Historie

Middelalder

Den danske havekunst har i store træk udviklet sig som den europæiske, men med afvigelser og tidsmæssige forskydninger. Religiøse, politiske, økonomiske og sociale forhold har øvet deres indflydelse, men ikke mindst har det landskabelige udgangspunkt haft betydning. Det åbne, om end milde landskab har næret behovet for beskyttelse og indhegning og muligvis ført til skabelsen af de rumlige afgrænsninger, rumdannelser og rumlige kompositioner, som vi ofte hævder er et særkende ved dansk havekunst, og som giver den sin særlige kvalitet. Vi kender imidlertid kun lidt til de ældste danske haveanlæg, og kendskabet baserer sig primært på kort, prospekter og beskrivelser. Det, der måtte være levnet, er oftest jordformer, idet terrænet forandrer sig meget lidt gennem tiden. Andre anlæg er ændret til ukendelighed.

Middelalderens anlæg var hovedsagelig knyttet til klostrene og havde en høj grad af nyttepræg. I Norden var klosterhaverne især knyttet til benediktiner- og cistercienserordener, og den først kendte havedyrker i Danmark var Abbed Vilhelm til Eskildsø og Æbelholt, 1127-1203, der er blevet kaldt Danmarks havehelgen. Klosterhavens plan var enkel, korsdelt i fire kvadrater, der igen kunne underdeles i mindre kvadrater. Munke og nonner blev pionerer inden for havebruget, og fra klosterhaver i syd indførtes mange fremmede urter, især lægeurter, men også aromatiske urter, frugttræer og køkkenurter. Også opdelingen i humle-, urte-, køkken-, og frugthave stammer formentlig herfra. Interessen for havedyrkning bredte sig fra klostrene ud til godser og gårde. Ved reformationen i 1539 overgik mange klostre til hospitaler, byer eller f.eks. til Sorø Akademi og Vallø, og klosterhaverne fik da en anden funktion. Tilnærmede rekonstruktioner af klosterhaver er gennem årene forsøgt flere steder, f.eks. ved Øm og Æbelholt klostre, ved Latinerhaven i Viborg og klosterhaven ved Skt. Knuds Kirke i Odense samt i museumshaver.

Renæssancen

Midt i 1500-tallet nåede renæssancehaven til Danmark fra Italien. Renæssancehaven voksede frem fra den middelalderlige haves kvadratsystem, idet et geometrisk bestemt formsprog blev stadig mere udtalt. Haven var en hegnet fladehave med en blanding af prydblomster og køkkenurter, men det vil samtidig sige en haveform, som hurtigt kan forsvinde. Ifølge Jens Schjerup Hansen var det Christian III’s hustru, dronning Dorothea, der introducerede renæssancelysthaven i Danmark, nemlig ved Koldinghus i 1562. Braun og Hogenbergs kort, et kobberstik over Kolding Slot og by, gengiver byen set fra syd år 1587. På kortet er afbildet to haver. På selve slotsbanken ligger dronningens lille, langstrakte have med 4-5 kvadratiske bede, og uden for, fra Staldgården og mod syd, Kongens Have, der var en større have med frugttræer, kvadratiske og rektangulære bede. Midt i anlægget ligger den nye havesektion beregnet til ophold og selskabelighed, en egentlig lysthave med lave bede, symmetrisk anlagt omkring et lysthus i to etager. Anlægget omkranses af en hæk, der i de fire hjørner tegner sig som bueslag omkring et træ.

Dronning Dorotheas søn Frederik II anlagde en række mindre haver, bl.a. ved Skanderborg og Frederiksborg slotte samt Lundehave ved Helsingør. Men ikke mindst introducerede han renæssancens fæstningsanlæg og bygningskunst med Kronborg Slot i 1575.

Lundehave var anlagt på en middelalderlig klosterhaves grund og som en murindhegnet renæssancehave med buksbomkantede kvarterer, som det ses gengivet på et stik fra 1658. I haven arbejdede Hans Raszmussøn Block. Han var ’urtegårdsmand’, og han udgav senere, i 1647, den første danske havebog Horticultura Danica. Her videregav han sine erfaringer om, ’Hvorledis en zirlig oc nyttig Urte-Hawe i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved mact holdis’. Han har haft kendskab til udenlandsk litteratur og fortæller om havekunstens stil, planternes behandling og formering, redskaber m.m. Videre giver han råd om, hvorledes de forskellige bedformer afsættes med rette linjer og cirkelbuer samt beskriver indgående en mangfoldighed af planter, både køkkenurter, blomstrende planter og frugttræer.

Med Christian IV’s energiske indsats, der også omfattede militære bygværker som Christianshavns Vold, forarbejderne til en byplan for fæstningsbyen Fredericia, Kastellet, bredte renæssancens ordensprincipper sig til adelens og derefter borgerskabets haver. Astronomen Tycho Brahes slot, observatoriet Uranienborg, og have på Hven blev anlagt som et samlet anlæg i 1581. Hjørnerne i det kvadratiske voldanlæg er orienteret mod de fire verdenshjørner, og slottet lå i midten omgivet af haverum med pavilloner, urte-, blomster- og frugthaver.

Christian IV begyndte at anlægge Kongens Have i København i 1606. Heiders plan fra 1649, der er en opmåling, viser en rationel opdeling af det flade areal i større og mindre kvadrater, der var beplantet op mod 1.400 forskellige planter. Langt op i 1700-tallet anlagdes haver med renæssancepræg, se f.eks. planen til Løvenborgs have.

Også mange herregårdes placering på voldsteder, omgivet af vandfyldte grave, har bevirket, at haverne der blev små, fortættede renæssancehaver, f.eks. viser en haveplan fra 1684, at der engang har været en renæssancehave på slotsholmen ved Clausholm.

Barokkens haver

Først med barokkens udbredte anvendelse af allé-plantninger og den skik at præsentere haverne billedligt får vi for bedre indsigt i historiske haveanlæg. Haverne bliver større og mindre præget af nyttehensyn, og lidt efter lidt bliver samspillet mellem bygning og det omgivende landskab tydeligere. Haverummet eller snarere et forløb af haverum får en retning, idet en tydelig hovedakse lægges fra bygning til landskab. Flankerende alléer skaber disse rum, og de enkelte barokhaver adskiller sig indbyrdes ved den måde rummene komponeres sammen på, tilllige med bl.a. terræn.

Le Nôtres virksomhed i Frankrig blev bestemmende for det næste århundredes udvikling i Europas havekunst, først med haven ved Tuilerierne, senere med haven ved Vaux-le-Vicomte. I Danmark kendes i dag kun planerne til de første, på den tid meget moderne anlæg, som var inspireret fra Frankrig.

Sophie Amalienborg  Slot stod færdigt i 1673, haven strakte sig fra bygningen og ned mod Nyhavn. Anlægget præges af en hovedakse, der er bestemt af slottets midte. I umiddelbar forbindelse med bygningen placeredes et parterre, et broderi i buksbom og blomstrende vækster samt fem vandbassiner. Parterret var kopieret efter orangerihaven i Chantilly, anlagt i 1663 af Le Nôtre. Dernæst fulgte bosquetterne og længst borte for enden af haven skulle ligge en grotte. Hovedpunkterne i planen var, at bygningen skulle sættes i relief og være centrum. Hovedaksen skulle i barokken gå gennem bygningen, og frem for alt skulle der helst være luft omkring denne, derfor anlagde man lave bede og bassiner her og placerede de højere bosquetter fjernere i haven. Man kender ikke ophavsmanden til haveanlægget, men kan gisne om, at det kunne være Lambert von Haven, som i 1670 vendte hjem fra en større rejse.

Det første moderne herregårdsanlæg, hvor der skabtes en aksial forbindelse mellem ladegård, hovedbygning og have blev Nysø  ved Præstø. Om end hovedbygningen ligger på et voldsted for sig, er haven ved hovedaksen og diagonalgange fast knyttet hertil. Og en snes år efter blev der i forbindelse med nyopførelsen af hovedbygningen ved Clausholm anlagt en særegen vælsk (italiensk) inspireret terrassehave i 1690erne, uden sidestykke i Danmark. Få år senere blev haven ved Søholt anlagt som en hollandsk inspireret barokhave i det flade Lolland. Haven, der i dag er under genetablering, er bygget op over et modul, hvor hovedbygningens østfløj har bestemt længden.

Med anlæggelsen af Frederiksberg Slot med have blev 1600-tallets havekunst vægtigt afsluttet. Der findes flere forslag hertil, svenskeren N. Tessin d.y.s plan fra 1697 har i modsætning til H.H. Scheels fra året efter en bred midterakse, der betoner slottet, og den er, med Le Nôtres havekunst som forbillede, i flere henseender helt på højde med situationen i europæisk havekunst på den tid.

De følgende snes år bragte bl.a. haveplaner til landstedet Sorgenfri, og en ny plan til Marienlyst, foreslået af Bendix Weinman, tyder på, at denne har kendt den på den tid nyeste havelitteratur, la Théorie et la pratique du jardinage af D’Argenville, først udgivet i 1709. Andre, længst forsvundne, haveanlæg fra samme tid er haverne ved Blaagaard og Charlottenborg samt Ridebanehaven.

Efter afslutningen af store nordiske krig i 1720 påbegyndte Frederik IV flere store byggearbejder bistået af arkitekten Johan Cornelius Krieger (1683-1755), der oprindelig var gartner og nu blev landets første havearkitekt. Tre omfattende arbejder af vidt forskellig karakter blev iværksat samtidig, nemlig jagt- og lystslottet Fredensborg, det gamle residensslot Frederiksborg og landstedet Frydenlund. Kriegers udprægede evne til at forme terræn ses ud over ved Frederiksborg Slotshave bl.a. også af kaskadepartiet i Frederiksberg Have og ved Ledreborg. Sideløbende tegnede Krieger et parterre til Vallø, omlægning af Rosenborg Have, planer til Hirschholm Slotshave, Kongens Have i Odense og forslag til Amalienborghaven og Prinsens Palæ. I sin havekunst anvendte Krieger med stor selvstændighed og ækvilibrisme de principper om en haves hoveddisponering, som Le Nôtre havde udformet, og som var beskrevet i D’Argenvilles bog. Han arbejdede oftest med en hovedakse gennem bygning, afvejede forholdet mellem parterre og bosquet og mellem det åbne og det lukkede.

Fra 1720 til 1740 vides ikke meget om herregårdshaverne, men fra 1740rne fortæller prospekter og planer om haveanlæg ved landsteder som Frederiksdal, Kokkedal, Sophienberg og ved herregårde som Ledreborg og Lerchenborg. Med arkitekten Nikolaj Eigtved (1701-54) indvarsledes nye og forenklede former. Han byggede ved Frederiksdal et lille maison de plaisance, og et prospekt af haven viser, at hovedaksen udgøres af et bredt græsbånd, nok det første tapis vert i Danmark. Eigtved tegnede også Sophienberg samt formentlig den murhegnede have, enkelt proportioneret og med en lang kastanieallé mod Kokkedal.

Tre vigtige anlæg havde højst forskellige topografiske og historiske forudsætninger: Ledreborg, Lerchenborg og Bregentved, og haverne fik derved meget forskelligartet udseende. Den nye adel satte her vægtige monumenter i form af ny bygnings- og landskabskultur. Fælles for dem og nyt i 1740rne er de milelange alléer, som forankrer dem i landskabet. Eigtveds kollega og konkurrent, Lauritz de Thurah (1706-59) byggede Holtegård, mens begge har arbejdet med Frederiksberg, Fredensborg og Bregentved.

Omkring midten af 1700-tallet havde den klassiske have udspillet sin rolle i Danmark. I Frankrig meget tidligere, idet ingen magtede at videreudvikle Le Nôtres stil. I 1737 udgav J.F. Blondel bogen De la distribution des Maisons de Plaisance. Her viste tidens lettere livsstil og mindre bygninger sig i haveplanerne ved en forenkling af parterrer, mindre bosquetter, kortere perspektiver og ikke mindst en friere og elegantere sammenføjning af havernes enkeltdele. Den tilsyneladende vilkårlighed i planen til Bregentved, et nærmest kalejdoskopisk anlæg, der holdes sammen af de lange alléer, var et på den tid helt moderne haveanlæg, formentlig formet af Nicolas-Henri Jardin (1720-99). Jardin omlagde også Marienlyst Slotshave, så udtrykket blev i overensstemmelse med det ombyggede, nu nyklassicistiske hus. Bedene blev proportioneret efter bygningen, og haverummets afgrænsning understreget af rækker af lindetræer.

Ved Fredensborg var hovedbygningens havefacade vokset ved tilbygning af pavilloner. Jardin og billedhuggeren Wiedewelt blev bedt om at modernisere Kriegers anlæg, ligesom de fuldendte marmorhaven. Jardins plan fra omkring 1760 bibeholdt den halvcirkulære lysthave, med de seks bede med nyklassicistiske, græsklædte mønstre. Det mest markante, nye træk var en udvidelse af den eksisterende midterallé, hvor Jardin foreslog et tapis vert, dvs. et bredt, grønt tæppe opdelt i aflange og cirkulære dele. Begge sider afgrænsedes af to rækker træer og figurer af Wiedewelt. Inden for den ydre ringallé blev foreslået udsparringer til grønne kabinetter, og hvor alléerne krydsede hinanden tænktes græsklædte runddele.

Ved Glorup ændrede Jardin haven, da det ældre bygningsanlæg blev ombygget. Han skabte her to meget aflange, rektangulære rum mellem parallelle lindealléer. Parterret reduceredes til en smal banket foran et flere hundrede meter langt bassin.

Den landskabelige og romantiske have

Den landskabelige have blev til i England. Den var både inspireret af oplysningstidens frihedsideer og naturfilosofi, af poesi og malerkunst, bl.a. Claude Lorrains heroiske landskabsmalerier med pastorale scenerier af hyrder og fåreflokke mellem virkningsfuldt placerede træer og ruiner i baggrunden. Desuden gav samfundsændringerne og den begyndende industrialisme, hvor bøndernes kornmarker ændredes til et affolket landskab med græssende får, et glimrende udgangspunkt for at omsætte de maleriske scenerier til fysisk virkelighed i landskabelige haver omkring godserne. Poeterne og den engelske adel havde samtidig rejst og oplevet den antikke kultur. Man havde ændret livsstil og bevægede sig i landskabet på en ny og friere måde. Arkitekten og maleren William Kent var med Rousham en af de første der trak den landskabelige have helt op til bygningen, arrangerede et landskab med trægrupper og rumlige dybder, placerede bygninger, hvor de lå bedst med udsigt til andre kompositioner.

I haverne integreredes, især senere i romantikkens panteistiske og følelsesladede periode, et univers af tanke- og stemningsvækkende elementer. Det kunne være i form af inskriptioner, skulpturer eller bygninger, der kunne være fremmedartede for at løfte sjælen eller endog tilstræbt ruinagtige. Heri kunne være lagt en række betydninger eller ligefrem koder, som datidens kulturelite kunne aflæse og dechifrere. Og inventaret, der skulle stemme og bevæge sindet på ensomme, drømmende vandringer, kunne være udført i letforgængelige eller simple materialer, bark, strå, grene og ru brædder, f.eks. til barkhytter og spinkle grenbroer. Andre steder er kunstfærdige lysthuse, pavilloner eller templer, senere i perioden norske og schweiziske fjeldhytter.

Et af de første steder på kontinentet, hvor den engelske have etableredes i stor stil var i Dessau-Wörlitz. Prins Leopold Friedrich Franz omformede fra 1764 et 300 kvkm stort område med nyt mønsterlandbrug og frugtlunde samt landskabelige haver omkring sine slotte. I Danmark var landbrugsreformerne fra 1788 vidt fremskredne, da den engelske have nåede hertil. Det danske landskab blev nu præget af små fritliggende bøndergårde og levende hegn

I 1760erne og 1770erne begynder ideerne fra den landskabelige have i England og da allerede som en romantisk præget have, at vinde frem i Danmark, først i havernes udenomsværker, senere i planen. Den romantiske tendens spores i Mindelunden ved Jægerspris, hvor Johannes Wiedewelt anbragte sine mindestøtter. I dyrehaven ved Ledreborg var nogle år tidligere anlagt et såkaldt Historisk Genealogisk Peripatetisk Akademi. Denne opstilling af flere hundrede skulpturer og obelisker, en vandringens lærebog, var en af de første romantiske spirer, der sigtede mod at tilføre stederne et dybere historisk perspektiv. Et andet tidligt romantisk element blev efterligninger af militære fæstningsværker, som det ses ved Serridslevgård.

Da Søndermarken og Frederiksberg Have blev lagt om fra 1770erne, var barokhaven ikke 100 år. Den blev nu omdannet med slyngede vandløb, grupper af træer, en sø og ø med et kinesisk lysthus samt pavilloner og kildegrotter. Ikke blot kongehus og adel, men også borgerskabets storkøbmænd anlagde haver.

Landskabshavens profet i Norden, filosofiprofessoren C.C.L. Hirschfeld fra Kiel, fik gennem sin bog Theorie der Gartenkunst, 1779 stor indflydelse. Periodens haver var ofte udtænkt af dygtige dilettanter og dannede amatører, Liselund regnes for perlen og er bedst bevaret. Fra 1780erne skabtes Liselund af amtmanden Antoine de Bosc de la Calmette. Han plantede skov, stemmede vandet op til et forløb af søer, dramatiserede terrænet og placerede forskellige bygninger i lysningens rande. Nogenlunde samtidig anlagde oberst J.H.F. de Drevon haven ved Næsseslottet på et næs i Furesøen for sin ven, storkøbmanden Frédéric de Coninck. Gamle tegninger og planer af Erik Pauelsen illustrerer slottets placering i en skovlysning, sigtelinier gennem udhugninger og pittoreske delelementer. Og næsten samtidig tegnede Johan Bülow haven ved Sanderumgård. Han lod udgrave kanaler i bløde kurver og udvidede stedvis disse til søer. Tilrettelagte vandringer førte én fra sceneri til sceneri, via broer, forbi mindestøtter, hytter og et rundtempel. Også andre bygherrer havde stor indflydelse på deres havers udformning, både familien ved Hofmansgave og major Beenfeldt på Serridslevgård. Tidens store arkitekter, Harsdorff og C.F. Hansen, tegnede ikke haver, men Andreas Kirkerup leverede mange tegninger til lysthuse, pavilloner og templer. Ved Sophienholm tegnede den franske arkitekt J.J. Ramée anlægget, ligesom han har tegnet flere haver i Slesvig-Holsten.

Samtidig begyndte begrebet landskabsgartner at vinde indpas, bl.a. med J.L. Mansa (1740-1820) og Rudolph Rothe (1802-77). Mansa arbejdede både med Korselitse og Fuglsang haver i 1780erne, og hans plan fra 1798 viser en langstrakt udvidelse mod vest af Marienlyst Slotshave. Det kuperede terræn med dybe kløfter var ideelt, og der opsattes bl.a. et tårn og en gravhøj.

Mansa udgav flere bøger. Hans Haugekatekismus blev udgivet første gang 1787 og Udkast til Hauge-Anlæg i den engelske Smag i 1798. Mansa fortabte sig dog ikke i krumme gange, men arbejdede parallelt med mere ligefremme projekter. I egenskab af slotsforvalter anlagde han en frugtplantage til Frederiksborg Slotshave, ligesom han forenklede Fredensborg Slotshave.

Også Rothe foretrak ligefremme anlæg, som landskabsgartner ved de kongelige haver fremmede han karakteren af skovpark i Fredensborg Slotshave og skabte de smukke skovpartier i Jægersborg Dyrehave, omlagde haverne ved Sorø Akademi og Bernstorff Slot. I haven ved Erholm formede han terræn og vandløb.

Den romantiske havestil fik hurtigt stor udbredelse, idet stilen også var anvendelig i reduceret form i mindre haver. Præster og skolelærere anlagde mønsterhaver. En af de tidligste er haven ved Astrup Præstegård, herefter fulgte utallige præstegårds- og byhaver samt bondehaver, f.eks. den stadig meget velbevarede have ved Søvertorp.

Historiscismens byparker

Byens borgere havde flere steder fået adgang til slotsparkerne bl.a. Kongens Have i København. I storbyer som London, Wien, München og Firenze var man i 1800-tallet begyndt at anlægge parker og boulevarder. I forbindelse med politikeren Georges Eugène Haussmanns ændringer af Paris udformedes et program for byens forsyning med bykirkegårde, parker og træer langs de nye, brede boulevarder. Under ledelse af ingeniøren og landskabsarkitekten Jean Charles Adolphe Alphand og Barillet Descamps skabtes bl.a. boulevarderne Champs-Elysées, Saint-Germain og Saint-Michel og parker som Parc Monceau og Buttes-Chaumont, der blev modeller for den europæiske bypark.

I Danmark var forskønnelsesforeninger eller skytteforeninger ofte initiativtagere og aktive ved anlæg af byparker. De københavnske voldparker og mange provinsbyers anlæg, er fine eksempler på disse nye mødesteder for borgerskabet. Parkerne domineredes af slyngede stier, der drejer sig omkring grupper af eksotiske træer, guldregn og violette syrener. Terrænet danner gerne en bølget skål omkring en sø med svaner. Landskabgartnerne Ove Høegh Hansen (1832-10) og Henry August Flindt (1822-1901) beskæftigede sig både med de offentlige parker og herregårdshaverne.

De gunstige tider for landbruget sidst i 1800-tallet medførte, at de eksisterende herregårdshaver i vid udstrækning blev omlagt, eventuelt tillige udvidet i en landskabelig stil. Især Flindt havde udstrakt privat virksomhed og arbejdede i hele landet samt flere steder i Sydsverige. I Jylland arbejdede han bl.a. med Clausholm, på Fyn med Glorup, Egeskov, Juelsberg, Ravnsholt, Valdemarslot, Hofmansgave, på Sjælland med Bregentved og Gavnø. Flindt havde en sikker sans for behandling af terræn, det ses især i Ørstedsparken, og han fortsatte Rothes arbejde i flere kongelige slotsparker.

Edvard Glæsel (1858-1915) arbejdede en tid under Flindt. Hans navn er knyttet til flere kirkegårde, bl.a. Vestre Kirkegård og Bispebjerg Kirkegård og Sorø Ny Kirkegård til et utal af herregårdshaver og landsteder, bl.a. Lerchenborg, Erholm og Næsseslottet, samt til haverne ved Sorø Akademi og Vallø Slot. Han hyldede det rene landskab uden snurrepiberier og sentimentalitet, som i Munke Mose og Fælledparken. Samtidig skabte han nær bygningen arkitektoniske særhaver som ved Bækkeskov, Bispebjerg Hospital og Rådhushaven i København. Glæsel er blevet kaldt ’den sidste landskabsgartner’, idet han danner overgang til ’den arkitektoniske havestil’. Også Erik Erstad-Jørgensen (1871-1945) arbejdede både arkitektonisk og landskabeligt, f.eks. ved de offentlige anlæg Vestparken, Doktorparken og Borgvold.

Nyklassicismen, havearkitekter og større privathaver

Omkring 1900-tallet ændrede havearkitekternes opgaver karakter, flere og flere fik villahaver på mindre grunde, og etageboligerne omkransede afgrænsede gårdrum. Arts & Crafts-bevægelsen i England, arkitekten Sir Edwin Lutyens’ samarbejde med havearkitekten Gertrude Jekyll, herunder deres florentinske inspirationer, samt forbindelser til tyske kolleger fik stor indflydelse på tidens haveanlæg. En gennemarbejdet komposition af rum afgrænset af hække og trærækker fortsatte bygningens værelsesopdeling, og det begrænsede areal kunne udnyttes rationelt. Arbejder fra havearkitekter som I.P. Andersen (1877-1942) og E. Erstad-Jørgensen viser dette. Københavns første stadsgartner, V. Fabricius Hansen (1866-1953), løste flere af tidens bymæssige eller sociale opgaver i nyklassicismens formsprog, bl.a. Glyptotekshaven, forarealet ved Statens Museum for Kunst, Enghaveparken, Rødkildeparken.

Men det blev G.N. Brandt (1878-1945), der fik afgørende indflydelse på fagets udvikling i Danmark, gennem sine artikler og bøger, gennem sit arbejde som lektor på Kunstakademiets Arkitektskole i København og ikke mindst gennem flere af sine tidlige arbejder. Hans egen have på Ordrup Kirkegård er en asymmetrisk sekvens af rum, arealøkonomisk og dog poetisk. Også Hellerup Strandpark og Mariebjerg Kirkegård er hovedværker fra perioden, opbygget af retvinklede enheder og formildet af planternes rige vækstlighed. Arbejdet med rum dannet af planter blev gennem årtier et dansk særkende, ikke alene som retvinklede former, men senere også som cirkler, ovaler, spiraler, polygoner m.m. Andre havearkitekter, der nogenlunde samtidigt arbejdede med nøgternt komponerede haver, var P. Wad (1887-1944) i prægtige landbohaver på Fyn og Fredens Kirkegård i Odense, Georg Georgsen (1893-1976) og C.Th. Sørensen (1893-1979).

Stort set alle tidens smukke haver er væk, udstykket eller forarmede, og deres rigdom kan kun opleves gennem gamle bøger. Det gælder Egebækgård, Beaulieu, Kampmanns have i Ordrup, ligesom Brandts lidt senere og stilmæssigt mere udefinerlige have Svastika. Stokkerup og Humleore besidder, om end de er stærkt forenklede, stadig deres karismatiske udstråling.

Funktionalismen

I de følgende år ekspanderedes havearkitekternes virkefelt voldsomt og med opgaver i en langt større skala end før, idet boligbyggeriets friarealer og også hele byens friarealforsyning med parker og legepladser, idrætsanlæg og kolonihaveområder i stigende grad blev en del af arbejdsområdet. Funktionalismens sociale indhold fik stor betydning. Havearkitekten fik i udstrakt grad den almindelige borger, gennem kommuner eller sociale boligselskaber, som bygherre. I samarbejde med arkitekterne udvikledes fra 1920rne en stærk tradition for varierede og frodige friarealer med legesteder og opholdsarealer omkring boligbebyggelserne. Tidlige eksempler er gårdrummene i Hornbækhus og Klokkergården og stokbebyggelser som Ryvangen og Blidahpark. Systemet med et hierarki af friarealer fra den nære, lille terrasse til den store grønning vinder indpas, først i Bakkehusene, senere i Søndergårdspark.

Og tidens dyrkelse af kroppen, af lys og luft banede vejen for en række idrætsanlæg, f.eks. Fælledparken og Københavns Idrætspark fra 1938.

Med Københavns Byggelov fra 1939 blev legepladsen ved boligen gjort obligatorisk. I bogen Parkpolitik i Sogn og Købstad fra 1931 havde C.Th. Sørensen slået til lyd for anderledes, mere ustrukturerede former for legesteder, skrammellegepladser, og en sådan blev til virkelighed i 1940 i Emdrup. Steen Eiler Rasmussen inddrog havearkitekterne i et samarbejde med byplanlæggerne. Et første resultat var den grønne betænkning fra 1936 med en plan for Københavnsegnens grønne områder. Her foregribes den berømte ’Fingerplan’ fra 1947, der sikrede grønne områder tæt på storbyen. Man ville åbne naturen for befolkningen og udkastede allerede der tanker om at plante skov i Vestegnen. Der blev foreslået et samlet parksystem, hvor en serie parkringe blev forbundet af udflugtsveje, herunder strandparker mod syd og nord, på Amager og op langs Øresundskysten. I deres tid som stadsgartnere etablerede V. Fabricius Hansen og Jacob Bergmann (1899-1991) i 30rne og 40rne en ydre grøn ring fra Utterslev Mose i nord og dele af Vestvolden, gennem Krogebjerg-parken, Damhusengen, og Vigerslevparken til Valbyparken ved Kalvebod Strand.

Flere havearkitekter fortsatte entusiastisk afprøvningen af forskellige geometriske former for at skabe spændingsfyldte rum. I de fleste af C.Th. Sørensens arbejder er nøje gennemarbejdede geometriske mønstre, rombeformer i H.C. Andersenhaven, zigzagmønstre på Kirkepladsen i Kalundborg. I mange andre afprøves cirkel, spiral, oval, bl.a. i Vitus Berings Park, friluftsteatrene og de berømte kolonihaver i Nærum. Erik Mygind (1916-78) og Morten Klint (1918-78) videreførte eksperimenterne, ligesom Sven Hansen (1910-89) i Hillerød Kirkegård arbejder med en dynamisk yin yang-form. Havearkitekter som Aksel Andersen (1903-52), Ingwer Ingwersen (1911-69) og Georg Boye (1906-72) arbejder i en periode med stumpe vinkler, herunder fem- og sekskanten, f.eks. i Mindeparken i Herning og Østre Kirkegård i Næstved. Men der blev også skabt anlæg med mere flydende, rumlige forløb suppleret af ekspressive, vækstlige scenerier. Det kendetegnede mange private haver fra 30rne til 50erne, bl.a. tegnet af Aksel Andersen og Troels Erstad (1911-49). Og det fornemmes endnu i Radiohusets Taghaver og arkitekten Arne Jacobsens haveanlæg ved Munkegårdsskolen.

De mange og store opgavers tid

I tiden efter anden verdenskrig tog først boligbyggeriet fart, i slipstrømmen fulgte talrige andre opgaver med anlæg af friarealer omkring folkeskoler, gymnasier, universiteter, efteruddannelses-, omsorgs- og kulturinstitutioner samt kirkegårde. Tusind kilometer motorveje blev anlagt. En bred gruppe af landskabsarkitekter løste opgaverne, heriblandt Sven Hansen, Georg Boye, Erik Mygind, Eywin Langkilde (1919-97), J. Arevad-Jacobsen (1917-2003), Jørgen Vesterholt (1927-93), Edith (1919-89) og Ole Nørgård (1925-78), Agnete Muusfeldt (1918-91) og J. Palle Schmidt (1923-2010), Knud Lund-Sørensen (1930), Morten Klint (1918-78) og Sven-Ingvar Andersson (1927-2007).

De fleste var helt eller delvis uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i København under indflydelse af G.N. Brandt og derefter af C.Th. Sørensen. Have- og landskabsprojekterne havde som fællesnævner, at de skulle være funktionelle, fornuftsbetonede, brugsrigtige og samtidig smukke. De håndværksmæssige, anlægsgartneriske detaljer blev løst indsigtsfuldt og helt ned i detaljen. Anlæggene var præget af enkelhed og dertil uprætentiøse.

Opgavernes spændvidde var kolossal, fra små haver til statslånshuse til de helt store projekter i bymæssig skala. C.Th. Sørensen interesserede sig for det hele. ’Utypiske haver til et typehus: 39 haveplaner’ hed en bog fra 1966. C.Th. Sørensen ønskede at bringe fantasi og frodighed ind i haverne på et tidspunkt, da parcelhusene begyndte at blive kedsommelig ens.

Landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgård fik væsentlig indflydelse ved udformningen af den helt ny bydel i Albertslund, hvor der skabtes en følge af friarealer fra den enkelte boligs atriumhave, boliggruppernes torve, kanal og bydelsparker til det åbne landskabsstrøg omkring Store Vejleådalen. Fra 1960erne fik flere kommuner en parkpolitik, der strukturerede hierarkier af grønne områder. Samtidig blev der planlagt et net af stier via grønne strøg. Axel Thomsen (1917-87) i Odense og S.A. Hansen (1912-81) i Lyngby-Taarbæk var fremtrædende stadsgartnere i dette arbejde.

Ved store nye bydele blev foreslået grøn byggemodning, f.eks. plantedes mindre, opdelende skovplantninger mellem bebyggelsesafsnit som led i en byggemodning i Gullestrup. Traditionen for at skabe markante, rumdannende plantninger efter forbillede i det danske kulturlandskabs levende hegn og skovvolumener blev anvendt flere andre steder. Omkring Odense Universitet og ved Frederikssund Sygehus blev der etableret kraftfulde, landskabsopdelende plantninger. Som led i Storkøbenhavns vækst blev skabt store rekreative områder, Vestskoven, Køge Bugt Strandpark og Hedeland. Her er over en længere årrække som led i retablering af grusgravsområdet foretaget omfattende modellering af terrænet.

Fra 1960erne inddrog man æstetiske synspunkter ved anlæg af motorveje. Man søgte at forme et rytmisk og blødt forløb for vejens linjeføring, tilpasset det danske landskab. Med projektet for ’det store H’, motorvejene gennem Jylland, Fyn og Sjælland, tilknyttedes landskabsarkitekter til at udforme motorveje, der havde modellerede sideskråninger og plantninger, udfletningsanlæg, rastepladser, regnvandsbassiner og faunapassager.

Byspredningen skabte tillige behov for nye begravelsespladser og -former, og fra sidst i 40rne og langt op i 60erne blev der afholdt flere konkurrencer, og store, nye kirkegårde blev anlagt i de efterfølgende årtier. Østre Kirkegård i Næstved, Lyngby Parkkirkegård, Hillerød Kirkegård, Glostrup Nordre Kirkegård, Nordre Kirkegård i Herning, Novrup Kirkegård og Flade Kirkegård ved Frederikshavn er affødt heraf.

Ringformede voldanlæg, stendysser og voldanlæg omkring borge er åndelig bagage, der har været inspirationsgivende for en række haveanlæg, også i nyere tid. Det anes fortsat i en række anlæg, f.eks. i stadionanlæg i Aabenraa, Odense og Ballerup og volden omkring Radio- og TV-huset i Århus.

Nogle landskabsarkitekter blev mestre i at skabe frodighed og vækstlige udtryk. Man har ofte hævdet, at landskabsarkitekterne stiliserer det danske kulturlandskab, inddrager skoven og lunden, engen og grøften. Vitale og kraftfulde plantninger med skovens eller lundens karakter ses f.eks. omkring Kildeskovshallen, men kom især mange boligbebyggelser til undsætning. Bl.a. kan fremhæves etageboligområder som Vesterbo, Hastrupparken og Espebo, tæt-lav byggerier som Romerhusene, Fredensborg Terrasser og Galgebakken, kolonihaveområderne Brøndbyernes Haveby og Haveforeningen Hestholm samt sommerhusudstykningen Strandhøjgård.

Haveanlæggene ved store komplekse, bygningsanlæg som universiteter, rådhuse, folke- og gymnasieskoler blev ofte grønne gårde, i varierede og indbyrdes meget divergerende udformninger, fra minimalistisk udformede haver ved Odense Universitet over egnskarakteristiske gårdhaver ved Jydsk Telefon til en romersk ruinparafrase i Nationalbankens taghaver. Andre smukke og frodige gårdhaver findes bl.a. ved DTU og Københavns Universitet på Amager og ved TV-husene i Gladsaxe og Århus.

Fra 1960erne udgør udformningen af karakterfulde privathaver en forsvindende lille del af opgaveområdet i Danmark, og i dag kan landskabsarkitekternes egne haver betragtes som forsøgslaboratorier. 

Uforanderlighed og foranderlighed

Sven-Ingvar Andersson kom fra Sverige i 1960erne, men har i sin tid som professor ved Landskabsafdelingen ved Kunstakademiet påvirket både en ny generation af landskabsarkitekter og udviklingen i Danmark i betydelig grad. Med udgangspunkt i stedets muligheder og inspireret af tilgrænsende kunstarter, men samtidig stærkt forankret i en gartnerisk kunnen, har han stringent formgivet en række anlæg, heraf dog flest i udlandet. De internationale kontakter har bragt viden om dansk havekunst ud af landet og internationale strømninger hertil.

De fleste af de sidste årtiers projekter har fortsat 1900-tallets tradition med rum-skabende landskabsbearbejdning og helhedsdannende kompositioner, f.eks. i parken i Hedehusene og kirkegårdene i Skovlunde og Ikast. En anden form for parker end den traditionelle finpark i byen udvikles. Det er enten naturprægede grønne strøg mellem bydelene, måske naturgenopretningsprojekter som Østerådalen i Aalborg eller det er ældre parker, der får installeret nye lag og betydninger, og derved gives nyt liv. Eksempler herpå er Tickon, Hollufgård og Krakamarken. Naturgenopretningsprojekterne er oftest i det åbne land, men i Århus er den overdækkede å åbnet, og vandet er bragt tilbage til byen.

Andre, ofte urealiserede projekter prøver at modstille disharmonier som naturens ellesumpe og storbyens neonlys, japanske kirsebær og autoværn. Det ses især i Steen Høyers (1945) konkurrenceprojekter om byrum i Århus, 1992 og fremtidens bypark, 1993. Bylandskabet sammensættes i det, hollænderne kalder et fragmenteret landskab. Tidens krav om økologisk tankegang fører ikke nødvendigvis til polarisering og splittelse, men en reel økologisk indgang er endnu svær at dokumentere.

I de senere år tenderer landskabsarkitekternes arbejder, som i USA og Sydeuropa, mod at være mere og mere spektakulære og samtidig spekulative med dulgte betydninger. I den forstand giver det mindelser om den romantiske haves betydningsladede kodninger, om end formsproget er nutidigt og præget af byens elementer og materialer. Samtidig er anlæggene blevet mindre og mindre vækstlige, hvilket begrænser og fastlåser havekunstens udtryksmuligheder.

En del af det har med opgavetyperne at gøre. Bymidter, gaderum, torve og pladser udgør en stadig voksende del af opgavemængden – og tegnes også ofte af arkitekter og billedkunstnere eller sammensatte grupper. Andre steder udformes anlæg, der skal forstærke og fremhæve ’et dynamisk image’ for et firma, evt. en kommune. Der er fortsat en stærk formiver og en tendens til ækvilibristisk leg med ellipser, bueslag og vrikkende linjer i let forskudte retninger, som f.eks. i parken ved Musikteatret i Vejle. Anlæggene er mere kunstfærdige og pågående i deres udtryk. Anvendelse af strømlinede espalierer, spinkle stålbroer, fantasifulde belysningsarmaturer samt detaljerede og sammensatte belægningsflader er virkemidler, der bruges flittigt og ikke uden sideblikke til udenlandske forbilleder som Parc de la Villette, Parc Citroën m.fl.

Det almene, sociale aspekt er tilsyneladende trådt noget i baggrunden. Væsentlige undtagelser udgør de mange omsorgsfuldt planlagte gårdsaneringer og gårdanlæg. Her fremmes den umiddelbare glæde, planter kan give, idet der skabes frodige og vitale plantninger, som demonstrerer naturens livsprocesser: opvækst, modning og forfald. Men det danske særkende, der var karakteriseret af det underspillede, renfærdige og dog gennemarbejdede design, afløses af en mere abstrakt tænkning.

Forstening eller frisættelse?

I senhalvfemserne tegner der sig et både opmuntrende, men også bedrøveligt billede af havekunstens stade. Bedrøveligt, fordi brugen af plantninger som rumdannende elementer og planter i det hele taget er svindende, i hvert fald i mange offentlige projekter, og kendskabet til brug af planter ringe. Man bruger hellere sten og meget isenkram, og den – tilsyneladende – skødesløse, lette elegance er sjælden.

Der arbejdes meget med belægninger – i mange afskygninger og i kunstfærdige mønstre og tilskæringer. Det taktile og sanselige, det dynamiske og vitale savnes. Der mangler også forståelse for, at indendørs og udendørs er væsensforskellige verdener. Den finslebenhed, der kan være fornem inde, er misforstået ude, her er det rå eller rustikke en kvalitet, ikke stuegulvets perfektionisme.

Men måske er der alligevel trods alt basis for en anelse optimisme, idet enkelte pladser, strøg eller anlæg er stringent tænkte og arkitektonisk afklaret skabt. Eller endda tillige hermed, som Havneparken på Islands Brygge, er nyskabende og fantasifuldt udformet, rig på historiske fragmenter; frigørende, ikke fastlåsende. Samtidig har parken en stor kapacitet, den kan rumme mange mennesker og en mangfold af aktiviteter, ja den vokser ved det.

Også renoveringen af friarealerne ved den store bebyggelse Ladegårdsparken i Holbæk tegner lovende, her er nyskabende frodighed og sensuelle jordformationer, der giver muligheder i hverdagslivet.

Og endelig er der en række fornemme anlæg i den store, landskabelige skala: broer, jordskulptur, landskabsmodning i Ørestaden og parkpolitik i form af omfattende træplantninger.