Eva Sara Rasmussen

Eva Sara Rasmussen er landskabsarkitekt mdl og driver tegnestuen NATOUR. Hun har i en årrække beskæftiget sig med kystsikring, kystudvikling og kystdesign og udgav i juli 2019 bogen ’Kystsikring og kystudvikling i Danmark’ i samarbejde med Call Copenhagen og HOFOR

Biologisk kystsikring ved Nr. Lyngby i Hjørring Kommune. Foto: Eva Sara Kehlet Rasmussen, 2019

Portræt, 2017

Virksomhed: NATOUR

Lokation: Næstved

Antal medarbejdere: 1

Uddannet fra: Kunstakademiets Arkitektskole (afdeling for Landskab, By og Bygning) i 2002

Interview af Tine Gils, landskabsarkitekt mdl, september 2019

 

Eva Sara Rasmussen er landskabsarkitekt mdl og driver tegnestuen NATOUR

 

Hvorfor beskæftiger du dig med landskabsarkitektur?

Især i min ungdom har jeg beskæftiget mig meget med friluftsliv og har altid haft en masse glæde ved at være ude i naturen. Det blev oplagt at kombinere min kreative interesse med en søgning mod et kunstnerisk fag, hvor der også var en vis grad af pragmatisme. At tage min interesse for det æstetiske ind i et fag, hvor der også er mulighed for rent faktisk at tjene penge ved ens arbejde, var det, som fik mig til at søge ind på Arkitektskolen. Som studerende blev jeg eksponeret for mange tilgange til faget, men blev især fascineret af afsættet fra et skandinavisk miljø og opleve fx de italienske havers æstetiske tradition, og hvordan natur og arkitektur kan opleves som en helstøbt enhed, og samtidigt som en kommentar til hinanden.

Når vi arbejder med fysiske miljøer, er det jo blevet til lidt af en floskel, at vi skaber rum omkring menneskers liv, men de rum man skaber er jo rent faktisk et udtryk for, hvordan man gerne vil omgås hinanden. Altså om det er bar glatte overflader, som en lidt afvisende, uvelkommen gestus, eller om der er taget hensyn til, at man skal kunne finde plads på det her sted, uanset hvilken baggrund man har.

Jeg mener landskabsfaget ikke mindst i dag har en masse ting at byde ind med, for det minder os i disse ’klimatider’ hver eneste dag om nogle grundlæggende naturgivne bindinger, man ikke bare kan lave om på. I byggeriet har man groft sagt den mulighed, at hvis et eller andet materiale er for dyrt, så kan man udskifte det med et der er billigere. Det er svært at plante et træ og snyde med opbygningen, så træet ikke kan gro. Landskabsarkitekturen forankrer os i tid. Det lidt mere langsomme og længere perspektiv, synes jeg, er fascinerende. Sammen med en masse æstetisk grundstof som kan at hentes ud af traditionen.

De danske skove - både produktion, friluftsliv, natur og kultur på en og samme tid. Det er bl.a. belyst i Liv Oustrups ph.d.-afhandling fra 2006 ”Skovopfattelse blandt danskere og i skovlovgivningen: et kvalitativt og æstetikteoretisk studie”

Palazzo Farnese i Caprarola. De italienske have koncentrerer en overtruffen energi ved at bringe ”vild have” i direkte sammenhæng med forfinet havekunst, hvor terrænbearbejdning, materialer og detaljer er bragt i spil i overlegne og udtryksfulde værker

Den unge studine på Kunstakademiets Arkitektskole. Billede fra omkring år 2000

At opleve med kroppen. Omkring årtusindskiftet var der flere udstillinger, hvor mere eller mindre bearbejdede naturmaterialer og kunstobjekter blev bragt ind i traditionelle udstillingsrum. Ved at ”tale direkte” til kroppens intuitive trang til at sætte sig på og røre ved skabes en kunstnerisk spænding

Hvorfor er du medlem af Danske Landskabsarkitekter?

Jeg er både medlem af Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter. DL er et godt forum at mødes i om de interesser, der knytter os sammen som landskabsarkitekter. Og så er det en aktiv forening, hvor der er brug for alle på en eller anden måde. Jeg har selv været suppleant i DL’s bestyrelse og formand for Debatudvalget i København i en periode for efterhånden en del år tilbage.

'Kystsikring og kystudvikling i Danmark' udgivet i juli 2019 i et samarbejde mellem NATOUR og Call Copenhagen/HOFOR. Foto: Eva Sara Kehlet Rasmussen, 2019

Hvad arbejder du med for tiden?

Jeg blev selvstændig for to et halvt år siden, efter at have arbejdet både i en kommune og på flere forskellige private tegnestuer, og jeg arbejder med mange forskellige ting. I sommer udgav jeg bogen ’Kystsikring og kystudvikling i Danmark’, som er et projekt jeg har arbejdet på i et stykke tid bl.a. med midler fra Dreyers Fond og Statens Kunstfond. Bogen er udgivet i samarbejde med Call Copenhagen, en innovationsenhed under HOFOR. Formålet var at videreformidle, hvad kystdynamik er, og hvilke metoder vi har til at arbejde med kystsikring, kystudvikling og -design. Et emne jeg har arbejdet med, i alle mulige afskygninger, i en del år, bl.a. i kraft af, at jeg har arbejdet på en tegnestue, der opererede i det felt.

Min grundlæggende ambition med projektet har været at trække emnet kystsikring ud af de meget tekniske diskussioner og sige, at hvis vi skal lykkes med at overkomme den udfordring det er, at bringe vores land ind i en klimatilpasset fremtid, så handler det ikke kun om teknik. Vi skal kunne formå at kombinere en forståelse af naturens kræfter, hvilke tekniske metoder vi har til rådighed og så de mere bløde beslutningsprocesser om, dem er det egentlige projekt angår, og hvordan kan vi arbejde med projektet strategisk og bringe det derhen, hvor vi også anerkender, at der er en stor æstetisk dimension ift. at lave et velfungerende kystanlæg.

 

Akut erosion af kystklint under storm og højvande. Figur: Kystdirektoratet/ Kystanalysen: Kystdynamik og kystbeskyttelse, 2016

Langstransporten af sediment fordeler sig over kystprofilet. Her vist på en kyst med en enkelt revle. Figur: Kystdirektoratet/ Kystanalysen: Kystdynamik og kystbeskyttelse, 2016

Så er jeg også i gang med nogle konkrete projekteringsopgaver, bl.a. udearealerne til et domicil og parkering i en skov, hvor det har været et spørgsmål om at bevare så meget som muligt af den eksisterende beplantning og så give det et æstetisk udtryk, trods et skrabet budget – den sædvanlige øvelse.

Jeg måtte prøve at finde et system og programmere et flow, hvor vejprofil og areal til parkeringspladser blev så smalt så muligt, så vi kunne passe funktionerne ind mellem, hvor træerne stod. Selve vejprofilet er lavet, så det kan opmagasinere en hel del vand, på den måde slipper vi for kloakledninger osv. Igen et forsøg på at bevare så meget som muligt af det, der har kvalitet i forvejen, lave noget, der er rationelt ift. at få økonomien til at hænge sammen og så forsøge at få så meget som muligt oplevelsesværdi ud af det færdige anlæg.

Jeg laver også sådan noget lidt mere administrativt arbejde i form af forskellige ansøgninger om fx lovliggørelse af kystsikringsanlæg og lokalplaner. Myndighedsdialog, hvor der er konkrete forhold, der skal forhandles på plads. Den type projekter rummer især en glæde i forhold til kunne hjælpe en bygherre gennem moradset af mere eller mindre forståelige regler og krav.

Udearealer omkring domicil i Forskerparken i Hørsholm i skoven, blandt andet med en ”strand” som del af forpladsen.

Parkeringsplads i Forskerparken i Hørsholm. Regnvand nedsives på grunden ved permeabel befæstelse og bærelag, der fungerer som magasin for regnvand. Foto: Eva Sara Kehlet Rasmussen, 2019

Hvordan er det at have egen virksomhed? Er det hårdt arbejde eller har du et stort netværk, der ringer og tilbyder dig opgaver?

Jeg synes, det til tider er hårdt arbejde med udsving i mængden af sager. Det er vigtigt, at man har evnen til at bevare roen og ikke gå i panik, og så længe jeg ikke har nogen direkte ansatte, er det jo en ret begrænset risiko. At være selvstændig giver til gengæld en kæmpe frihed ift. at prioritere, hvad der er vigtigt og ikke hele tiden nødvendigvis skulle gå efter de kortsigtede beslutninger, men nærmere sige, det her vil jeg investere i, det giver rigtig meget mening.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Grundlæggende er jeg inspireret af mennesker, der brænder for det, de laver. Arkitekter, kunstnere, ingeniører – alle mulige forskellige mennesker. Som studerende har jeg stiftet bekendtskab med Malene Hauxner, Sven-Ingvar Andersson, Steen Høyer og forskellige andre, og de har alle sammen haft forskellige kvaliteter.

Afsættet for at lave gode projekter er jo, at man finder nogen, der har noget, de brænder for og som de er villige til at dele. Lige for tiden bliver jeg inspireret af folk, der ved noget andet, end mig selv. Et eksempel på det kunne være mit arbejde omkring jorddeponering i København. I 2016 var jeg ansat hos Hasløv og Kjærsgaard, og arbejde som assisterende projektleder for COWI, hvor jeg blev involveret i at lave et forstudie om jorddeponering. Københavns Kommune skulle finde plads til 50 mio. m3 overskudsjord – som de jo ser ud til at kunne tjene styrtende med penge på at modtage – fordi Nordhavn stort set var fyldt op. Vi endte med nogle forskellige mulige lokaliteter og kommunen valgte så at arbejde videre med de placeringer, der blev til Lynetteholmen og Holmene. Grunden til at man overhovedet fik ideen til at lave projektet var, at kommunen havde fundet ud af, at de var nødt til at forsøge at kigge på stormflodssikring i det hele taget. Indtil da havde strategien mest været at se på klimatilpasning på land, men da man så begyndte at lave simuleringer af, hvor vandet kan ramme, hvis der kommer en stormflod, var det tydeligt, at det krævede handling. COWI havde lavet en skitse, der viste en dæmning med en sluse bag ved det aktuelle jorddeponeringsprojekt. Med den løsning havde man ligesom klaret stormflodssikringen.

Fra vores side var der selvfølgelig et berettiget håb om, at nu i år gik man fra at programmere til at komme tættere på at kigge på kvaliteter, arkitektur, design, natur, byrum osv. Men siden da har der været en politisk proces, der har gjort, at man bliver ved med at være i programstadiet, og Lynetteholmen er eksploderet i størrelse. Men Lynetteholmens vokseværk har for mig at se ikke noget med stormflodsikring eller bykvalitet at gøre, det har noget med økonomi at gøre. Så jeg håber meget, at vi som samfund kommer i nærheden af at lave noget, der også giver noget tilbage byen og til naturen.

"Lynetteholmens vokseværk har for mig at se ikke noget med stormflodsikring eller bykvalitet at gøre, det har noget med økonomi at gøre"

Ørehalen - blødt forsvar til København. Genskabelse af Københavns landskabelig kontakt til Øresund i vision for grøn københavnsk riviera. Figur: NATOUR/SCHØNHERR, 2019

Sidste år talte jeg med tegnestuen Schønherr om vi, som et indspark til den debat, der var på det tidspunkt med dialogmøder, skulle prøve at kigge på en lidt mere visionær tilgang til projektet. By & Havn havde allerede lavet en workshop, hvor de havde inviteret nogle arkitekter. Vi lavede så forslaget ’Ørehalen’, som var et forsøg på at genskabe det forhold, der oprindeligt var mellem Øresund og København som en ny, attraktiv landskabelig kant mod vandet. Vores projekt havde ikke By & Havns interesse, idet man her valgte at arbejdede meget fokuseret i eget påbegyndte spor, der jo er knyttet til en stram finansieringsmodel.

Vi havde håbet på mere udveksling og dialog omkring byens udvikling. Men trods det, har projektet været et godt eksempel på, hvordan man kan inspirere og bruge hinanden på forskellige måder, ved fx at kaste sig ind i et eller andet og siger, ok, det her skal ikke være et forskningsprojekt, men lad os se, hvad vi kan komme frem til.

"Vi havde håbet på mere udveksling og dialog omkring byens udvikling. Men trods det, har projektet været et godt eksempel på, hvordan man kan inspirere og bruge hinanden på forskellige måder"

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

 Nu arbejder jeg jo meget med kysterne, og der ser det ud til, at klagenævnet, der har mulighed for at nedlægge forbud mod projekter, har fået en mere restriktiv praksis, hvor naturbeskyttelse har en højere prioritet end det har haft tidligere. Det opfatter jeg positivt, at tendensen måske går i retning af, vi skal ikke bare løser de tekniske og økonomiske problemer, vi skal også have naturen og æstetikken med.

Jeg mener, at vi som samfund skal tilbage til at have et lidt længere sigte med vores projekter, så det ikke bare er sådan nogle hurtige løsninger. Vi er stadigvæk et sted, hvor mange projekter er utrolig skåret til økonomisk. Det bliver der nødt til at komme et opgør med. Hvis vi skal lave bæredygtige projekter, så hjælper det ikke, at vi laver noget, der kun fungerer i kort tid og er ufleksibelt i forhold til naturens forandringer.

Inspiration fra praksis: Plads og adgang til stranden, som evner at skabe et unikt sted, som samtidigt er i ”dialog” med strandens dynamik. Projekt af SCHØNHERR i samarbejde med Carsten Juul Christiansen og Marianne Hesselbjerg. Foto: Eva Sara Kehlet Rasmussen, 2019.

Inspiration fra historien: Stevns Klint og Højerup Kirke. Smuk kirke opført i stedets sten, ude på kanten af klinten. Selv som delvis ruin er kirken i brug, og er del af UNESCO-udpegningen. Foto: Eva Sara Kehlet Rasmussen, 2019

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

En af udfordringerne er opkøb og skrabede budgetter. Det er også en udfordring, at vi nogen gange mangler kanalerne til at kommunikere, hvad det er, vi er gode til, og hvad vi kan bringe af værdi til et projekt. Danske Ark har lavet en indsats ift. at fremhæve nogle projekter og belyse, hvad det egentlig er for en værdiudvikling, der bliver skabt. Det er sådan nogle tiltag i vores omverden, der skal til, før vi får rum til at lave vores arbejde.

Biologisk kystsikring ved Nr. Lyngby. Foto: Pilebyg, 2019.

Opbygning af stabiliserende net af ”wipes”, som er lagt ud på kokosmåtter og forankret. I det færdige anlæg er denne del af systemet dækket af sand. Foto: Pilebyg, 2019

"Effekten er, at bølgerne bliver brudt af pilen, energien bliver taget af dem, og det sand, der er i bølgen, lægger sig rundt om"

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg drømmer om at have frihed til at lave nogle gode projekter, og bevare og udvikle nogle gode samarbejdsrelationer. Jeg synes også det er spændende at kombinere innovation med det klassiske arkitektarbejde. Nogle af de ting jeg også laver for tiden er mere i retning af forskningsprojekter, bl.a. er jeg involveret i flere projekter om biologisk kystsikring. Et er en type forsøgsanlæg, hvor ideen er at forsøge at komme væk fra de her CO2-producerende anlæg, alt det her med en masse store sten og noget beton, og se om man kan lave kystsikring, som indeholder nedbrydelige materialer og anlæg, som er sådan lidt mere venlige at se på. De traditionelle anlæg er lavet for at kunne modstå den bølgeenergi, der kommer ind, men det her anlæg, lige nu kalder vi det en bølgefaskine, er sat i verden for at møde bølgeenergien ved lavere hældninger og ved at vandet bliver filtret gennem bundter af pilestokke. Effekten er, at bølgerne bliver brudt af pilen, energien bliver taget af dem, og det sand, der er i bølgen lægger sig rundt om. Der er også lavet nogle forsøg med krydsninger af nogle forskellige pilearter, som bliver plantet ud på terrasserne mellem pilestokkene. Ideen er, at det skal virke som et dige. Styrken i et digeanlæg er jo netop det gitternet, som rødderne laver, og ideen er her, at pil skal lave en gitterkonstruktion i sandet. Man bruger altså naturens egne metoder til at arbejde på en lidt ingeniørmæssig måde, hvor den æstetiske dimension er afgørende for helhedsbilledet.

Sansehave ved Magneten, Frederiksberg / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >