumlige og tekniske løsninger for fremtiden.

Tak!

Danske Landskabsarkitekter siger tak til juryen som nøje har bedømt, diskuteret og udvalgt de tre vinderbilleder. Og ikke mindst en stor tak til alle jer, der har bidraget med smukke og interessante fotografier, som i alt udgjorde 62 spændende perspektiver af landskabsarkitektur rundt om i landet. Alle bidragene kan findes på Instagram under #pladstil samt under vores taggede billeder på Danske Landskabsarkitekters Instagram-profil.

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >