Torben Møbjerg

I er tre partnere i GHB, hvordan fordeler I opgaverne?

Vi er tre ligeværdige partnere med lederansvar. Jeg er administrerende direktør og Jacob Fischer og Morten Borup er kreative direktører, dvs. de har ikke administrativt ansvar på tegnestuen, men nogle særlige tekniske ansvarsområder. Det er en fordeling, vi hen af vejen har fundet rigtig og velfungerende.

Du var fornylig på podiet for at modtage Dansk Landskabspris 2019 for jeres arbejde med Christiansborg Slotsplads. Hvad betyder sådan en pris for jer?

Det betyder selvfølgelig enormt meget. Det var tredje gang i træk, vi var nomineret, så det er jo et stort skulderklap fra andre aktører i branchen – det offentlige, arkitektdelen og landskabsarkitektdelen – at man har samlet et panel, der på tværs synes, at det er et godt projekt vi har lavet. Kommercielt har det selvfølgelig også betydning. Vi har brugt det ret aktivt på de sociale medier og på vores hjemmeside, og vi har virkelig fået mange positive tilkendegivelser. Vi er meget stolte af projektet.

Hvordan kombinerer du at være administrerende direktør og et af tegnestuens ansigter udadtil i projekter?

Jeg arbejder mig igennem det! Vi har alle tre både administrative opgaver og projekter, og mange projekter er jo ret personbårne; der er et kendskab og et netværk, som stammer langt tilbage fra. Når vi byder ind på offentlige udbud, så gør vi det med nogle nøglepersoner – det gør man altid, fordi man gerne vil vinde opgaven – og indimellem så peger pilen på os, ’de gamle seniorer’. Det er jo også super spændende, men der er ingen tvivl om, at man let får for mange opgaver på den måde. Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at jeg arbejder mig igennem det. Jeg arbejder sindssygt mange timer hver eneste dag, og hver eneste uge, og det kan man jo ikke blive ved med.

Hvad arbejder du med for tiden?

Lige nu laver jeg et sikringsprojekt på Amalienborg for Slots- og Kulturstyrelsen. Det er et projekt, der er kommet ud af en anbefaling fra PET, som det også var tilfældet med Christiansborg. Man har vurderet, at der er en risiko her og anbefaler, at det skal imødegås ved sikringsmæssige tiltag. Udover sikringsopgaver laver vi skoleprojekter, vi er med i TRUST-samarbejdet, hvor jeg bruger en del tid på administration af de mange sager i rammeaftalen. Så er jeg også lidt ind over nogle vej- og byrumsprojekter i København og i omegnskommunerne, og så skal jeg til at starte noget nyt på Kronborg for Slots- og Kulturstyrelsen, som vi har lavet rigtig meget for gennem tiden. Lige bortset fra Bertel Thorvaldsens Plads, har vi nærmest været i alle gårdrum på Slotsholmen, og jeg har stort set været med hele vejen.

Hvad adskiller GHB fra andre tegnestuer?

Vi er en tegnestue der favner meget bredt. Fra skoleprojekter til byrum, gader, firmadomiciler og parkanlæg, det er hele paletten, vi har med. Og nu har vi også de her sikringsprojekter. Men der, hvor vi måske adskiller os lidt fra de fleste er, at vi har mange kulturhistoriske anlæg og renoveringsopgaver i forbindelse med bevaringsværdige anlæg. Jeg nævnte bl.a. Slotsholmen, Amalienborg og Kronborg, men vi arbejder for øjeblikket også med Skolen ved Sundet på Amager, et meget fint bevaringsværdigt byggeri, og vi er i gang med Bellahøjhusene i forbindelse med en helhedsrenovering af bygningerne. Forståelse for kulturarven, og for tilgangen til sådanne opgaver, tror jeg, er særlig for os. Torben Schønherr har også haft en del af den slags opgaver, men ellers er der ikke så mange, der har så stor en opgavevægtning inde omkring det område.

Hvorfor er du medlem af Danske Landskabsarkitekter?

Jeg er et foreningsmenneske og deltager ret aktivt på mange fronter. Jeg sidder bl.a. i bestyrelsen i Danske Arkitektvirksomheder, er bestyrelsestråd i et fokusudvalg og også aktiv i Danske Arks landskabsnetværk, som er en klub for landskabstegnestuer, hvor vi kan drøfte særlige temaer og problemstillinger gældende for vores faglige niche. I DL er jeg med i Udvalget for Cirkulær Økonomi, der har fanget min interesse.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi har de her branchefællesskaber, måske især i en tid, hvor de små fag i samfundet bliver presset hårdere og hårdere. Og så synes jeg i bund og grund, at der er et kvalitetsmærke i at være medlem af en forening, fordi man på et eller andet tidpunkt har erhvervet sig retten til at være der.

Hvorfor valgte du at indgå i styregruppen for DL’s Udvalg for Cirkulær Økonomi, har du ikke nok at se til?

For det første synes jeg, det er interessant, og for det andet har det jo også et kommercielt sigte. Der var en gang en klog mand, der sagde til mig, at den virksomhed, der om ti år ikke har tænkt sig ind i en bæredygtighedsdagsorden, vil ikke være på markedet længe. Og det er lige ved, at du kan sige, at det er sådan, det er i dag. Du bliver simpelthen nødt til at have en politik eller en vision omkring bæredygtighed og håndteringen af de her ret svære spørgsmål, ellers er du bare ikke interessant og dør som virksomhed. I dag skal der stå verdensmål på alting, før der er nogen, der gider at høre på det, det er bare sådan det er.

Sidenhen er vi gået skridtet videre og har engageret os i et InnoBYG-spireprojekt (Byggeriets Innovationsnetværk for bæredygtigt byggeri, red.) i samarbejde med bl.a. Teknologisk Institut, Out of Office og Per Malmos. Vi vil gerne se på, hvordan vi som branche kan flytte os ift. at handle mere bæredygtigt i en byggesituation, særligt omkring mulig genanvendelse af grusmaterialer. På næsten ethvert projekt, er transportdelen ekstremt tung, så der kigger vi på, hvordan vi fx kan genbruge flere af de stedlige materialer, i stedet for at køre til og fra, og dermed reducere ressourcetrækket på jomfruelige råstoffer.

Et eksempel kan være en vej eller pladsbelægning, der skal omlægges. Så står man der med et eksisterende bærelag, der er lidt tvivlsomt, ingen vil tage ansvar for, at det kan genbruges, fordi man ikke kan dokumentere kvaliteten af det. Meget hurtigt, næsten pr. automatik, ender man med en løsning, der hedder, vi afrømmer det hele og kører alting væk, og så kører der måske 100 lastbiler i tre dage, hvorefter der kommer nyt, frisk materiale, som vi kan dokumentere kvaliteten af, og så er alle glade.

Den arbejdsgang prøver vi at udfordre med det her InnoBYG-demonstrations-projekt. Det bliver rigtig spændende at se, om vi kan være med til at flytte branchen i en mere bæredygtig retning.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Landskabsarkitektur er et presset fag. Det der faktuelt sker er, at virksomhederne går i retning af at blive større og større, eller blive opkøbt eller fusioneret ind i andre enheder.

Er det er god eller en dårlig udvikling?

Det er en dårlig udvikling på den måde, at det skaber en mindre mangfoldighed. Selvfølgelig skyder der hele tiden små, nye tegnestuer op, men jo større enheder, jo færre af de små er der plads til. Og det hænger sammen med den udbudsverden, vi befinder os i. For at kunne komme til de interessante opgaver, med et vist volumen, skal du have referencer, omsætningstal, cv’er; hele det der maskineri skal være oppe at køre før du overhovedet er interessant ift. at blive udvalgt. Og det favoriserer jo de store tegnestuer, som har ressourcerne til at vedligeholde deres referencer, cv’er mv. Der er også en tendens til efterspørgsel på flere og flere kompetencer hos tegnestuerne. Du skal helst både have en tilgængelighedsrevisor, en trafikrevisor, en legepladsinspektør og en bæredygtighedskonsulent. Der står man stærkere som større tegnestue, fordi vi kan favne mange af de specialer. Men pointen er, at den udvikling er på bekostning af mangfoldigheden og de små tegnestuer, som gerne skulle være hele branchens vækstgrundlag.

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Der er en enorm stor bevågenhed omkring det grønne og friarealerne, men der er lidt afstand fra skåltalerne til det, der konkret sker. Alle synes, at det grønne, og det der foregår udenfor husene, er enormt vigtigt, men når det kommer til at prioritere det i økonomi og fysisk plads, så er vi under pres. Det der med at skabe plads til hemmelige steder, eller steder som ikke er så programmerede – et hjørne, hvor man kan gemme sig i en baggård – det er vigtigt.

Der er enormt pres på plads i København i dag. Kommunen leder med lys og lygte efter steder, hvor de kan fortætte og bygge flere boliger, og når der bliver stillet et areal til rådighed, så handler det om, at der skal bare leveres boligkvadratmeter, developere vil presse så meget som muligt ind. Og det sker jo på bekostning af friarealerne, så de der hemmelige steder, eller arealer, der er lidt tilovers bliver presset ud. Friarealerne skrumper, bygningerne bliver større og kvaliteten af friarealerne bliver ofte ringere, fordi de skal kunne alt for meget.

Det pladsmæssige hensyn er under pres og når du samtidig ikke lader økonomien følge med, så ender du i gråt, trist og idéforladt boligbyggeri, som man ser alt for ofte, hvor friarealernes kvalitet er skrabet helt i bund.

Hvordan løser vi det?

Det skal prioriteres politisk. En insisteren på, at der skal være en vis procentdel friarealer, af en vis kvalitet er nødvendig. Lokalplanmæssigt kunne man også i højere grad opsætte kriterier for kvaliteten af friarealerne. I dag er det meget noget med, at der skal være plads til så og så mange cykler, sådan lidt formelle ting, som jo ikke handler om kvalitet, det er bare rammer. Kvalitet kommer af en højere prioritering af økonomi og plads.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Rent projektmæssigt har jeg næsten prøvet alt. Alle mulige konstellationer, opgavetyper, entreprisetyper og bygherrer, fra Kongehuset til Christiansborg, kommuner og private bygherrer. Det har været enormt spændende. Men det, jeg drømmer mest om, er en dag at aflevere en sundt drevet virksomhed, hvor der er hjertelyd – og at der i fremtiden er nogle mennesker, der kan se en idé i at føre GHB videre. Det ville være mig en meget stor glæde. Jeg ville være ked af at være den sidste i rækken af gamle københavnertegnestuer, der lukker og slukker og siger, nu er vi bare medlem af Rambøll, og på den måde forsvinde fra landkortet.