SLA gør rent bord ved verdensmesterskaberne i arkitektur

AKTUELT / 14.12.21

Amager Bakke af SLA og BIG - Bjarke Ingels Group. Foto: SLA

De danske arkitekter SLA vinder som første arkitektvirksomhed nogensinde både prisen for ’Verdens Bedste Landskab’ og ’Verdens Bedste Bygning’ ved verdens største arkitekturfestival World Architecture Festival

De danske naturdesignere og arkitekter SLA gør rent bord under uddelingen af arkitekturpriser ved verdens største arkitekturfestival ’World Architecture Festival’.

SLA vinder således både prisen for ’World Landscape of the Year’ og ’World Building of the Year’. SLA’s dobbelte sejr er en hidtil uset præstation ved World Architecture Festival, hvor ingen arkitekt eller landskabsarkitekt tidligere har vundet begge hovedpriser samme år.

De danske arkitekter vandt over 500 shortlistede projekter i over 30 forskellige underkategorier.

”Vi er meget stolte og ydmyge over at modtage World Architecture Festivals to hovedpriser. Det er kun lykkedes gennem et fantastisk samarbejde med vores bygherrer og samarbejdspartnere: BIG – Bjarke Ingels Group, Fonden Amager Bakke, MOE og Malmos på Amager Bakke. Og Department of Municipalities and Transport og Parsons i Abu Dhabi,” siger Rasmus Astrup, partner og designdirektør i SLA.

Mellemøstens første biodiversitetspark

Titlen som ‘World Landscape of the Year’ går til SLA’s banebrydende park i Abu Dhabi: Al Fay Park, der er Mellemøstens første urbane biodiversitetspark og et paradigmeskift for hvordan man designer og implementerer bynatur i Mellemøstens millionbyer.

”Al Fay Park er en helt ny type park i Mellemøsten, der samtænker biodiversitet, mikroklimadesign og inkluderende sociale aktiviteter. Parken er en fejring af Abu Dhabis oprindelige natur og kultur og et eksempel på, hvordan man kan optimere klimatilpasning, øge livskvaliteten og radikalt forbedre biodiversiteten i en hel by – vel at mærke på et site, der tidligere var goldt ørkensand. Al Fay Park tilfører Abu Dhabi både biologiske, klimatiske og sociale værdier. Parken bruger 40 procent mindre vand sammenlignet med konventionelle parker, mens beplantningen er designet til at tiltrække bier, fugle og dyr, hvilket styrker områdets biologiske mangfoldighed og skaber en stærk naturfølelse midt i Abu Dhabi. Endelig har vi designet mikroklimaet til at skabe de bedst mulige sociale økosystemer for leg, sport og uformelle aktiviteter uanset alder, køn og social baggrund,” siger Rasmus Astrup, partner og designdirektør i SLA.

Kraftvarmeværk, skibakke og naturpark i ét

Vinderen af ’World Building of the Year’ blev Amager Bakke i København, der er designet af SLA og ligeledes danske BIG – Bjarke Ingels Group. Øvrige samarbejdspartnere er MOE og Malmos A/S som tilbage i 2019 gav DLs medlemmer en speciel rundvisning.

Amager Bakke kombinerer verdens mest bæredygtige affald-til-energi-anlæg med en frodig natur-tagpark der indeholder både skibakke, vandrestier, løberuter, udsigtssteder, rooftop cafe og verdens højeste klatrevæg. Det 10.000 m2 grønne tag lægger sig ovenpå kraftvarmeværkets enorme energiovne og giver plads til en 85 meter høj naturpark, der skaber et mangfoldigt og biodiverst oplevelses- og aktivitetslandskab.

Med mere end 300 træer og 7000 buske og plantebiotoper er Amager Bakkes affaldsenergianlæg nu hjemsted for hundredvis af fugle, bier og blomster og har skabt et helt nyt urbant økosystem i København. Samtidig er Amager Bakkes tagpark et meget yndet udflugtsmål for både københavnere og turister og er således blevet en ny rekreativ attraktion for byen.

Om World Architecture Festival

World Architecture Festival er verdens største arkitektur- og designfestival. Hvert år samles over 1.000 arkitekter og landskabsarkitekter fra hele verden. Prisuddelingen, hvoraf World Landscape of the Year og World Building of the Year er de to hovedpræmier, regnes for en af de mest prestigefyldte og svært opnåelige arkitekturpriser i verden.

Udover SLA er der endnu et dansk projekt på vinderlisten: North Wing, Rigshospitalet, Copenhagen af Link Arkitektur samt 3XN med Nickl & Partner og Kristine Jensens Tegnestue.

Se hele listen af vindere og yderligere højt roste projekter ved årets World Achitecture Festival her.

Al Fay Park, Abu Dhabi af SLA. Foto: SLA

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >