Martin Hjerl

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Som landskabsarkitekt kan man jo ikke undgå, at verden omkring én er en evig inspirationskilde. Denne her kompleksitet, der er i vores hverdag og omgivelser. Så det er svært at sætte et specifikt ord på – at det lige præcis er naturen eller historien fx. På tegnestuen ser vi på verden, som var den et stort ‘kuriositetskabinet’ som hele tiden inspirerer vores projekter. Det er forskellige ting, der inspirerer – ting man ser, mennesker man omgiver sig med, ens kollegaer her på tegnestuen. Vi prøver at sammensætte en blandet flok, fx har vi en antropolog ansat, der kommer med en faglighed, som jeg også bliver inspireret af.

Hvilket udbytte skal andre mennesker have af dit arbejde?

Jeg håber på at være med til at skabe mere ’forundring’, ift. hvordan man oplever steder. Det er sådan en grundtanke. Vi skal lade være med at være så forudindtagede om, hvordan et sted er, eller hvordan vi oplever det. Måske skal vi bruge vores sanser lidt mere, end vi egentlig gør i dag, det er et ønske, jeg har. Det handler selvfølgelig også lidt om den måde som verden er skruet sammen på lige nu, hvor vi lever nogle steder, som slet ikke er tilstede – på internettet fx. Hvis man gerne vil gøre en forskel her i verden, så kan man som landskabsarkitekt lave steder, som giver mening for folk.

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Vi skal forsøge at fastholde en enkelhed og en fortælling i de steder, som omgiver os, og det er svært, når vi lever i en verden, hvor steder har fået en helt ny betydning for os mennesker. Altså, det her med, at man kan være tilstede uden fysisk at være tilstede. Jeg tror, at vores største udfordring bliver, at folk kræver endnu mere kvalitet af de steder, de fysisk er tilstede i. En anden ting er at finde en balance mellem forankring og udvikling. Det er også hele tegnestuens idé. For os handler det om det helt særlige, som kendetegner et sted – at finde stedets ’dialekt’. Stedets eget særlige sprog. Og det kan jo godt lyde lidt tilbageskuende, at gå ind og kigge på historiske spor, eller se på den vegetation som vokser her, og så prøve at fastholde det. Men samtidig skal der jo også ske en udvikling. Det er jo ikke sådan, at vi bare skal prøve at reproducere det, der er. Det er en balance – at man ikke altid bare rydder bordet, men at man også holder fast i nogle af stedets potentialer. Og det er en stor udfordring i en resultatorienteret verden. Der ligger en forventning om, at når vi har lavet et byrum, så står det færdigt. Men vi arbejder med ting, der gror, og materialer, som har et mere langsigtet perspektiv.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg er jo i gang med at udleve min drøm, som i høj grad handler om noget fagligt, og om at skabe et sted som det, vi har her. Medarbejderne, som er omkring os og den måde, vi løser opgaver på sammen – det gør, at man har virkelig nemt ved at stå op om morgenen. Og det er det vigtigste i mit arbejdsliv. At man laver noget man har lyst til. Den anden del handler om det her med at påvirke den omverden vi lever i, hvor vi i højere grad får stimuleret vores sanseapparat, når vi bevæger os rundt i verden.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Landskabsarkitekter har en ret unik chance, i det her komplekse miljø, jeg taler om, for at kunne udvikle os til at være dem, der har et overblik over vores fysiske miljø. Hvis vi fastholder vores viden om det her helt nørdede, teknologiske, naturvidenskabelige og kunstneriske håndværk, som vi mestrer, sammen med vores strategiske overblik, så er der et kæmpe potentiale for vores fag, tror jeg.

Hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Vi skal være gode til at forstå den større sammenhæng, kompleksiteten. Samtidig med, at vi også skal blive bedre til at fortælle historier og have en narrativ tilgang til måden, vi kommunikerer og tegner på. Det er måske det, der giver de overraskelser og den poesi og sanselighed, man gerne vil have ind i byrum og i faget.