Danmark har fået ny National Arkitekturpolitik - Her er de nye dogmer

AKTUELT / 11.11.25

Projektet Karens Minde Aksen af Schønherr landskabsarkitekter pryder forsiden af Danmarks nye nationale arkitekturpolitik. @ Thomas Hjort Vesterbæk

Kulturministeren, social- og boligministeren og ministeren for byer og landdistrikter har lavet en fælles arkitekturpolitik. Den skal særligt være en guide til kommunerne om, hvad og hvordan der skal bygges. Læs forperson Martin Hedevang Andersens oversættelse af de otte dogmer.

Dansk arkitektur har et stærkt udgangspunkt for at bidrage til udviklingen af de løsninger, der skal forme en attraktiv fremtid. I en tid præget af krig og kriser bygger dansk arkitektur på værdier som opfindsomhed, samarbejde, leg og handlekraft, som er dybt forankrede i vores kultur. Derfor skal vi styrke og fremhæve dansk arkitektur og sikre gode rammer for dens udvikling. Vi skal skabe arkitektur, der spejler vores fælles værdier, og som vi ønsker at bevare som et trygt, smukt og varigt fundament i en verden i forandring.

Forperson for Danske Landskabsarkitekter, Martin Hedevang Andersen, deler begejstringen for at landskabet i højere grad skal føres ind i kernen af arkitekturpolitikken:

“Det er en glædelig dag – den nye Nationale Arkitekturpolitik er offentliggjort, og som forperson for Danske Landskabsarkitekter glæder jeg mig over, at landskabsarkitektur er tænkt ind i alle dele. Politikken bygger på otte stærke dogmer, der viser, hvordan vi som landskabsarkitekter kan skabe bæredygtige, levende og smukke byer og landskaber. Det er fantastisk at se, hvordan landskabsarkitektur nu anerkendes som en central del af arkitekturpolitikken – og vi har en klar opgave foran os: at omsætte visionerne til levende, bæredygtige og inkluderende rum”. Martin fortsætter “Her er min oversættelse af de otte dogmer:

  1. Håndværk & skønhed

    Kvalitet skabes med hænder og øje – fra terræn til plantning.

  2. Vedligehold & transformér

    Få mere værdi ud af det eksisterende – mere liv, mindre nyt byggeri.

  3. Cirkulært byggeri

    Genbrug, træ og jordbyg – landskabet er vores laboratorie for bæredygtig innovation.

  4. Plads til natur

    Microhabitats, regnvand og biodiversitet midt i byen – mennesker og natur trives sammen.

  5. Den grønne trepart

    By, natur og mennesker i balance. Helhedsorienteret planlægning skaber sammenhæng.

  6. Lokale værdier & byggeskik

    Stedets geologi, planter og kulturhistorie former designet – identitet først!

  7. Mangfoldige boligtyper

    Uderummet skaber variation: semi-private hjørner og fleksible rum frem for flere etager.

  8. Tværfagligt samarbejde

    Vi oversætter mellem fag, borgere og kommuner – samarbejde er vores superkraft.”

    Læs også: “Forpersonens klumme / Integrering af landskabet i ny national arkitekturpolitik”

 

Den nye arkitekturpolitik har til formål at sætte en bæredygtig kurs for byggeriet, understøtte levende byer og landsbyer, bevare vores kulturarv og fremme arkitektur, der gør vores bygninger, byer og byrum mere attraktive og menneskelige.

“Arkitekturpolitikken lægger vægt på, at vi prioriterer at vedligeholde, transformere og bygge cirkulært. At vi sikrer plads til natur – både i vores byer og på land. At vi tænker helhedsorienteret og dyrker den lokale kulturarv, og at vi bestræber os på at tænke i blandet by og varierede boligtyper, så vi får boligformer, der passer til vores livsfaser.” fremgår det i pressemeddelelsen fra Kulturministeriet.

Den nye nationale arkitekturpolitik er udgivet med titlen “En attraktiv fremtid – et fælles ståsted i en verden under forandring“, den kan læses her

 

De otte nye dogmer for fremtidens arkitektur

Ekspertgruppen bag den nationale arkitekturpolitik har i foråret 2025 fremlagt otte dogmer for fremtidens arkitektur, der skal sætte den nye retning for dansk arkitektur gennem et paradigmeskifte. Dogmerne er et manifest for dansk arkitektur, som bygherrer, kommuner, brancheaktører og virksomheder kan tilslutte sig, og benytte som retningsgivende pejlemærker og dialogværktøj ved udvikling af private og offentlige projekter.

De otte nye dogmer for fremtidens arkitektur i den nye nationale arkitekturpolitik er som følgende:

#1 PRIORITER OMHU OG SKØNHED

Vi skal prioritere håndværket, det universelle design og skabe en kvalitet, som er holdbar, brugbar og dermed skøn.

#2 VEDLIGEHOLD, RENOVÉR OG TRANSFORMÉR

Vi skal skabe en ny grundlæggende præmis for byggeriet: At vi prioriterer vedligeholdelse, renovation og transformation fremfor at bygge nyt.

#3 BYG CIRKULÆRT

Vi skal arbejde for et bæredygtigt byggeri. Vi skal fremme cirkulære metoder og biogene materialer.

#4 SKAB PLADS TIL NATUR I BYERNE

Vi skal have natur og biodiversitet i vores bymiljøer og styrke menneskers naturfølelse og rekreation.

#5 STYRK HELHEDSORIENTERET AREALPLANLÆGNING

Danmarks areal er under pres, og vi skal gentænke vores arealplanlægning. Vi skal arbejde for at fortætte og skabe liv i byerne og give plads til natur og biodiversitet.

#6 DYRK LOKALE VÆRDIER OG KULTURARV

Vi skal udvikle vores byer, landsbyer og landdistrikter med forståelse for den lokale kulturhistorie og byggeskik og bygge videre på de stedspecifikke værdier.

#7 SKAB MANGFOLDIGE BOLIGTYPER

Vi skal have flere bud på muligheder for et attraktivt boligliv, fx med færre kvadratmeter, mere fælleseje, tættere på natur mv.

#8 PRIORITER NY, FORPLIGTENDE KOORDINERING

Vi skal prioritere forpligtende og faciliterende samarbejder på tværs af kommuner, offentlige og private aktører og andre relevante parter for at skabe mulighed for hurtig omstilling.

Kulturminister: Løsningerne skal findes lokalt

Kulturminister, Jakob Engel-Schimdt kommenterer at løsningerne på fremtidens arkitektur ikke skal styres fra Christiansborg, men findes lokalt i kommunerne:

”Vi skal bygge med omtanke. Hver gang vi bygger, påvirker vi ikke kun nutiden, men i lige så høj grad fremtiden. Vi skal have for øje at bevare vores stærke arkitekturtradition og samtidig sætte en bæredygtig retning for vores byggeri. Den nye nationale arkitekturpolitik skal være et afsæt for en kvalificeret samtale om arkitektur. Jeg håber, at man vil tage samtalen overalt i landet, inden de første streger tegnes, og inden det første spadestik tages. I den forbindelse er det vigtigt for mig at slå fast, at løsningerne ikke skal dikteres fra Christiansborg, men findes lokalt i kommunerne, dér hvor byggerierne skal finde sted”.

 

Social- og boligminister: Vi skal være bedre til at bevare

Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, ser i den grad potentiale i at bevare og renoverer vores nuværende bygninger, for at skåne klimaet:

“Vi skal være bedre til at bevare de bygninger, vi allerede har – for klimaets skyld og for vores fælles kulturarv. Nedrivning bør altid være sidste udvej. Derfor er jeg i gang med at ændre bygningsreglementet, så lovgivningen i højere grad vil fremme renovering og brugen af genanvendte og biogene materialer frem for at rive ned og bygge nyt. På denne måde kan vi bedst passe på vores fortid – og på vores fremtid”.

 

Læs den nye arkitekturpolitik her

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >