Mikkel Eye

Landskabsarkitekt mdl Mikkel Eye er nyuddannet fra Københavns Universitet. Her fortæller Mikkel om specialet, fremtidsdrømme og medlemsskabet i Danske Landskabsarkitekter. Portrættet er det andet i Danske Landskabsarkitekters miniserie om de nyuddannede fra årgang 2019

Foto: Havnepromenaden i København er 7 meter bred og 500 meter lang. Bredden gør det muligt at bevæge sig frit og ubesværet på promenaden - også i større grupper. Havnepromenaden er udført af BOGL og Algren & Bruun landskabsarkitekter i 2012.

Uddannet fra: Københavns Universitet 2019

af Mikkel Eye, 2019

Landskabsarkitekt mdl Mikkel Eye er nyuddannet fra Københavns Universitet. Her fortæller Mikkel om specialet, fremtidsdrømme og medlemsskabet i Danske Landskabsarkitekter. Portrættet er det andet i Danske Landskabsarkitekters miniserie om de nyuddannede fra årgang 2019

Hvad handler dit speciale om?

Ideén om at skrive om promenader opstod da en underviser i et fag spurgte mig, hvordan min stiforbindelse forholdte sig til den bagvedliggende by. Jeg var ikke sikker på hvad han mente, indtil han nogle uger senere kom farende med LANDSKAB 2016-5, hvori Jens Kvorning i en meget interessant artikel skriver om promenadens potentialer og tilbagevenden inden for landskabsarkitektur og byplanlægning. Jeg satte mig for at undersøge emnet og interviewe Kvorning, hvilket blev startskuddet på mit speciale om promenader.

Promenader er givet ved deres funktion – i hvert fald hvis man læser adskillige ordbøger. En promenade er et sted hvor man promenerer, hvilket vil sige et sted hvor man går for fornøjelsens skyld, eller for at se andre og selv blive set. Promenadens fysiske udformning bliver derimod aldrig beskrevet, hvilket har været udgangspunktet for mit speciale. Hvordan ser en god promenade ud, og hvordan har den udviklet sig fra det 17. århundrede og indtil i dag?

Foto: Havnepromenaden er en parkpromenade, da den er en del af en 12 meter bred park der løber langs. Parken er opdelt i sektioner med forskellige funktioner, hvilket gør gåturen på promenaden varieret og oplevelsesrig. Bevægelsen langs promenaden bliver dermed også en bevægelse gennem forskellige brugergrupper. Oplevelsesværdier er, og har altid været, en vigtig faktor på promenader.

I specialet beskriver jeg promenadens opståen i Paris og dens udformning og placering uden for byportene, for siden at flytte ind i byens parker og boulevarder. I det 17. og 18. århundrede er det primært middel- og overklassen der ses på promenaden, men den industrielle revolution i det 19. århundrede får kæmpe betydning for promenadens udformning og brug, idet arbejderklassen også begynder at indtage promenaderne. Sidenhen præger funktionalismen promenaden i det 20. århundrede og tilføjer funktion til det offentlige rum. Promenaden har indtil da været karakteriseret ved dens fravær af funktion – den formålsløse gåtur – men i funktionalismen bliver promenaden den primære forbindelse mellem A og B. Siden 1980’erne har byfornyelser betydet et fornyet fokus på rekreative byrum, især med nedlæggelse af trafiktunge færdselsårer og udflytningen af industrielle havne, der bl.a. har efterladt lange, linære landskaber langs havnefronter i bykerner. I otte projektstudier af moderne, danske promenader, undersøger og bekriver jeg promenadens fysiske udformning og brug ned i detaljer. Projektstudierne tæller bl.a. promenader ved Dronning Louises Bro, Sandkaj, Havnepromenaden og CBS Campus. Specialet rundes af med en guide med en række fysiske elementer, som jeg ser være af vigtig betydning for en promenades udformning og succes.

Foto: Mikkel Eye.

Hvad drømmer du om at arbejde med?

Efter endt uddannelse startede jeg i job hos Thing Brandt Landskab, hvor jeg har været studentermedhjælper siden 2017. Jeg ser frem til at arbejde med alle dele af landskabsarkitekturen – ikke mindst den detaljeorienterede del. Det er det fantastiske ved faget, at det er så mangefacetteret.

Hvorfor har du valgt at være medlem af DL?

Jeg synes DL gør et godt stykke arbejde, hvor jeg især er glad for de mange spændende arrangementer, der, ligesom LANDSKAB, ofte sætter fokus på og belyser relevante emner. Jeg kan lukke cirklen og slutte hvor jeg startede: havde det ikke været for LANDSKAB, havde jeg ikke skrevet om promenader.

Gammel Jernbanevej, Valby / GHB Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >