Søren Holgersen

Hvorfor valgte du at blive landskabsarkitekt?

Jeg er fra landbruget. Mine forældre havde et lille husmandssted på 5 tdr. land i Odsherred. Arbejdet i mark, stald og have fyldte meget for mig, især var jeg optaget af markarbejdet med roer, hø og halm. Jeg kørte traktor fra jeg var 7, først på en 14 hk Deutz, der lød som en gammel fiskekutter. Tidligt var jeg også optaget af at indrette huse. Jeg byggede med Lego og havde en byggelegeplads med nedrivningsmaterialer.

Man kan sige at interessen for dyrkning og bygninger er forenet fint i uddannelsen som landskabsarkitekt. Mit fagvalg skyldes dog mere, at jeg som knægt blev optaget af landskabet, hvor især det lokale agrare landskab var et ideal. Det pinte mig at se, hvordan det blev truet af 60’ernes og 70’ernes byggerier og vejanlæg. Værst gik det for sig på Lyngen, der gradvist blev fyldt op med sommerhuse.

Så jeg valgte landskabsarkitektfaget ud fra en forestilling om at gøre en forskel. Jeg ville være med til at redde landskabet. Det var selvfølgeligt  naivt, men det prægede mine prioriteringer og interesser under uddannelsen, hvor det mest var den overordnede planlægning, der optog mig.  Jeg skrev bl.a. de to store opgaver (i dag bachelorprojekt og speciale) om kulturgeografi og parkpolitik, men dyrkningen var også vigtig for mig. Jeg er nok den sidste der både tog det store 6-point-kemikursus og læste ‘Introduktion til Kapitalens første bind’,  inspireret af munkemarxisterne blandt geograferne på Læreanstalternes fælles byplankursus.

I dag arbejder du med formidling til den grønne sektor. Hvordan kom du til at arbejde med fagbladet Grønt Miljø?

Da jeg blev færdig i januar 1983, var der næsten ingen jobs at få, heller ikke indenfor planlægning, og de fleste nyuddannede var arbejdsløse i kortere eller længere tid. Man måtte tage, hvad der bød sig. Jeg fik bl.a. et halvt års tid på Jørgen Vesterholts Tegnestue. Det gik fint med at registrere og afrapportere forsøgsplantninger i Hedeland og lave koteplan ved en bebyggelse. Jeg vidste godt at detailplanlægning ikke lige var mig, og det fandt Jørgen Vesterholt også hurtigt ud af.

Så søgte anlægsgartnerforeningen en medarbejder, der skulle være med til at revidere normer. Jeg begyndte 1. april 1985 og har faktisk været der lige siden bortset fra bort fra to år hvor jeg udførte det samme arbejde i eget regi. Jeg var fra starten med i Grønt Miljøs redaktion, og det kom til at fylde mere og mere. I 1991 blev jeg ansvarshavende. I dag fylder Grønt Miljø omkring 80% af min tid. Derudover passer jeg det lille tilhørende bogforlag og er med til at udvikle normer og standarder, især anlægsgartnernormerne. I mange år har jeg også fungeret som censor på landskabsarkitektstudiets bachelorprojekter og specialer på KU.

Det har været spændende og motiverende at udvikle Grønt Miljø, og det er det stadig. Jeg tænker indimellem på, hvor jeg var endt, hvis jeg have søgt andre græsgange, der matchede ungdommens forestillinger bedre. I alle tilfælde har jeg fundet ud af, at den skrivende proces ligger godt til mig , og at den er et godt analyseredskab. Hvis man ikke kan få teksten til at hænge sammen, er det ofte et signal om, at nogle oplysninger eller forudsætninger mangler.

Jeg har hørt mange landskabsarkitekter sige, at de er meget begejstrerede for Grønt Miljø, og læser det hver gang, men hvem er egentlig målgruppen?

Målgruppen er hele den grønne sektor, så den er bred sammenlignet med de fleste andre fagblade. Siden bladets start i 1983 har sigtet været ikke kun at skrive for de private anlægsgartnervirksomheder, men at bidrage til en vis fælles faglighed og forståelse på tværs af fagets grene og få faget til at hænge bedre sammen.

Udviklet et populært fagblad der bidrager til fælles faglighed og forståelse på tværs af fagets grene

Udgangspunktet er fagets tekniske side, men vi prøver at tage mere med. I år forsøger vi os med en føljeton, hvor landskabsarkitekt Henning Looft skriver om planteanvendelse. Vi er også gået i gang med at beskrive ét nyere landskabsprojekt i hvert nummer. Hvis ambitionen er at dække faget bredt, kan man ikke komme uden om de vigtigste projekter, men vi gør det på vores egen måde uden at gå Landskab i bedene. Vi fokuserer på det tekniske, men uden helt at glemme landskabsarkitekturen.

Kan du fortælle lidt om, hvordan Grønt Miljø fungerer bag kulisserne?

Jeg er eneste fastansatte på bladet. Jeg skriver typisk godt halvdelen af artiklerne, og det er dén funktion, der tager mest tid og er vigtigst for mig. Udgangspunktet kan f.eks. være undersøgelsesrapporter, forskningsartikler, andre magasiner og aviser, andres personlige erfaringer, tips, nyhedsbreve, bøger, konferencer. Det tager jeg fat i, udvælger, forkorter, vinkler og omskriver. Jeg øser ikke af min personlige viden – så løb jeg meget hurtigt tør. Jeg gengiver viden.

Det meste foregår fra skrivebordet, telefonen og computeren, men i nogle tilfælde tager jeg ud til en mere klassisk reportage fra bl.a. konferencer og udstillinger, men det er en tidskrævende form. Forudsætningen er, at jeg holder mig bredt orienteret, men jeg må acceptere, at jeg fx ikke kan følge ordentligt med i de udenlandske magasiner og forskertidsskrifterne. På den konto mister vi uden tvivl meget relevant stof.

Udover mig er der folk, der sælge annoncer, bogfører, fakturerer og styrer abonnenter. Alt sammen noget jeg også selv har prøvet. Opsætningen af bladet klarer jeg derimod stadig selv i en integreret proces med skrivningen. Jeg har også skrivende freelancere, heriblandt Lars Thorsen, der er journalist, og jeg får af og til artikler fra universitetsforskere, men ikke så mange som før. Alt går i den redaktionelle vridemaskine, men samlet set er ikke meget ledelse i det. Vi kører på rutinen, sludrer og mailer hen ad vejen.

Grønt Miljø er primært et nyhedsmedie, så jeg tager stoffet hen ad vejen, som det dukker op og vurderer det i en løbende redaktionel proces. Normalt planlægger jeg ikke mere end ét nummer frem, hvilket betyder, at jeg kan være meget fleksibel og fx modtage artikler indtil få dage før tryk. Vi er ikke superaktuelle med alt, og nogle ting opdager jeg for sent. Det kan ærgre mig, hvis andre er kommet før mig med en god artikel eller anmeldelse, som kunne have været i Grønt Miljø. Netop boganmeldelser synes jeg er noget af det sjoveste, jeg har nok lavet et par hundrede efterhånden. Hvilket stof jeg udvælger, beror på klassiske kriterier om væsentlighed, relevans, aktualitet mv. Og der gælder det om at få det vigtigste budskab frem, så læserne kan stå af og alligevel få noget med hjem.

Hvad arbejder du med for tiden?

Altid med næste nummer til næste deadline. Den ene artikel efter den næste, som regel med flere kørende samtidig fordi jeg afventer kommentarer og oplysninger. Og så er jeg lige nu, sammen med Danske Anlægsgartneres fagkonsulent Kim Tang, ved at revidere anlægsgartnernormerne igen. Det er 7. gang jeg skal gennem den proces. På forlagssiden er vi p.t. ved at færdiggøre Poul Erik Branders andet bind af ‘Træer og buske i by og land’, der tager de mere udprægede haveslægter op. Den skulle meget gerne udkomme før sommerferien. Her optræder jeg i rollen som redaktør og koordinator.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Det inspirerer mig, når andre leverer et magasin eller skriver en artikel, som indenfor alle kriterier er i top, og derfor er lærerig, læsevenlig og nem at huske. Og hvor jeg kan se hvordan jeg selv skal stramme mig op. Da jeg begyndte med Grønt Miljø lænede jeg mig bl.a. op af det var det svenske fagblad Utemiljö, men det tog alligevel meget lang tid før Grønt Miljø fik en fornuftig kvalitet. Jeg savnede en mentor der kunne sætte kvalitetskriterierne og gøre min læringskurve stejlere.

Et andet eksempel på hvordan bliver inspireret af andre, er den måde Weekendavisen skriver boganmeldelser på. Den facon har jeg nærmest forsøgt at kopiere. I et bredere fagligt formidlingsperspektiv holder jeg af troværdige, præcise og underholdende mundtlige formidlere som har – eller havde – noget særligt – som f.eks. Sven-Ingvar Andersson og Carsten Thau.

Hvilken udvikling ser du inden for faget landskabsarkitektur?

Nok det samme som alle andre: At faget har fået langt større betydning, fordi det ikke mere kun handler om æstetik og rekreation, men også om at løfte og integrere andre og tunge samfundsopgaver som håndtering af regn- og havvand, biodiversitet og terrorsikkerhed. Det har givet landskabsarkitekter en helt anden og mere central rolle. Samtidig kan man fornemme, at der så småt er ved at komme mere overordnet planlægning igen, bl.a. affødt af nogle af de samme nye opgaver, der også rummer et mere overordnet planniveau. Og her er det næppe de traditionelle tegnestuedesignere der er brug for.

Jeg fornemmer også en udvikling mod et mere funktionalistisk design der er det mest velegnede når man skal integrere mange praktiske funktioner og få planterne til at gro. Der har i mange år været tendens til at landskabsarkitekter ser sig som kunstnere, der frembringer værker, og at en fri projektkultur kan løse alt. Det er er selvforståelse, der er under ændring.

Inden for mit snævre felt, fagblade, er situationen præget af, at flere og flere annoncer ender hos søgemaskiner og sociale medier, så de trykte medier generelt slet ikke har det samme økonomiske grundlag som for få år siden. Det gælder også Grønt Miljø. Mange andre blade har satset på webudgaver så man sparer tryk og forsendelse, men flere annoncer får de ikke. Ingen har efterspurgt Grønt Miljø som webudgave. Udviklingen kan alligevel ende dér, men ikke med min gode vilje.

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Det er, om der er faglighed nok til at løfte de nye opgaver. Landskabsarkitekter har ofte fået kritik for at vide for lidt om anlægsgartneri, planter og planteanvendelse og dermed forsømme de klassiske kernekompetencer. Nu siger biologerne at landskabsarkitekter også ved for lidt om biodiversitet.

På uddannelserne arbejder man meget med metodik der skal sikre at man som landskabsarkitekt kan løse alle de udfordringer, som der hele tiden kommer nye af. Det er der logik i, men man kan også komme til at savne den grønne specialist.Udfordringen kan løses når det er teams af folk af forskellig baggrund, der arbejder med opgaverne, og det er vel også det, man ser i kommuner og store tegnestuer. Så udfordringen er få de rigtige kompetencer ind på holdet og sørge for at vores uddannelser passer til de nye behov.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Selv om jeg ikke har planer om at stoppe, er det meste af mit arbejdsliv selvfølgelig gået. Drømmen er derfor, at det faktisk er lykkedes, at få udrettet noget som andre kunne bruge. Jeg håber først og fremmest, at der er mange der har læst noget i Grønt Miljø, de har kunnet bruge på en eller anden måde og komme fagligt videre med. Eller at de har brugt anlægsgartnernormerne eller en af de andre normer. Så vidt jeg ved, virker afvandingen også stadigvæk i den bebyggelse, jeg beregnede koteplan til, da jeg var hos Jørgen Vesterholt. Hvem ved, måske kunne jeg være blevet en god detailplanlægger, hvis jeg havde øvet mig nok.