Annemarie Lund

Annemarie Lund er DL æresmedlem og forhenværende redaktør for LANDSKAB gennem 36 år

Jeg har fornylig været med til at tilrettelægge bogen 'En leg med naturen - Landskabsarkitekten Henrik Pølsgaards have ved Tisvildeleje' skrevet af Vibeke Dalgas

Annemarie Lund har som redaktør for LANDSKAB fra nr. 1 i 1983 til nr. 1 2019 stået bag 288 numre. Foto Henriette Bonde

I LANDSKAB nr. 6 1982 skrev Preben Skaarup ovenstående om sin efterfølger

Uddannet fra: Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole i 1971

Interview af Tine Gils, landskabsarkitekt mdl, juli 2019

Annemarie Lund er DL æresmedlem og forhenværende redaktør for tidsskriftet LANDSKAB gennem 36 år

 

Hvordan kom du i gang med at arbejde med landskabsarkitektur?

Egentlig ville jeg have været arkitekt, for det var min far mere eller mindre, han var møbelarkitekt og tekstildesigner, men jeg var sproglig student, og så kunne man ikke komme direkte ind. Min far sagde, at det også var kedeligt, hvis jeg komme til at sidde at tegne vindueskarme resten af livet – og jeg var mere glad for at gå ude og for botanik. En dag, fortalte min biologilærer så, at man kunne blive noget, der hed havearkitekt på Landbohøjskolen, man skulle bare være et år i gartnerlære, på planteskole eller som anlægsgartner, og jeg tænkte, at det lød meget godt. Så i stedet for at tage et ekstra år med matematik, for at komme ind på Kunstakademiet, var jeg et år i Glæsels Planteskole i Hørsholm, og bagefter begyndte jeg på Landbohøjskolen.

Vi havde bl.a. J. Palle Schmidt som ekstern lektor i planteanvendelse, Georg Boye var professor. Jette Abel var der også, fra dag et, med sin hund og sin jægertaske i kernelæder. I studietiden var jeg på tegnestue hos J. Palle Schmidt en sommer, men ellers målte vi op i Dyrehaven i faget landmåling hvert år, vi skulle jo lære at måle terrænet og en flade op og fortælle, hvad der var på; det var meget lærerigt og nyttigt. Vi havde en professor, der hed Voldum, en meget skrap mand, der sagde, at man altid skulle kontrollere sig selv tre gange. Fejl var et no-go.

Da jeg blev færdig som havearkitekt, gik jeg ind hos stadsgartneren i København, og spurgte om jeg kunne få et job. Men efter et stykke tid, kunne jeg godt se, at det at være kommunalt ansat egnede jeg mig ikke til, til sidst kunne jeg slet ikke flytte benene, når jeg skulle op af trappen om morgenen. Det var ellers nogle gode arbejdsområder som ’Københavns grønne områder som en samlet struktur’, og der var rigtig gode arbejdsforhold, men det der skemalagte egnede jeg mig ikke til. Jeg var heller ikke ret gammel, 23 år, så er det jo meget at skulle sidde hver dag fra 8-16 på en stol.

Så efter et halvt år tog jeg og Dennis Lund til USA og rejse rundt i ni måneder i en folkevognsbus; jeg tror, vi var i 32 stater og så på byplanlægning, arkitektur og landskabsarkitektur og besøgte forskellige tegnestuer. Det var rigtig godt. Da jeg kom hjem, var jeg først på J. Palle Schmidts tegnestue og så som tegnelærer hos Lis Park på Landbohøjskolen, dengang blev de studerende undervist i isometri, aksonometri, perspektivtegninger og jeg ved ikke hvad.

Sideløbende med LANDSKAB har jeg lavet mange andre ting som fx Danske Landskabsarkitekters udstilling 'Architecture Danoise du Paysage Contemporain' i Bruxelles sammen med Jeppe Aagaard Andersen, Stig L. Andersson og Charlotte Skibsted. Her står jeg med IFLA/EFLA-delegat Charlotte Skibsted foran Paul Lefevres plancher ved åbningsreceptionen i oktober 1991

Udstillingen omfattede et tresproget katalog og ca. 25 aktuelle eksempler fra 15 tegnestuer, bl.a. Storebæltsforbindelsen, Ledreborg Allé, Uranienborg på Hven og Odense bymidte samt kirkegårde, boligbebyggelser, privathaver og byfornyelse. Udstillingen nåede vidt omkring, den blev fra 1991-98 vist i Bruxelles, Haag, Helsinki, Tallin, Riga, Vilnius, Tel Aviv, Haifa, Jerusalem, Berlin, München, Nürtingen, Lübeck, Prag, Brno, Budejovice og København

Jeg har altid godt kunne li’ ikke at være bundet i ét job. Det lyder måske mærkeligt, men hvis man ligesom var kørt død i noget, så kunne man begynde på noget andet. Der var også mange muligheder for con amore-arbejde, forskellige udvalg, hvor man kunne diskutere, bl.a. et der hed ’Den kommunale park- og landskabsforvaltning’ som J. Palle Smidt, Sven-Ingvar Andersson og Karen Permin havde startet. De fik bevilget forskningspenge, og så var der en person der skulle tage rundt til kommuner og prøve at beskrive, hvordan systemet af grønne områder hang sammen, og hvordan det var organiseret med stadsgartnere og parkpolitik. Det hoppede jeg på og forlod licentiatstudiet. Jeg tog rundt og besøgte fem forskellige kommuner og skrev om det, så det udmøntede sig i en rapport . Jeg var også hos Charlotte Skibssted i et par år, og fik sideløbende det eksterne lektorat i Videregående Planteanvendelse på Landbohøjskolen. J. Palle Schmidt underviste i træer og buske, men de mere eksotiske planter, og de mindre, havde et eksternt lektorat med to forelæsninger om ugen og øvelser, så det søgte jeg og varetog det fra 1979 til 2001. Jeg har faktisk undervist i hele 25 år i lidt forskellige fag på KU. Men der er nogle ting, jeg var meget dårlig til, især lange møder. Det synes jeg er dødbringende.

Min indstilling til arbejdslivet har altid været, at hvis jeg blev spurgt om at udføre en interessant opgave, så sagde jeg ja. Uanset om jeg anede noget om det, jeg skulle lave, eller ej. Jeg lærer tingene, ved at tage fat på dem. Det er selvfølgelig ikke sådan, man skaber en retlinet karriere hen i mod at blive noget stort, professor eller hvad det nu kan være. Jeg kan huske, Malene Hauxner sagde til mig: ’Det er ikke nogen god måde, du former din karriere på, den kører for meget ud til højre og til venstre, du skal være meget mere målrettet!’. Men det gik jeg ikke efter. Jeg gik mere efter at det skulle være interessant.

Jeg har haft mange gode redaktionsudvalg gennem tiden. For nogle år siden besøgte vi Helsinki. Foto: Bjørn Ginman

"Dengang blev det jo nærmest regnet som et fritidsjob, det var slet ikke normeret som et egentligt job, og man sad stadig hjemme ved spisebordet og lavede bladet"

Hvordan fik du jobbet som redaktør for LANDSKAB?

Som studerende havde jeg været i Paris og se Isamu Noguchis haver ved FN-kvarteret, og det havde Dennis Lund og jeg skrevet en artikel om og sendt op til Karen Permin. Senere kom jeg ind i redaktionsudvalget, og da Preben Skaarup, der var redaktør i 1981-82, holdt op, tænkte jeg, at det kunne være interessant, og så ansøgte jeg. Dengang blev det jo nærmest regnet som et fritidsjob, det var slet ikke normeret som et egentligt job, og man sad stadig hjemme ved spisebordet og lavede bladet. Jeg kan huske, at da jeg lavede første nummer i 1983, blev jeg kaldt ind på Arkitektens Forlag hos chefredaktør Poul Erik Skriver og arkitekt Chr. Enevoldsen, en lidt gnaven mand, og skulle lægge hele mit layout op, hvorefter de tjekkede om det flugtede på den ene og den anden led, og om der var linjer og konsekvens. Jeg kom rigtigt i forhør! Men de blandede sig ikke indholdet. Da jeg overtog posten fra Preben Skaarup, overleverede han kun et lille brunt chartek, hvor der lå én side i. Han havde arbejdet med, hvordan forsiden skulle se ud, og så måtte jeg selv om resten! Så måtte jeg jo finde på noget.

Er der et særligt nummer af LANDSKAB du husker?

Ikke så meget et særligt nummer, mere enkelte artikler om de landskabsarkitekter, der var mine danske forbilleder. Det var en stor oplevelse at besøge I.P. Junggreen Have i Åbenrå og interviewe ham. Jeg havde mine to mindste børn med, og de fik straks materialer fra hans værksted at lege med, mens vi talte sammen, og så på hans smukke tegninger og skulpturer. Det blev en hel dag, og der blev også serveret nylavet stikkelsbærgrød. Senere blev dette interview uddybet med filmoptagelser i videoprojektet ‘Ældre arkitekter i Danmark’ med landskabsarkitekt I.P. Junggreen Have i 1997. Ligeledes husker jeg et besøg hos J. Palle Schmidt  i Ulkerup og samme eftermiddag Agnete Muusfeldt i hendes lille hus i Strandhuse, hvor jeg var med til at udvælge blandt hendes 2300 6 x 6-lysbilleder. I det hele taget stillede mange landskabsarkitekter generøst op til besøg og interviews i deres hjem.

Det var en stor oplevelse at besøge I.P. Junggreen Have i Åbenrå og interviewe ham, se Samtale med I.P. Junggreen Have i LANDSKAB 1998, s. 136-139

Agnete Muusfeldt fotograferede i mange år planteskik ved kirkegårde, landsbyer og i det åbne land, og der ligger en stor dias-samling på KU’s bibliotek

Det blev til artiklen 'Løvværk' af Agnete Muusfeldt og J. Palle Schmidt i LANDSKAB 1990 s. 133-141

Hvad laver du for tiden?

Jeg kan sige, at jeg er rigtig glad for at være sluppet fri af LANDSKAB, og jeg er også tryg ved det. Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Jeg havde i et par år gerne ville ud af det, men også tænkt, hvordan skal jeg klare at slippe LANDSKAB? Det var ligesom en sorg. Og stort set dagen efter, jeg gav slip på det, tænkte jeg, puha, det var egentlig dejligt. Nu er jeg fri.

Det helt besynderlige er, at jeg overhovedet ikke kan mærke, jeg har mere tid tilovers. Jeg har skrevet nogle mindre tekster, et forord til en norsk bog og en artikel til Thorbjørn Andersson, der er ved at få udgivet en bog på et amerikansk forlag. Og så skal jeg til IFLA-kongressen i Oslo i september og være boghandler! De parallelle forløb kaldes break out-sessions, og tre handler om bøger og tidsskrifter – de kalder det Litteraturcafé. Jeg er også moderator på den ene, New titles. Det bliver forhåbentlig morsomt. Der allerede er tilmeldt 1000 til kongressen, heraf 200 fra Kina! Ret vildt.

Benetton-fonden planlægger en bog om Sven-Ingvar Andersson, og de har spurgt, om jeg vil være med. Jeg skriver også til Trap Danmark, det er en meget styret opgave, ligesom det var at skrive til Weilbachs Kunstnerleksikon, hvor jeg har skrevet om mere end 60 landskabsarkitekter. Til Trap Danmark skriver man for hver kommune og får udstukket meget få linjer. Arkitekten kan måske godt hurtigt skrive lidt om haven, og kunsthistorikeren synes måske, en plads udelukkende er kunst. Så det er lidt af en kamp at få landskabsarkitekturen beskrevet. Det er fint, Trap Danmark vil have landskabsarkitektur med, men det er totalt brødløst. Det er en sport for sig.

Jeg er også stadig med i et par udvalg, bl.a. Akademiet, Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst og Det Særlige Bygningssyn.

Jeg var redaktør på bogen EUROPAS STORE HAVER - Atlas over historiske haver som Sven-Ingvar Andersson skrev. Prins Henrik havde skrevet forord til bogen og udgivelsesreceptionen blev holdt i orangeriet på Fredensborg

"Fornylig blev jeg spurgt, om jeg vil være rejseleder på en tur til Oxford. Det lyder da skønt, men skulle jeg så opfordre 30 gamle koner til at flyve til Oxford?"

Hvem eller hvad inspirerer dig?

De udvalg jeg er i, synes jeg er inspirerende. I Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst er der malere, billedhuggere og arkitekter. Og i Akademiet, der består af 60 personer, holdes et par møder årligt, hvor man diskuterer alle arkitektoniske spørgsmål fra byplanlægning til det åbne land. I Det Særlige Bygningssyn er der arkitekter, kunsthistorikere og historikere, så det er tit andre fag end ens eget, der inspirerer, og egentlig har jeg næsten også haft mere med andre at gøre end med Danske Landskabsarkitekter.

Det svære ved at være redaktør, var, sådan som jeg var placeret – både lidt uden for DL, bestyrelsen og redaktionsudvalget og lidt uden for Arkitektens Forlag. I en periode var jeg ret tæt på Arkitektens Forlag, dengang de var et stort forlag med mange ansatte, og det var faktisk en stor inspiration, fordi jeg også mødte alle dem, der skrev bøger for forlaget. Jeg lærte alle mulige at kende. Folk har altid sagt: ’Sidder du ikke bare og keder dig ihjel hjemme på den sofa og bliver totalt isoleret?’ Jeg har altid syntes, at jeg næsten havde for mange kontakter. Der var mange at holde styr på, mange nye forfattere og mange gange kontakter pr. artikel. Det blev også tit til fest og ballade med dem, man kendte godt, og så gik tiden. Der var ikke noget med at tælle timer.

Efter jeg er såkaldt pensioneret, har jeg sagt nej til flere ting. Det er som om, folk kaster sig over en – nu har hun tid, nu kan hun skrive om dit og dat, men det vil jeg slet ikke. For hvis jeg skal begynde på at skrive noget større samlet, så bliver jeg altså nødt til at have noget ro.

At snakke med mine børn, inspirerer mig også, selvom ingen af dem er arkitekter. En af dem er meget optaget af klimaforandringer, hvad jeg også er, men det optager ikke mine bekendte noget videre. De siger bare, det passer nok ikke eller, der kommer nok nogen og opfinder noget. Det siger de fleste. Det forstår jeg slet ikke. Vores fag er jo netop biologisk funderet, men man bliver bare helt til grin, når man taler om bekymringer ift. klimaet. Men der er mange unge, der er blevet vegetarer, veganere eller flexitarer af den grund. Fornylig blev jeg spurgt, om jeg vil være rejseleder på en tur til Oxford. Det lyder da skønt, men skulle jeg så opfordre 30 gamle koner til at flyve til Oxford? Jeg svarede, at af princip flyver jeg ikke mere, med mindre det er helt nødvendigt.

Da forhaven til Statens Museum for Kunst blev renoveret, spurgte Polyform, om jeg ville være med ind over plantevalg, fra træer til løg, herunder de mange bede med syrener

"Klimaforandringer optager ikke mine bekendte noget videre. De siger bare, det passer nok ikke eller, der kommer nok nogen og opfinder noget"

Hvilken udvikling ser du inden for faget?

Jeg synes faktisk, det er skiftet enormt fra at være et lidt enkelt fag, hvor man havde nogle projekter, man kunne forholde sig til, og de var tit meget grønne. Herefter er de i en lang periode blevet mere og mere grå med en masse isenkram, der blev puttet i, jernkanter og springvand og alt muligt mystisk. Jeg synes, det er kedsommeligt, at det kom derhen. Man siger jo, fattigdom bevarer, og jeg vil hellere tilbage til en lidt mere spartansk periode. I øjeblikket renoveres mange mindre provinsbyers bymidter, og der fornyes mainstream, og det synes jeg ikke er en god udvikling. Det skal bare være nede på jorden, ikke alt det her med belagte flader overalt.

Nu tilsiger klimaforandringerne jo: ’I må tage jer sammen og have færre belagte flader, og I må have flere træer i byerne!’. Det er en god udvikling, at faget ligesom får et pres udefra. I 100 år har landskabsarkitekter jo plæderet for flere træer i byerne, der var bare ingen, der gad høre på det.

Det er desværre mit indtryk, at man ikke gør ret meget ud af planter og planteanvendelse på KU eller på arkitektskolerne, og der synes jeg at nordmændene er lidt bedre til det grønne og blå. Svenskerne foretrækker på sin vis stadig ’det naturlige’. Danskerne har lige fra C.Th. Sørensens tid gjort lidt grin med, at svenskerne havde for meget ’landskabeligt’ over sig. Danskerne, der var mere formfikserede, har slet ikke kunne se, at det var noget svenskerne ville, det var ikke bare fordi de ikke havde sans for form. Så jeg håber, at faget kommer til at bevæge sig i en helt anden retning nu. Og vi skal stadig holde stand mod arkitekterne, for de ser altså anderledes på vores fag. Der er nogle ting, de ikke fatter.

Min egen have er en lille have med stor diversitet. Asketræerne og bøgehækken giver fasthed ud mod vejen

Rosa helenae 'Lykkefund'

Pralbønner på tonkinstokke

"Det er desværre mit indtryk, at man ikke gør ret meget ud af planter og planteanvendelse på KU eller på arkitektskolerne"

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Det er altid en vigtig udfordring at skabe en ordentlig uddannelse.

Og klimaændringerne er som sagt en uomgængelig udfordring. Hvis det bliver to grader varmere fx, så er det jo nogle helt andre planter, vi skal bruge. Alt det vi vidste om, at hylden blomstrer på det og det tidspunkt, det har jo allerede forrykket sig en måned.

Og vandstanden, det er en stor trussel. Lynetteholmen og de der holme ud for Hvidovre, der synes jeg, vores fag går med lukkede øjne. Jeg synes, det er helt forargeligt, at en kommunegrænse skal bestemme, hvor man vil have byudvikling. Flere provinsbyer omkring København har en god bygningsstruktur og en god kerne. Se dog den vej. Der er jo noget ulogisk i at lægge en ny by i vandet på bagsiden af København og ligesom ville trække trafikken baglæns den vej ud. Hvis Københavns Kommune havde omfattet alle de mindre forstæder, ville man formentlig aldrig have foreslået byudvikling i stigende vandstand.

Du har jo nået en del indtil videre, så har man ikke sagt for meget, ansvarshavende redaktør, forfatter, undervisning, udvalg, medaljer med meget mere. Mangler der noget på listen?

Jeg har et projekt, jeg kalder grøn kulturarv, som ligger og lurer. Jeg tænker tit, at når jeg lige får fejet de her småting af vejen, som jeg har involveret mig i, så kan jeg begynde, i de mørke vinterdage at sidde og ruge over det. Det handler om fredninger og restaurering eller renovering inden for vores fag. Er det muligt at bevare, uden at det alligevel forandrer sig? Det er det nærmest ikke, men hvordan skal man så forny? Det har jeg en eller anden idé om, at jeg vil arbejde med.

Jeg vil også gerne belyse træk fra det gamle kulturlandskab, der er en del af det, jeg synes burde tages vare på. Agnete Muusfeldt fotograferede i mange år planteskik ved kirkegårde, landsbyer og i det åbne land, der ligger en stor dias-samling på KU’s bibliotek. Det er muligt, det kunne blive til noget.

Jeg har aldrig haft én udstukket retning mht. det jeg skulle forfølge, og noget af det, jeg har syntes, var mest interessant, er jo nærmest kommet som påbud, fx ’Skriv Danmarks Havekunst III’! Sådanne opgaver har som regel bragt noget andet med sig. Men nu er det blevet sådan, at jeg tænker over, hvad jeg bruger min resttid på. Jeg passer meget på med ikke at lave noget, jeg ikke føler for.

"Jeg har aldrig haft én udstukket retning mht. det jeg skulle forfølge, og noget af det, jeg har syntes, var mest interessant, er jo nærmest kommet som påbud, fx ’Skriv Danmarks Havekunst III’!"

Har du et godt råd til de unge studerende?

Mit bedste råd er, at de skal være nysgerrige – på faget og på fagets personligheder og også på tilgrænsende fagområder. Ved min afskedsreception på Llama undrede det mig, at der var så få studerende og unge. Alle var jo inviteret. Sådanne sammenkomster er ligesom DL-arrangementer en utrolig god mulighed for at komme i snak med potentielle arbejdssteder og finde ud af hvem, der er hvem. Det kan være med til at give én faglig retning og er efter min mening ofte meget mere givende end blot at sende uopfordrede ansøgninger.

Sansehave ved Magneten, Frederiksberg / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >