Jakob Sandell Sørensen

Du startede som selvstændig inden du havde færdiggjort dit speciale, hvorfor det?

En af mine holdkammerater, Jakob Mikkelmann, lavede et bachelorprojekt for en gut ved navn Søren Bjerregaard, som blandt andet var rådgiver for det daværende Slots- og Kulturstyrelsen, han hjalp dem med at lave drifts- og vedligeholdelsesplaner for deres områder. Min holdkammerat kom så til at lave projekt på et af de områder, og efterfølgende sagde han til Søren, at han kunne da sagtens hjælpe ham med at lave de forudgående registreringer, og det var måske oven i købet hurtigere, at én med landskabsarkitektfaglige øjne så på områderne end de ikke-uddannede eller tekniske tegnere, Søren hidtil havde brugt. Min holdkammerats argument var, at en landskabsarkitekt bedre kunne se, hvad den oprindelige intention med anlægget havde været. Og så involverede han en anden holdkammerat Jeremy Dennis og jeg i det, og lige pludselig havde vi opgaver nok til en lille forretning. Og så gik vi og lavede driftsplaner og kortgrundlag for alle mulige forskellige store offentlige og private kunder som kommuner, statslige styrelser og store private virksomheder på Sjælland i nogle år. Vi registrerede alt, hvad der var på deres arealer og lavede så kort og oversigter over de forskellige plejeelementer, så det passede med Kvalitetsbeskrivelser for drift af grønne områder, som det hed dengang, og som Søren Bjerregård havde været med til at udvikle. Man kan sige, vi sprang bare ud i det. Vi var studerende og skulle ikke rigtig leve af det, men så stille og roligt havde vi sådan set vores egen tegnestue, og så blev vi jo lidt forsinkede med vores specialer! Jeg skulle have været færdig i 1999.

Er der noget særligt fra din studietid du har taget med dig?

Det er måske ikke selve studietiden, der har formet mig eller været afgørende for, hvad jeg som landskabsarkitekt i dag synes er vigtigt, men vi lærte at tilegne os viden gennem vores projekter, og det bruger jeg stadig i dag. Altså det der med, at det er sådan lidt learning by doing, eller research by design. Man springer sådan lidt friskt ud i det og finder ud af, hvad man mangler af viden, og så tager man det hen ad vejen på en eller anden måde. Det betyder også, at man måske aldrig rigtig er ekspert men snarere generalist på en helt masse områder og kan tale om en helt masse ting med en masse andre fagligheder. Og lige det, tænker jeg, er en af vores helt store styrker og noget, der gør os meget relevante ift. nogle af de meget komplekse problemstillinger vi står med i verden. Så, det der med at forske sig frem til en løsning på en helt lavpraktisk måde, det, synes jeg, vi lærte på en god måde på studiet.

Du er i dag associeret partner – hvordan bliver man det og hvad laver sådan en?

Jeg har været hos Schønherr i ni år, ad to omgange, og på et tidspunkt luftede jeg for ledelsen, at jeg gerne ville være associeret partner. Det indebærer jo ikke så meget mere end det, normale projektledere eller sagsarkitekter laver. Vi kører stadigvæk sager som alle andre. Men vi har del i den strategiske ledelse, altså vi er med til at forme virksomhedens retning sammen med den øverste ledelse og ejere, og det, synes jeg, er spændende. Derudover har vi hver især nogle fagområder, vi prøver at fremme, og det er så bæredygtighed i mit tilfælde, som jeg har ansvaret for at udvikle og prøve at få ud i alle vores projekter, både i den måde vi arbejder på og den måde vi taler med folk på.

Til gengæld synes jeg, vi havde lidt for meget fokus på problemer frem for potentialer på Landbohøjskolen. Det blev hurtigt meget begrænset. Det har jeg sidenhen tænkt over, når jeg arbejder med mennesker, der kommer fra arkitektskolerne. De har aldrig rigtig skulle forholde sig til, hvad man måtte indenfor loven, eller hvad man kunne med det og det materiale, så de har tænkt meget friere og ikke ladet sig begrænse fra starten. Et eller andet sted i midten er nok det optimale, men hvis jeg skulle lave noget om på studiet, ville jeg måske sørge for, at man også fik lov til at være vild og urealistisk i stedet for at  lære alle reglerne først og så sige, jamen, hvad er der egentlig tilbage af spillerum?

Hvad optager dig?

På et tidspunkt gik det op for mig, at mange af de ting, jeg havde lavet, eller mange af de projekt-dele, jeg synes, var mest interessante, i virkeligheden kunne samles under den hat, eller overskrift, man kan kalde bæredygtighed. Altså noget med at være bevidst om, hvad det er for et areal man optager og hvordan man anvender sine ressourcer, men også hvordan man får mest ud af tid, økonomi og plads, og hvordan man giver mere tilbage end man tager. Sådan nogle helt grundlæggende dyder i virkeligheden. Jo mere jeg begyndte at tænke over det, gik det op for mig, at det var det, der var en fællesnævner, og det optager mig stadig ret meget.

I dag er det er blevet muligt for os at tale om vores fag gennem denne her bæredygtighedslinse på en helt masse andre måder, end det har været muligt og relevant før. Mange af de ting vi altid har gjort, kan vi nu også forklare som bæredygtige. Det har de sådan set været hele tiden, vi har bare ikke haft et begreb for det. Bæredygtighedsbegrebet giver os langt flere argumenter for, hvorfor det, vi gør, er godt – og mange flere måder at forklare det gode i løsningerne på. Så jeg prøver at finde de gode historier og eksempler som vi så kan underbygge og gøre faktuelle. Derfor var det også naturligt, da jeg blev associeret partner, at det var bæredygtighedsområdet, der skulle være mit fagområde. Og jeg har involveret mig i alt, hvad jeg kan af netværk og tværfaglige fora, som på en eller anden måde handler om den dagsorden. Jeg sidder f.eks. i Danske Landskabsarkitekters udvalg for cirkulær økonomi, og i kriterieudvalget for DGNB som står for udviklingen af den standard, der handler om udvikling af bæredygtige byområder. Så er jeg også med i nogle mindre formelle netværk som handler om bæredygtig jordhåndtering og råvareforbrug i byggeriet i Region Midtjylland og på Sjælland. Det er sådan nogle tværfaglige pilotprojekter der, i erkendelse af, at vi løber tør for sand, grus og sten inden længe og i hvert fald skal begynde at prioritere, hvad vi bruger de ressourcer til, prøver at undersøge nogle besparelsespotentialer i måden vi bruger råstoffer på i anlægsbranchen. Sigtet er at nå frem til nogle resultater, der betyder, at vi kan ændre normer og standarder for dele af det arbejde, vi i dag laver, og på den måde spare ressourcer.

Hvad arbejder du med for tiden?

Jeg arbejder næsten udelukkende med såkaldte klimatilpasningsprojekter, så det er meget vand, der er driveren. Vi har en række opgaver for forsyningsselskaber og kommuner under rammeaftaler, så man kan sige, jeg arbejder med udmyntningen af klimatilpasningsplaner rundt omkring, med en række projekter af større eller mindre skala. I Køge arbejder vi f.eks. med et stort byudviklingsprojekt i det område de kalder Køge Nord. Vi vandt opgaven i 2018 sammen med Envidan, som er miljøingeniører. I Køge Nord prøver vi at lave et system, der kan håndtere alt regnvand fra en kommende bydel. Der er ikke nogen, der præcis ved, hvordan bydelen kommer til at se ud, men man ved nogenlunde, hvor stor den bliver, og hvor meget vand, den kommer til at generere. Vi kommer så, som de første, og bygger de her klima-anlæg på gammel landbrugsjord. Og der har vi virkelig fået lov at eksperimentere og lave nogle ting i en skala, vi ikke har prøvet før, mht. at finde måder at opbevare og rense vandet på, så vidt muligt ved at bruge naturen. Så jord og planter, eller biologisk aktivitet i det hele taget, er en stor del af vandrensningen, og det kan lade sig gøre derude, fordi vi har plads. Vi kommer først, så vi kan få den plads vi skal bruge. Arealmæssigt er det nogle meget store anlæg, det er ret spændende. Teknisk set er det jo i princippet vandrensningsanlæg, men vi kan jo lige så godt prøve at få noget ny naturværdi ud områderne også, som har været biologisk stærkt forarmede tidligere. Så vi prøver at arbejde på en måde, hvor vi enten kickstarter noget bedre natur end det, der var i forvejen, eller lader naturen indfinde sig selv, og på den måde prøve at skabe god eller bedre biodiversitet på.

Så laver jeg også et par klimatilpasningsprojekter under rammeaftale i Københavns Kommune. Og her handler det om at finde plads til vand nogle steder, hvor vi grundlæggende ikke har plads til det, fordi byen jo ligesom er fuldt udbygget. Det man så har sagt i Københavns Kommune er, at så vi må have det ind i parkerne og på kirkegårdene. Det kan man så diskutere, om er en god idé, men det er ligesom de arealer, vi har at arbejde med. Så for tiden kan man sige, at jeg er mere vandskabsarkitekt end jeg er landskabsarkitekt!

Vi er også begyndt at interessere os for bæredygtig energiproduktion, som jo skal rulles ud i en skala og i en hastighed, som vi ikke har set tidligere. Og det synes vi her på tegnestuen er en lille smule bekymrende. Vi kan godt være lidt nervøse for, at man kommer til at lave nogle arealanvendelsesløsninger, som ikke er de mest hensigtsmæssigt. For hvad betyder måske især det med solenergi for, hvordan vores landskaber kommer til at se ud i fremtiden, når det nu skal gå så hurtigt?

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Det er der mange der gør, og det er ikke kun fagfæller. Jeg læser stort set ikke skønlitteratur, men faglitteratur af alle slags, ikke nødvendigvis noget, der kun handler om arkitektur eller landskabsarkitektur, men også hjerneforskning, genetik, astrofysik. Alle mulige ting som på en eller anden måde gør mig klogere på, hvordan verden hænger sammen. For det, jeg tænker, der er behov for i fremtiden, er ikke kun ekspertviden indenfor et enkelt fag, og sådan en meget nørdet og detaljeret viden indenfor et enkelt emne, men snarere en systemforståelse, altså hvordan hænger alting sammen, og hvordan påvirker enkelte celler eller satelitter i det her netværk hinanden? Det er der, jeg tror, nøglen til den balancerede bæredygtighed ligger. Det er ikke at prøve at suboptimere indenfor biodiversitet eller energiproduktion, eller hvad det nu kan være, men snarere at få alle de løsninger, vi gerne vil lave, til at arbejde sammen og påvirke hinanden i en positiv retning.

Jeg kan også blive inspireret af nogle gode samarbejdspartnere på et projekt, som lige pludselig siger noget, der viser én verden fra en side, man ikke har tænkt over før. Eller når børnene stiller én et spørgsmål, man ikke kan svare på, og man tænker, det er egentlig et meget godt spørgsmål, hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Det må jeg lige finde ud af, hvad jeg skal mene om. Mine to yngste børn går på en skole, som kalder sig selv en verdensmålsskole, og det er faktisk lidt en udfordring, når man selv er bæredygtighedsansvarlig, at ens børn ved mere om FN’s bæredygtighedsmål, end man selv gør, og stiller nogle meget detaljerede spørgsmål!

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg synes, vi har en unik mulighed, som vi ikke har haft før på samme måde, siden vores fags opståen, forstået på den måde at vi er vant til at arbejde med at sy noget nyt sammen med noget gammelt. Vi er vant til at prøve at få nogle ændringer masseret ind i en eksisterende fysik eller materie, og det kræver at man forstår en helt masse problemer fra en helt masse forskellige vinkler, og kan finde ud af at tale og kommunikere til en helt masse forskellige mennesker og fagligheder og interesser. Og den egenskab som systemgeneralist tror jeg landskabsarkitekter kan få rigtig meget mere ud af end vi får i dag. Jeg tror i virkeligheden, at det i langt højere grad er sådan nogle som os, der er behov for, fordi vi kan få eksperterne til at tale sammen på den rigtig måde og ikke bare sidde og råbe ad hinanden fra hver sin side. Og for at vende tilbage til det sidste spørgsmål, er nogen af dem, der inspirerer mig mest måske folk, der kan forstå at tale ud over deres egen faglighed og forstå at sætte den i perspektiv ift. andre interesser og andres holdninger. Så ikke så meget f.eks. biologer, der er fokuseret på lige præcis deres kerneområde, men nogen, der kan forstå at tænke på tværs. Det kan godt være, vi har de interesser, men vi skal også have en fødevareproduktion, vi skal også have en energiproduktion, vi skal også have lov at være mennesker, og vi er også en del af naturen. Og vi er nødt til at lægge alle de der behov ovenpå hinanden. Dem, der kan det, synes jeg er interessante, for de er for mig lidt mere realistiske ift. hvor vi ender henne. Og der ser jeg faktisk et ret stort potentiale for os som fag, fordi vi er vant til at arbejde på den måde.

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Jeg synes ikke, vi som fag er truet på livet, tværtimod, har vi mange flere muligheder end vi har haft tidligere. Men der er mange specifikke problemer, f.eks. at finde plads til det grønne og tro på, at vi ved hvad det grønne egentlig er om tyve år. Det hele udvikler sig så hurtigt, så hvad er det for byggesten vi har at arbejde med i fremtiden? Den pallette ændrer sig så hurtigt, at vi dårligt kan følge med. Danmark flytter sydpå i klimazonen, og det betyder noget for plantevalg og for måden vi indretter vores især grønne dele af anlæg på. Der er nogle mikroklimatiske forhold, vi gerne vil have beplantningerne skal bidrage positivt til, som luftforurening, støj, fordampning og skygge, men vi ved ikke rigtig, hvilke arter, der kan klare det om tyve år. Vi ved, det bliver tørrere, men vi ved også, at det bliver meget vådere. Så der er en helt masse detail-udfordringer, en masse vi skal lære hurtigt, og som vi også skal have hele produktionsapparatet til at lære hurtigt. Planteskolerne skal jo også finde ud af, at de skal have en bredere produktion i gang på en eller anden måde.

Og så er der hele arealproblematikken. Vi mangler simpelthen areal til alt det, vi gerne vil i det hele taget, men især i byerne. Så vi er nødt til at finde ud af, hvad vi kan lægge ovenpå hinanden, og hvordan får vi plads til alle de arealønsker på en god måde. Hvordan holder det op med kun at være for biler eller kun for cyklister, eller hvad det nu kan ende med? Der er masser af ting, man kan arbejde med, og masser af skalatrin at gøre det på.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Hvis man skal tage den helt op på den store klinge, så drømmer jeg nok om det, de fleste af os i denne branche vel gør, at gøre verden til et bedre og smukkere sted. I praksis prøver jeg at gøre de steder, vi arbejder med, en lille smule bedre end de var i forvejen, og det er ligesom det, man kan gøre. Man kan jo ikke selv bestemme det hele, desværre. Eller heldigvis. Man må få det ud af det, man kan. Men jeg holder ikke regnskab, jeg prøver bare at gøre mit bedste. Så må andre bedømme hvordan det går.