Mette Bruun Yde

Er der noget særligt fra din studietid, du har taget med dig?

Jeg gik på en ret fantastisk afdeling ledet af Svein Tønsager. Her var det processen og ikke det færdige produkt, der var i fokus. Hvis man lavede noget, der var spændende, var der altid kæmpe opbakning uanset skala eller medie. Det har jeg taget med mig.

Også hele tanken om at udfordre, hvordan vi ser og oplever verden – og hvordan samarbejder fungerer. Og troen på, at uanset hvad man arbejder med, findes der altid noget spændende i det.

Vi havde workshops på et højt niveau. Svein kendte stjernearkitekter fra hele verden – som CJ Lim og Michael Sorkin. Det er bare virkelig inspirerende at arbejde sammen med folk, der selv kaster sig ind i opgaverne. Det gør nok, at jeg i dag elsker at samle en stærk pallette af fageksperter, som bidrager med hver deres perspektiv.

Hvorfor valgte du at starte egen virksomhed?

Det handler om frihed til både at kunne bruge sin tid, som man selv mest har lyst til, og måske også at vælge de mindre økonomiske løsninger. Det er friheden til ikke at skulle føre timeregnskaber og bekymre sig om, hvorvidt tingene løber rundt, men i stedet at kunne kaste sig over det, der interesserer én mest.

Jeg og min dejlige, tidligere kompagnon og veninde, Anne Kathrine Aaris, som nu har Urbanlab Nordic, vi startede et firma sammen med hendes far. Vi havde allerede hjulpet ham som studiemedarbejdere det meste af vores studietid, så det var helt naturligt at starte vores eget sammen. Vi brugte adskillige nætter på at synge og udvikle landskabskoncepter. Jeg kommer altid til at savne Anne Kathrine, når jeg tænker på de aftener, hvor vi sad og tegnede i vores egen lille boble.

Er der generelt en aktivisme i dit arbejde som landskabsarkitekt?

Der er helt klart en aktivisme i vores arbejde – en plantebaseret og positiv aktivisme, der oplyser og inddrager. Det handler om, hvordan vi kan påvirke vores bygherrer, vores arkitekter og vores lovgivere til at få en mere grøn og bæredygtig vinkel. Noget af det, som betyder allermest for mennesker, det er om man har natur i nærheden, for så har du faktisk også et bedre liv. Det er én til én både så vigtigt og så enkelt.

Den kunstneriske vinkel er også vigtig. Jeg siger til mine ansatte, at hvis projektet ligner noget, du har set før, så har vi ikke gjort det godt nok. Man skal hele tiden sikre, at man ikke bare gentager sig selv.

Derudover er vi optaget af det asymmetriske. Vi har nok af lige stænger i bygninger. Det er ikke fordi man ikke kan lave noget, der har en vis stringens, men så må man jo finde en anden kreativitet i det. Vi skal hele tiden overveje, hvordan vi kan skabe nysgerrighed, så man ikke bliver døv for sine omgivelser. Jeg tror simpelthen, man får et bedre liv af det. Derfor vil jeg gerne inspirere til mere nysgerrighed.

Jeg vil også gerne inspirere til, at man i højere grad samarbejder med kunstnere. Jeg har nogle kunsthistorikere ansat som ’fastlancere’, og det er virkelig inspirerende at have folk med andre perspektiver med i arbejdet.

Jo, og så er der måske også en feministisk vinkel. Jeg synes det er vigtigt, at der er flere kvindelige ledere i arkitektfaget. Arkitektfaget kommer fra en meget mandet verden, og det er stadig ikke usædvanligt, at jeg oplever møder, hvor vi sidder ti mænd og så mig. Der kommer flere kvinder ind, men der er ikke så mange kvinder i entreprenørfagene eller i håndværksfagene. Her mener jeg, at når fordelingen er skæv, er det godt at række ud til hinanden og spørge: hey, hvordan går det for dig her?

Jeg tror på, at man skal lave fællesskaber, hvor man taler om, hvilke udfordringer, vi særligt har, eller for den sags skyld bare mødes og taler fagligt. På den måde styrkes både fagligheden og flere kvinder føler sig set og hørt – og niveauet højnes på arbejdspladserne og i projekterne.

Hvilke udfordringer oplever du ved at arbejde så passioneret for dine værdier?

Der er jævnligt nogle arkitekter, som jeg har arbejdet sammen med i snart 20 år nu, som siger: den her opgave er altså rimelig bundet, og det er det her, du skal lave. Og jeg nikker og svarer: jamen det skal jeg nok. Men så går jeg hjem og tænker: det kan jeg ikke! Så begynder vi at lave skitser, der går i helt andre retninger og så eksploderer det lidt.

Når vi så præsenterer skitserne for arkitekterne, siger de ofte: det var jo en bundet opgave! Men vi finder som regel frem til, at hvis vi får det til at ligne det, de allerede har vist deres bygherre, kan vi godt få nogle af idéerne med. På den måde lykkes det ofte at få inddraget det, der er med til at sikre, at man får en god hverdag i skolen, eller at man får et godt liv omkring nogle boligblokke. Vi insisterer altså på ikke bare at overtage et koncept.

Det er ofte et dilemma for mig, hvor meget man skal pushe til agendaen, fordi jeg synes, at det er helt vildt vigtigt, at man arbejder godt sammen med andre. Jeg kan godt have det sådan, at hvis der står et gammelt træ, så er vi lige nødt til, som minimum, at flytte bygningen. Eller vi kan lave bygningen helt om, hvis det er nødvendigt. Hvis nogen har siddet og arbejdet med noget i længere tid og set det på en bestemt måde, kan det være lidt hårdt at skulle tænke det sådan. Men det kan jeg slet ikke lade være med. Jeg tror også det er derfor, folk vender tilbage.

Det er meget lettere for mig at gøre det, der står i lokalplanen. Det vil sige, at hvis jeg gør det, så tjener jeg også flere penge. Men det, jeg godt kunne tænke mig, det er at lave et projekt, som alle beboere bliver rigtig glade for. Når vi forstår hinanden der, så kan man mærke, at vi faktisk er på samme side.

Hvad arbejder du med for tiden?

For tiden arbejder jeg med at få nogle af de ting, vi har talt om, til at blive en del af lovgivningen. Vi er fire veninder, alle arkitekter, som har sat os sammen for at prøve at påvirke det kommende bygningsreglement.

Vi har netop haft en artikel i Avisen Danmark, Altinget og Dagbladet Information, hvor vi skriver om, hvordan ændringer i lovgivningen kan være med til at undgå nedrivninger og redde vores gamle træer,

Der bliver revet 1101 familiehuse ned om året i Danmark, men vi vil gerne påvirke folk til at tænke anderledes. Nemlig at folk skal købe den bolig, de har brug for, i stedet for at tænke alting som en grund, hvor man kan rive ned og bygge nyt og større. Som udgangspunkt bør man faktisk helt holde op med at rive huse ned, og i stedet renovere og bruge de huse, vi allerede har. Det er langt bedre for forbruget af jomfruelige materialer. Vi bruger de råstoffer, som er upcyclet én gang og dem skal vi lade stå.

Et andet emne, der optager og provokerer mig er, at der findes regler for, hvor meget belægning der skal være til f.eks. parkeringspladser på et plejecenter og hvor meget brandspredning, der skal anlægges. Hvorfor er naturen ikke en lige så vigtig en del af bygningsreglementet? Vi burde have regler for, hvor stor en andel natur, der skal være og hvor stor en andel grønne områder, der skal anlægges.

Her mener jeg, at vi skal blive ved med at skubbe til branchen og spørge: kan det virkelig passe, at vi skal bruge jomfruelige materialer og belægge alting i stedet for at give plads til det, som er allervigtigst for mennesker?

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Mennesker, der bliver ved med at udvikle sig, stille spørgsmål til deres plads i verden og hvordan de kan gøre det bedre, det er en daglig luksus at have i sit liv.

Kunstudstillinger, gallerier, teater, lyskunst, ophold i Berlin og samtaler med kunstnere og fagnørder bringer hele tiden nye perspektiver ind og inspirerer til at se faget fra mange vinkler.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg tror, vi kommer til at se et øget fokus på bynatur. Og vi bliver faktisk hjulpet lidt på vej, blandt andet af LCA-beregninger og de ESG-rapporter, der kommer nu. Jeg kan allerede se, at der kommer en bevidsthed – at man tænker: hov, her kunne vi jo bruge landskabet til at løfte os. Det samme gælder med DGNB. Når vi laver et tilbud, prøver jeg altid at skrive sådanne grønne pointer ind.

Man skal hele tiden bruge sin faglige ballast, men der er også bare mange ting vi gør, fordi sådan har vi gjort indtil nu. Men der er jo ikke nogen, der har skrevet, hvordan vi skal gøre tingene om 10 år. Hvis vi for eksempel snakker om planter og hjemmehørende arter, nytter det jo ikke noget at rådgive bygherrer til kun at bruge danske hjemmehørende arter. Vi er faktisk nødt til at tænke hjemmehørende som hele Europa lige nu. ‘Hjemmehørende arter’ er et dejligt ord at skrive, men hvad hjælper det, hvis planterne ikke trives om 20 år? Vi er nødt til at spørge: er det okay, at vi kigger mod hele Europa nu? Og skal vi også kigge på, om der er nogen eksoter, der ville være gode at trække ind, som kunne trives rigtig godt her og være med til at højne biodiversiteten, men som ikke nødvendigvis er hjemmehørende i den forstand, man forstår det nu?

Vi skal fokusere på, hvordan vores landskaber kommer til at se ud om 10, 20, 30 eller 100 år – og finde de løsninger, der skal være fremtidigt.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

At være med til at skabe nysgerrighed. For jeg synes jo, at noget af det, vi er rigtig dygtige til i Danmark, det er at være nysgerrige og ikke bare tage konsensusløsningerne. Jeg tror, det er en af grundene til, at vi er så populære ude i verden.

Jeg vil gerne være med til at inspirere flere til at sidde med ved bordet, til at vise, at vi kan ændre ting, og at vi kan gøre tingene endnu bedre.