UDDANNELSEN LUKKER SIG OM SIG SELV

AKTUELT / 02.05.20

Foto: Studerende på KU, Anders Bjerggaard Hofmeister. Fotograf: Emma Præstholm.

Debatindlæg fra Anders Bjerggaard Hofmeister, studerende på Københavns Universitet

Af Anders Bjerggaard Hofmeister, bachelorstuderende på landskabsarkitektuddannelsen, Københavns Universitet.

Forrige uge blev der i DL’s nyhedsbrev, bragt et lille udsnit af en stor debat. Debatten handler, i sit enkleste, om landskabsarkitekters kernekompetencer. Debatten blev særligt aktuel med vedtagelsen af den nye studieordning for kandidatuddannelsen på Københavns Universitet. Internt på studiet, har debatten stået på i snart et år, men det er svært at få den op et sted hvor den får konsekvenser. Jeg har personligt forsøgt at starte en debatgruppe på Facebook, men jeg må indrømme at det aldrig blev den livlige arena jeg drømte om. Derfor er jeg glad for at DL nu byder op til dans. For det er en vigtig diskussion, som fortjener at blive taget bredt – med indspark fra både studerende, professorer, kommende kollegaer og forskellige aftagere.

I mit perspektiv, lukker uddannelsen på KU sig om sig selv, med den nye studieordning. Jeg kan godt se hvor krampen kommer fra. Siden jeg startede på studiet i 2016, har vi joket med, at uddannelsen virker til at være i en evig identitetskrise. Det er sikkert meget almindeligt, at man i sådan en krise forsøger at søge ind mod en kerne. Jeg mener, at vi er nødt til at være åbne for faglig alsidighed. Jeg tror på, at netop tværfagligheden er en afgørende del af vores kernekompetencer.

Debatten mellem studerende og studieledelsen

I oplægget forsvares studieordningen af studielederen bl.a. med en præsentation af en ny opsamlings- og handlingsplan (dateret 16. april 2020). Det ligner, fra mit perspektiv, en feberredning, nu hvor debatten når ud til et bredere forum. Jeg glæder mig fortsat til at se tegn på den ”fortsatte dialog” som skulle være omdrejningspunktet i handlingsplanen.

Ved at reducere antallet af obligatoriske kurser på landskabsarkitekturuddannelsen får de studerende en mere fleksibel struktur i forhold til de mange kursustilbud, der findes”, står der i den omtalte plan. Den sætning skulle jeg lige læse et par gange, og selv derefter forstår jeg ikke logikken bag den. Gør man strukturen mere fleksibel for de studerende, ved at begrænse deres valgmuligheder til en pulje på halvdelen af seks studio- og planlægningskurser? Med speciale og obligatoriske teorifag efterlades hvad der svarer til små 10 uger til selvvalgte akademiske kurser. Det er sikke sådan jeg forstår ordet ”fleksibel”.

Som det nævnes i den omtalte ”opsamlings- og handlingsplan”, blev der i efteråret 2019 afholdt to møder, rettet mod henholdsvis bacheloruddannelsen og kandidatuddannelsen. Jeg oplevede møderne, som en enormt styret form for dialog. Der var ikke sat meget tid af til egentlig debat med de studerende. En af mine medstuderende italesatte frustreret til kandidatmødet, at der ikke var nogen som tog referat af det der blev sagt? Det giver os et indtryk af, at der ikke er egentlig interesse i dialogen – men at det blev en proforma-demokratisk øvelse. Mødet blev afsluttet med et ”tak” og en hensigtserklæring om at gentage mødet – året efter.

Ønsker man at inddrage de studerende, er det afgørende at de føler sig taget alvorligt. Det mener jeg ikke har været tilfældet her. Man bør tage stilling til om man vil prioritere reel inddragelse af de studerende. Det burde man have gjort før man lavede så store ændringer i vores uddannelse. Det er lidt besværligt, men dog en uomgængelig del af vores fag. Det er en proces hvor man viser sig villig til at være sårbar, lukke op og lytte. Præcis som når man designer eller planlægger med borgerinddragelse. Ved at vælge den tilgang kunne man kunne have fået en studieordning som i de studerende i højere grad kunne genkende sig selv i.

Man glemmer, at de studerende som går på uddannelsen, netop har søgt uddannelsen fordi den ligger på Københavns Universitet og ikke en arkitekt- og designskole. Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering findes allerede. De gør det i øvrigt fortrinligt. Når vi tvinger uddannelsen til at læne sig mere op ad dem, så læner vi os væk fra det der gør landskabsarkitektuddannelsen på KU stærk: Samhørigheden med det der ligger udenfor Rolighedsvej 23 – nemlig resten af KU og hele SCIENCEfakultetet.

Morgendagens Landskabsarkitekter

Stjernearkitekten Zaha Hadid sagde:” Know what it is that you want to find out”. Det besvarer netop den frustration jeg finder hos mig selv og andre studerende. Som studerende vil vi gerne forstå den verden vi skal ud og designe i. Vi vil forstå biologien, sociologien, og geografien. Det er en arrogant tilgang udelukkende at gå til verden ud fra et designperspektiv. Det er afgørende at vi har et felt af forskellige faglige perspektiver hvorfra vi designer og planlægger. Vi bør netop dyrke de mange synspunkter og perspektiver.  Vi har, på universitetet, et utal af forskningsbaserede kurser inden for rækkevidde. Det bør vi i højere grad tage adgang til. Jeg ser en verden hvor evidensbaseret design i stigende grad efterspørges. Skal vi bidrage til den, så skal vi have et sprog og nogle videnskabelige tilgange, som også rækker udover design og æstetik. Det giver mening at vi bruger vores ECTS-point på det. Netop imens vi er indskrevet på universitetet. En institution som tilbyder kurser inden for datalogi, migrationsstudier, filosofi, fysik, osv. Giv os mulighed for at vide hvad det er vi gerne vil finde ud af, som Hadid sagde det.

Derved sikrer vi kandidater som er mange-facetterede og relevante – vi sikrer at der er mulighed for at hverve en landskabsarkitekt som er ekspert inden for opbygningen af Virtual Reality-verdener, afkolonialisering af det offentlige rum, etik og social distancering i parker eller Mars-landskaber. Det vil desuden gøre op med det generationsopdelte output, som følger den løbende opdatering af studiets halvobligatoriske kurser. Skybruds-generationen, terapihave-generationen, ”spiselige planter”-generationen, kystsikrings-generationen.  Ved at slippe grebet – lidt – og lade folk diversificere sig en smule mere, skaber vi et resilient felt af Landskabsarkitekter. Et felt hvor man finder kompetencer til morgendagens tænkelige og utænkelige udfordringer. Når Virtual Reality-produktion rigtig griber fat, behøver vi altså ikke først at skulle uddanne en generation af halv-eksperter – for der findes allerede nogle. Man bør stole, bare lidt mere, på de studerendes lyst og evne til faget og til at beslutte hvad der for personens faglige praksis er relevant. Vi vil have mulighed for at skille os ud, blandt hinanden.

Indlægget her er ikke en nedvurdering af designpraksis eller enkelte kurser. Design og planlægning ér absolut kernekompetener for en landskabsarkitekt. Det giver os et fælles sprog, de fælles metoder, og et udvalg af briller. Det gør, at vi kan arbejde sammen, projektere og forbinde forskellig viden. Men design- og planlægningskurserne dominerer for meget, og tvinger pladsen fra andre relevante felter. Der skal være plads til at inddrage andre fagligheder, og forstå dem på deres præmisser – også inden man tager design- og planlægningsbrillen på. Forstå hvordan en marinebiolog går til kystsikring, og en sociolog til tryghed. Den forståelse, empati og viden opnår vi som studerende, når vi har bedre mulighed for at følge forskellige fag i EU-lovgivning, restorationsøkologi, Data Science osv.

Jeg har set flere af mine (dygtige!) studiekammerater søge mod andre uddannelser. Det er en proces som, for mange gør lidt ondt i hjertet. De fleste ”fraflyttere” føler en vis identifikation med det at være landskabsarkitekt. Jeg ved det, for jeg er selv en af dem. Jeg er nået til at den erkendelse, at jeg ikke kan blive den landskabsarkitekt som jeg tror på, at verden har brug for, ved at følge kandidatuddannelsen på de betingelser den opdaterede studieordning giver.

Jeg søger en anden kandidat, men har et ønske om at bruge nogle af mine valgfrie ECTS på et af de design og/eller planlægningskurser som udbydes på uddannelsen. Jeg er stadig landskabsarkitekt. Heldigvis er det ikke en beskyttet titel, og vi har mulighed for at søge om optagelse i DL efter et par år på arbejdsmarkedet. Så til den tid melder jeg mig på banen igen – med ”mdl” i titlen og under samme fane.

Debatten her, er ikke blot en intern debat om en studieordning. Studieordninger kommer og går med års mellemrum. Debatten her er en debat om vores fælles faglighed som landskabsarkitekter. Så hvad ser I, kære professionelle aftagere og erfarne udøvere? Hvad skal morgendagens landskabsarkitekter have med sig ud i verden? Vi har, som studerende, brug for den faglige debat, for det er forhåbentligt også dén som vil præge fremtidige studieordninger.

Jeg er glad for at Danske Landskabsarkitekter også synes at det er en vigtig debat. Jeg vil gerne spille bolden videre, særligt til aftagerne, men selvfølgelig også til andre studerende eller professorer.

Læs også: Et blik på den ændrede studieordning på KU

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til dl@landskabsarkitekter.dk.

Solrødgård Klima- og Miljøpark, Hillerød / GottliebPaludan Architects

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >