Sonja Poll

Sonja Poll er datter af C.Th. Sørensen, tegnestueuddannet, landskabsarkitekt MDL og DL æresmedlem

Den blå del af bedet i Rosenborg en dag i juni.

Virksomhed: Sonja Poll og Knud Lund-Sørensen
Lokation: Holte
Antal medarbejdere: 1

Interview af Tine Gils, DL studentermedhjælp, april 2017. Se også Sonjas forelæsning om sin far her

Sonja Poll, datter af C.Th. Sørensen og DL æresmedlem 

Hvad arbejder du med for tiden?

Jeg arbejder jo med mange ting. I Tænketanken er motorvejsområderne stadigvæk en meget nærværende ting. Vi er i gang med at forberede en konference om motorvejenes omgivelser (Veje i landskabet – vejens landskab) sammen med Dansk Byplanlaboratorium. Det er svært at snakke motorveje uden at tænke, at man bare sidder og kører lige ud, men det handler jo om, hvordan vejen ligger i landskabet, hvad den ødelægger eller hvordan den er integreret. Siden udvidelsen af Helsingørmotorvejen er vi gået stærkt ind i debatten. Konferencen skal også handle om noget af det, som bliver væsentligt om nogle år, hvor der skal laves nye motorveje og nye motorvejsindfletninger. At køre på motorvejene bliver mere og mere som at køre i en tunnel, og så ligger der det dér udenfor, og hvad er det så for noget? På Helsingørmotorvejen ville man absolut lave 30 sekunder, hvor man kunne kigge ud, hvis man kørte med 100 km i timen, hvilket har resulteret i, at hele Trørød får støj. Det kan nemt blive til, at vi i fremtiden har motorveje, hvor man på en 50 km strækning kører nede i en dal mellem støjvolde, og det er jo ikke særlig sjovt. Men det er heller ikke særlig sjovt at ødelægge området for de stakkels mennesker, der bor udenfor. Så det er en situation, vi også skal have med på vores konference.

Sonja til DL's 85-års jubilæum.

Motorvejsskråninger i 1:2, i Vejdirektoratets regi og med landskabsarkitektens mest nøgterne forbedringer.

Vi arbejder også en del med fredninger, og det er spændende og ikke altid er lige nemt. Fredningen af Ringbo har sat mange tanker i gang hos mig. Det gik op for mig, at vi altså også skal tænke på rimeligheden i det. Der er ting som man skal kæmpe voldsomt for at bevare, og så er der måske ting, hvor man må sige, det kniber altså. Ringbo kunne være blevet til noget dejligt, faktisk noget rigtig dejligt, men hvis ikke der er nogen, der har mod og vilje til at gøre det til noget dejligt, så skal man jo også passe på.

Så har vi i Tænketanken et emne, der handler om DL som forening. Behov og relevans. Hvad skal DL stå for, og hvad skal vi bruge foreningen til? Det tager vi fat på nu. Det der med at brede det ud så det er meningsfyldt for medlemmer i hele landet, det er vældig svært. Men Henning Looft er god dér. Han har jo selv skoen på …

Jeg har forsøgt mig med at gå på pension, men der kommer alligevel mindre opgaver af og til, og det er stadig dejligt at sidde ved tegnebordet. Når man sidder der, på den plads ved vinduet, så kører det.

”… det er stadig dejligt at sidde ved tegnebordet. Når man sidder der, på den plads ved vinduet, så kører det”

Udsigt fra tegnebordet skifter hele tiden. Den dag var det egernet.

Hvem eller hvad inspireret dig?

Stedet inspirerer og sætter tankerne i gang. Og så tror jeg, at det er erfaringen som gør, at projektet går videre og bliver til noget. Så vil der ofte være en eller anden oplevelse, som synker ned i bevidstheden og ligger der og venter for så pludselig at dukke op igen. Det er klart, at der er nogle bøger og nogle landskabs-arkitekter, som har været fantastiske. Luis Barragán f. eks. med de meget enkle og storslåede anlæg – og vandet! Og Gertrud Jekyll var jo den direkte inspiration til staudebedet i Rosenborg.

 

De første tanker om inddelingen af staudebedet i Rosenborg følger Gertrude Jekylls ideer om lange "drifts", som forskyder sig bag hinanden.

Og det viste sig heldigvis muligt at overføre den inddeling til vor tids elektroniske tegninger.

Hvilket udbytte skal andre mennesker have af dit arbejde?

De skal have glæder på mange forskellige måder – hvor de bor, og hvor de arbejder. På veje frem og tilbage og på steder de opsøger, når de har fri. Det er sådan noget med at give boligområderne en frodighed og robusthed og etablere en infrastruktur, som føles hjemlig. Så man føler sig godt tilpas på stedet. Det handler også om at give arbejdspladserne en karakter, som gør dem gode at være en del af. Og at gøre vejen til og fra til en god oplevelse.

Meget af det, vi har tænkt mest på, mens vi lavede det, opfattes måske af andre som selvfølgeligheder. Andet giver bare umiddelbar glæde. Det lille anlæg ved Grønningen opfattes sikkert kun af de kørende som noget, man passerer. Det er sikkert meget få, der finder ud af at, der er sket noget. Men går man en tur gennem staudebedet i Kongens Have, så får man al mulig opbakning, både til landskabsarkitekten og til gartneren. Folk kommer og siger: Nej, hvor er det smukt! Og så er man jo lidt i den syvende himmel.

Grønningen. Det lille anlæg ved Østerport er lige så enkelt, som staudebedet var kompliceret.

Knud og jeg har arbejdet meget med plejehjem og ældreboliger, og der har været nogle ting som har været rigtig sjove. På Frydenholm i Holte, hvor vi lavede demensboliger på en meget lille grund, var der nogle lidt tilfældige vilkår, som gjorde, at det haveanlæg kunne blive, som det skulle. Bl.a. kunne man gå ned ad en rampe og øve sig med rollator og samtidig komme så langt ned, at man kunne snuse til blomsterne på kanten af en støttemur. Søren Bangsbo, som var arkitekt på sagen, fortalte mig senere, at når han kom derud med nogen, som skulle se huset, så gik de udenfor og vendte ryggen til huset og sagde: Nej, sikken en dejlig have!

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Jeg tror måske vi har færre udfordringer, end vi har haft før, men jeg tror, at der ligger en modstrøm i det meget regelrette og regelfikserede samfund, vi har i dag. Fastlåste vejregler fx går ofte frem for et smukt og naturligt vejanlæg, som ville være rigtigt lige netop på dét sted. Altså det er det her med vejreglerne frem for alt. Så turer man frem med hele skemaet om længdeprofiler og kurveradier og kantstene og afvanding o.m.m. og glemmer at gå ud fra stedet og vurdere, hvad det er, der er brug for netop her.

Nu har jeg livet igennem siddet på små tegnestuer, hvor man snakkede fag over frokostbordet, og så tænker jeg på, hvis man som landskabsarkitekt, som nyuddannet, kommer ind på en arkitekttegnestue, og skal forsvare faget overfor arkitekterne – jeg ville ikke kunne klare det. Jeg tror det er den dårligste måde, at bruge den unge landskabsarkitekt på, men også for den unge landskabsarkitekt, at komme ind i faget på, for det kræver den dialog. Så er der de større arkitekttegnestuer, som har et hold af landskabsarkitekter – det er nok bedre. Alligevel kan man undre sig over, hvor forskelligt vi tænker. Åbenbart er der stor forskel på at tænke det præcise hus og det meget mindre præcise sted. Det er en meget gammel tanke. Men jeg tror, det er vigtigt, at bekende kulør.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg synes, den er god. Vi er flere nu, og jeg synes, der er en god og sund selvtillid i mellem os. Det giver mod til at binde an med opgaverne. Og vi bliver brugt bedre end før. I enhver konkurrence er landskabsarkitekten med, ikke kun som et påhæng. Og det betyder utroligt meget for vores fag, fordi vi bliver set som jævnbyrdige. Og det siger altså meget om fagets udvikling. Jeg tænker tit på, at da min far begyndte, så fandt arkitekterne ud af, at de kunne bruge ham til at klare de ubebyggede arealer. Og den har vi jo grinet af hele min barndom. For det er set fra et arkitektsynspunkt – ikke at der er noget i vejen med det – men det er jo trods alt, det vi gør. Og der er heldigvis mange ubebyggede arealer.

Kastanievej. Plan af egen have.

Hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at vi holder fast på den del af faget, som er mest væsentlig. Det er det at se helheden, og det tror jeg faktisk vi skal være meget opmærksomme på. Med helheden mener jeg både det område, vi har med at gøre, og det, det skal bruges til. Og det der er udenom. Det er jo nok genius loci, som vi snakker så meget om. Det er noget vi skal holde meget fast på – at det er det, vi kan. Men så tror jeg også, at vi skal holde fast på det specifikt faglige, altså materialerne: jorden, vandet, planterne. For det er der ingen andre, der kan, i hvert fald ikke på den måde. Vores viden her skal være både differentieret og mangfoldig. Det kan ikke læses, det må man erfare sig til, Og det er det, der gør, at vi kan bruges. Altså at der er en grund til, at vi er her.

I øjeblikket oplever jeg, at der er en biologisk bevågenhed. Den kommer meget stærkt frem, og det er godt. Men det behøver altså ikke være på bekostning af det formmæssige udtryk. Det er min fornemmelse, at biologerne har talt deres fagområde op. Måske kunne vi lære noget af dem.

Akvarel. Modne kvæder i september.

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >