Kristine Leth Juul

Kristine Leth Juul er egentlig uddannet bygningsarkitekt, men har altid arbejdet med landskab. Efter en årrække hos Møller & Grønborg som partner og senere direktør, bestrider hun i dag et ikke-klassisk landskabsarkitektjob som prorektor på Arkitektskolen Aarhus

Den nye arkitektskole på Exners Plads som pt. er under opførelse med A. Enggaard, ADEPT og Triconsult som de bærende kræfter bag. Set fra værkstederne og op mod en af tegnesalene.

Kristine Leth Juul, MDL

”Vi skal virkelig passe på, at vi ikke kommer derud, hvor der ikke er timer til kunstnerisk udvikling”

Virksomhed: Arkitektskolen Aarhus

Lokation: Aarhus

Antal medarbejdere: 130 og 650 studerende

Uddannet fra: Afdeling X, Bygningskunst, Arkitektskolen Aarhus i 2001

Interview af Tine Gils, landskabsarkitekt MDL, juli 2020

Hvorfor er du medlem af Danske Landskabsarkitekter?

Jeg er jo uddannet bygningsarkitekt, men har arbejdet som landskabsarkitekt siden jeg blev færdiguddannet. Så det var faktisk fordi jeg på et tidspunkt havde lyst til at slå fast, at udover at være arkitekt er jeg også landskabsarkitekt. Derudover synes jeg, at Danske Landskabsarkitekter er en stærk standsforening og et stærkt kollegialt fælleskab – og så er jeg enormt glad for tidsskriftet Landskab, det betyder meget. Hvis ikke man er så god til at få læst alle de nyeste publikationer, så fungerer det godt, at nogen har udvalgt projekter, bøger, fagområder eller temaer, man kan få viden om.

Hvordan kom du som bygningsarkitekt i gang med at arbejde med landskaber?

Afdeling X, som jeg gik på, beskæftigede sig ret meget med den store skala og havde måske også en mindre klassisk tilgang til det at arbejde med bygningskunst, så der var friere rammer, og man kunne til en vis grad definere opgaverne selv. Mit afgangsprojekt var en kombination af et mindre bygningsværk og en landskabsopgave, og da jeg stod der til sidst og var færdig med den, kunne jeg jo godt se, at jeg hele tiden havde været ovre at snuse til landskabet på en eller anden måde igennem mine år på skolen. Så jeg startede med at søge nogle at de klassiske jobs, hvor man skulle tegne en skole eller et sygehus, men kunne godt se, at det slet ikke var der mine kompetencer lå, og nok heller ikke det, mit hjerte brændte mest for. Jeg tror i virkeligheden, at det var en sen erkendelse af, at det jo var landskabet, der havde interesseret mig gennem hele mit studie og også det, jeg havde beskæftiget mig med i en række opgaver.

Hvor meget fylder landskabsarkitektur på Arkitektskolen Aarhus?

Det introduceres for de studerende på bacheloruddannelsen, bl.a. med en landskabsworkshop på første år, og på kandidatstudiet er et af vores studios, 1A, et kombineret byplanlægnings- og landskabs-studio. Der er opgaverne typisk formuleret, så man ofte selv kan vælge, hvilken skala man vil fokusere på.

En af de første ansættelser jeg havde var på en bygningskunsttegnestue, og der kan jeg huske, at man som landskabsarkitekt var den, der skulle drysse lidt grønt ud over projekterne.

Er det dit indtryk at landskabsdelen også er kommet til at fylde mere på arkitektskolerne de sidste 5-10 år?

Det har været meget synligt, at landskabet og byrummene fylder mere og mere for bygningsarkitekter  – at det igennem årene har fået et større fokus, at bygningen har et samspil med det sted den står. Den tætte kobling mellem inde og ude interesserer dem meget. Opmærksomheden på hele den der overgangszone, hvor bygningen flyder ud og bliver til landskab, synes jeg er en klar tendens, der har været der i måske snart 10 år. Der er en helt anden og bredere forståelse for, hvor vigtige byrum og landskaber er, og der er også en helt anden prestige i de projekter, end der var tidligere.

En af de første ansættelser jeg havde var på en bygningskunsttegnestue, og der kan jeg huske, at man som landskabsarkitekt var den, der skulle drysse lidt grønt ud over projekterne. Det var yderligheden af holdningen. I dag bliver der jo også udbudt mange rene landskabsprojekter, og klimadagsordenen har været en kæmpe driver for faget.

Den nye arkitektskole på Exners Plads. Længdesnittet fortæller allerbedst om de fantastiske rumlige kvaliteter i bygningen – vekselvirkning mellem rumhøjder og mellem tegnesale, fællesrum for de studerende og helt offentlige områder. Illustration af ADEPT.

Hvad laver en prorektor på Aarhus Arkitektskole?

Jeg er ansat som en del af skolens ledelse, og vi har en tæt dialog med de faglige miljøer på skolen, men også med skolens bestyrelse, som beslutter de overordnede retningslinjerne for skolen. Så det handler meget om at arbejde med en strategisk retning for skolen og samtidig understøtte den kernefaglighed, som er det væsentligste der skal finde sted og den udvikling, den plads og det rum, der skal være til det.

Det, der så er ret særligt for den periode, jeg har været prorektor i, er, at vi lige nu bygger rammerne for kommende arkitekter i kraft af den nye skole, vi er ved at bygge. Byggeriet fylder sindssygt meget i mit job. Dels har vi jo det store byggeri som Bygningsstyrelsen bygger for os, men hvor vi sidder med som lejere i stort alle beslutninger. Dels har vi en hel række af ’projekter under projektet’ vi selv er ansvarlige for, bl.a. en række fondsprojekter, så vi har mange ombord, der tegner ind på projektet. Sammen med flere forskere, undervisere og Adept er vi aktuelt i gang med at lave et landskabslaboratorie i det offentlige landskabsrum – det handler rigtig meget om at gentænke processen, så vi prøver alene at bygge med materialer vi har fra stedet, både fra tiden før byudviklingen ændrede området og fra byggepladsen.

De afskårne toppe fra pæleramningen venter på at blive brugt som nye spor i landskabet ved den nye arkitektskole – et forsøg på i vid udstrækning af anvende de materialer som findes på stedet fremfor at producere nye materialer. Projektet bliver et landskabslaboratorie, hvor skolen over tid kan arbejde, ændre og undersøge.

På tur i godsbaneområdet med kollegerne Katrina Wiberg og Stefan Darlan Boris, som her udpeger et af de karakteristiske næringsfattige områder, hvorfor vi vil flytte det øverste lag af vegetation tilbage til landskabslaboratoriet ved den nye skole for at se om de oprindelige arter kan indvandre igen.

Jeg er vores interne projektleder på byggeprojektet og alle projekterne omkring byggeriet, men også igangsætter for den kulturudvikling vi er på vej hen imod, i kraft af flytningen. Indtil nu har det meget handlet om at få rammerne i byggeriet på plads – så vi sikrer at vi får den bedst mulige arkitektur og funktionalitet for den økonomi, som vi har til rådighed. Og nu kommer det til at handle om det sidste år på den gamle skole, og hvordan vi flytter os som organisation til nogle nye rammer og tager det væsentligste af Arkitektskolen Aarhus´ DNA med.

Vi har et vanvittigt godt samarbejde med gruppen omkring projektet – Bygningsstyrelsen, rådgiverne og entreprenør og alle de involverede fra skolen. Projektet er jo udbudt på en lidt anden måde, og man har en helt transparent økonomi. Vi er fælles om at beslutte, hvad der er det vigtigste at prioritere – helt fra de overordnede linjer til detaljerne, så på den måde er jeg også helt involveret i, hvordan stikkontakterne fx skal se ud. Det har været en virkelig spændende samarbejdsform, og jeg synes, vi i høj grad har fået lov til at være medforfattere på, hvad er kvalitet hos os, og hvor skal pengene bruges.

En anden ting, jeg også arbejder med for tiden, er at se, om vi fra skolens side kan hjælpe de dimittender, der kommer ud netop, godt på vej. Man kunne jo godt se, at der var en afmatning i markedet på vej, og så kom corona oveni. Det forsøger vi at afhjælpe ved fx at lave nogle forløb, hvor vi klæder dem på med nogle værktøjer, som måske kan hjælpe – også i jobsøgningssituation – fx ved at fokusere på, hvordan man kan bruge sin faglighed og sit afgangsprojekt til at få en dialog i gang.

 

The Lightning Field af Walther de Maria – et grid på 1 km x 1 mile af 400 stålstænger eller ”lynledere” midt ude i ørkenen i New Mexico. Det står højt på ønskesedlen engang at overnatte herude.

Amager Strandpark af Hasløv & Kjærgaard, er vokset så godt til, siden projektet blev opført i 2005, at man næsten kan blive væk i naturen (hvis ikke det var så besøgt). En betydende rekreativ destination for Amager og for København. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen.

De store bygværker i beton står som landmarks i strandparken, rummer funktioner for den rekreative brug og tilbyder udsigt over området fra taget. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

En tidlig inspiration for mig var de klassiske land-art projekter fra 70érne som nogle af Robert Smithsons projekter eller Walter De Marias ’The Ligtning Field’. Jeg har virkelig været fascineret af det at tilføre landskaber rumlige, kunstneriske installationer og se, hvad det betyder for vores tolkning af landskaberne. Det var måske også en tidlig begejstring over, hvad det vil sige at arbejde med landskabsarkitektur, at det arkitektoniske, det rumlige og det kunstneriske greb skaber et refleksivt rum, som understreger et landskab. De der minimalistiske, ofte meget store, greb, får anderledes fat i vores krop og følelser.

Jeg bliver allermest stolt over vores fag når man kan se, at landskabsarkitekturen, eller planerne bag, ændrer et landskabs eller en bys forudsætninger. Et godt eksempel kunne være Amager Strandpark af Hasløv & Kjærgaard. At etablere en ø i vandet er et vanvittigt stærkt greb, fordi man skaber adgang til rekreative arealer, strand, og der virkelig er et volumen i det. Man ved godt, at lagunerne, stisystemerne og bygningerne, der ligger som landmarks, er kunstigt skabt, men det har på en eller anden måde ændret forudsætningerne for områdets landskabelige kvaliteter. At få folk til at færdes og mødes på andre måder, få nye fælleskaber til at opstå, sætte noget udvikling i gang, det synes jeg er virkelig inspirerende, og man bliver enormt stolt på fagets vegne.
Klimaprojektet sØnæs i Viborg, som jeg selv har været dybt involveret i, kan lidt af det samme. Det er ret enkelt – og i bund og grund bare bygget af jord med lavninger, søer, hævede stier osv. Alligevel har det fået en væsentlig betydning som rekreativt samlingssted og et fyrtårnsprojekt for Viborg.

Samarbejder inspirerer mig også. Jeg tror vi som landskabsarkitekter er dygtigere end mange andre faggrupper til at arbejde tværfagligt. Vi er ekstremt vant til at samarbejde med et hav af forskellige faggrupper – biologer, ingeniører, trafikforskere, arkitekter – en tværfaglig smeltedigel. Jeg synes det er dybt inspirerende at være omgivet af faglige nørder. Der, hvor man mærker, at man er omgivet af ildsjæle omkring hele bordet, er typisk også der, hvor projekterne kan noget ekstra.

Sådan noget som borgerkrav til politikere om at have en stadsarkitekt, hilser jeg virkelig velkomment.

sØnæs af Møller & Grønborg (nu Lytt Architecture). Fra gamle våde boldbaner til et sammenhængende landskabsgreb, hvor regnvandsbassinet skaber en ny grøn ø. En sti i beton samler området, men uformelle grusstier skaber oplevelser på tværs af vandløb, lavninger og diger. Foto: Carsten Ingemann.

sØnæs af Møller & Grønborg (nu Lytt Architecture). Kombineret regnvandshåndtering og folkepark. Trædestenene i vandet har forskellige højder, som markerer forskellige regnvandshændelser. Ved en halvårs-regn oversvømmes så halvdelen af stenene og gør smutvejen mere udfordrende. Foto: Carsten Ingemann.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg tror, det er blevet meget mere tydeligt for enhver, hvilken værdi og betydning vores landskaber, byrum og infrastruktur har. Det er fint, når man kan mærke, at det også optager den brede befolkning, og at der er mange, der engagerer sig i byudvikling.

Jeg tror, det hænger sammen med en bredere forståelse for, hvilken betydning vores fag har for den måde vi lever på. Det er en virkelig positiv udvikling, der er i gang, og jeg tror måske kun, vi har set overfladen af det.

Indenfor bæredygtighedsparameteret er det blevet mere tydeligt, hvad vores fællesrum kan for den sociale bæredygtighed. Det tror jeg godt kunne blive en af de næste tendenser, vi kommer til at arbejde mere indgående med i landskabsarkitekturen.

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Det er en gammel sang – vores rammebetingelser! Det er en stor udfordring, at anlægssum, og dermed honorar, altid er meget lavere for landskab end for byggeprojekterne. Samtidig skal vi deltage ligeværdigt i processerne til stort set samme antal projekterings- og bygherremøder og i øvrigt leve op til alle mulige kontraktlige krav om dokumentation, BIM projektering og kvalitetssikring.

Der er for stor en klump af det honorar, der er afsat, der bliver ædt op af at være med i processen, og det levner tit for lidt plads til den kunstneriske udvikling.

Jeg kunne godt tænke mig at slå et slag for, at vi i højere grad kan være fælles om at beslutte, hvad vi tror skaber den bedst mulige kvalitet i sidste ende. Altså at man i fælleskab, rundt om bordet, prøver at se på, hvordan den sum timer, vi nu engang har, skaber bedst mulig kvalitet i projektet. Det er ikke ved at stille krav om, at man skal deltage i en række møder, hvis det ikke er relevant. Jeg kunne godt drømme om at bygherresiden nogen gange var mere forstående overfor den problematik. Vi skal virkelig passe på, at vi ikke kommer derud, hvor der ikke er timer til kunstnerisk udvikling.

En anden udfordring er, at frirummene bliver mere og mere pressede arealmæssigt i de her år. Vi bygger tæt og højt, og det kræver større arealer til mellemrummene, hvis de skal opfylde behovene for de mange mennesker. Det er simpelthen ofte for trangt, og det gør det svært at lave gode frirum.

Landskabet ved sommerhuset i Vigsø giver den bedst tænkelige genopladning – fraværet af mennesker og bygninger så langt øjet rækker, til gengæld er der skruet op for horisont, hav, vind og lys. Bunkeranlægget fungerer næsten som ”utilsigtet land art”.

Det er vanskeligt, når du kun har et lille frimærke at gøre godt med, at løse en funktion som ’at blive helt væk i det grønne’. Så det er vigtigt, at vi bliver ved med at råbe op om, at jo tættere og højere vi bygger, jo flere kvadratmeter skal vi bruge i mellem.

 Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg har egentlig aldrig haft langsigtede planer for, hvor jeg skulle hen. Jeg har nok mere været nysgerrig og sagt ja på de rigtige tidspunkter. Det med at tænkte – jeg ved måske ikke, om jeg er så god til dette her, men det er superspændende, og nu prøver jeg, og så kan jeg altid lave om på beslutningen igen  –  synes jeg er bedre end at sige nej og fortryde.

Ift. hvor jeg står lige nu, glæder jeg mig helt vildt til at få byggeriet godt i mål og se, hvad der sker, når vi skal flytte vores lille undervisningssamfund til et nyt sted. Jeg vil rigtig gerne stå på mål for, at vi på Arkitektskolen Aarhus fastholder en stærk kernefaglighed og ikke bliver for brede. Det er det allervigtigste. Og så skal vi have mod til at italesætte nogle af de store dagsordener også. Det ser jeg rigtig gerne, at de kommende arkitekter kan tage med sig.

Linjer i Landskabet, Aakirkeby / RUBOW Arkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >