Jane Schul

Hvorfor er du medlem af Danske Landskabsarkitekter?

Fordi jeg synes principielt at man bør være medlem af sin fagorganisation – så meget socialist er jeg. Hvis man vil noget med sit fag, så skylder man at prøve at styrke en faglig sammenhæng, så godt som man nu kan, fra de positioner man nu sidder i. Men det er jo ikke det samme som at man synes, at noget er ideelt som det er. Jeg har det mindre fint med vores fagblad, som jeg synes er problematisk elitært. Det efterlader hovedparten af praktiserende landskabsarkitekter, ligegyldigt om de sidder på tegnestuer eller i kommuner, uden ret meget faglig sparring. Landskab er simpelthen for langt fra hverdagen. Det har skabt et gab mellem Grønt Miljø og Landskab, som er der, hvor mange af os i virkeligheden arbejder. Grønt Miljø er for meget maskinstation, Landskab er for meget Kunstakademiet.

Hvad arbejder du med for tiden?

Jeg er lige kommet hjem fra Tyskland, hvor jeg holdt oplæg på ISAs (Den Internationale Staudeunion) årsmøde. Fergus Garett, hovedgartneren fra Great Dixter, var også oplægsholder, og holdt et umådeligt interessant og relevant oplæg om en undersøgelse, de havde fået lavet. Gennem længere tid havde man været interesseret i at finde ud af, hvad der egentlig fandtes af arter på Great Dixter, udover planter. Haven har været dyrket som højkulturel have, bl.a. med mange eksoter, ikke noget, man normalt forbinder med stor biologisk mangfoldighed. I dag dyrkes haven uden brug af sprøjtemidler. Det viste sig, at haven er en ekstremt rig biotop mht. alt, hvad der kan krybe og kravle, fordi der er så mange forskellige levesteder, fx forstyrret jord, ‘åbent land’, ‘skovbryn’ osv. Den optælling af arter, der er blevet lavet giver et meget godt billede på – og en bekræftelse af – at man ikke kun behøver at plante hjemmehørende arter for at få en rig biodiversitet. Så næste gang der kommer en biolog forbi, så ved man, hvad man har, at slå ham i hovedet med! Det behøver ikke kun at være urørt skov det hele. Undersøgelsen ligger i øvrigt tilgængelig på nettet.

Der var også et schweizisk par, der fortalte, at i Schweiz har man, ikke ulig Norge, meget strikse regler for, hvad man må plante. Det skal være hjemmehørende arter, og ikke bare hjemmehørende i Schweiz, men i kantonen! Det ville svare til biodiversitet i Holte og omegn. Jeg brugte i mit oplæg et eksempel med Willy Lange, Jens Jensen og hollandske Jaques P. Thijsse, som alle tre, i starten af 1900-tallet, var repræsentanter for at dyrke ’nationalistisk’. Den måde at tænke på, er den samme som vi står med i dag – skrækken for det fremmede! Folk kan blive vilde og gale med det hjemmehørende og tro, at vi kan lukke vores grænser, men det går ikke.

Så er jeg i gang med nogle nyplantninger til et lille klassicistisk anlæg i Allégade på Frederiksberg, hvor der tidligere har stået roser. Anlægget er omkranset af en beplantning af japanske kirsebær, dvs. der er et stort rodtryk og meget skygget. Nogen har ytret ønske om, at de godt ville have noget, der var mere ’naturagtigt’. Samtidig er det et offentligt sted, hvor mange mennesker går igennem, så det er også noget med, at det helst skal kunne fungere 12 måneder om året. Så jeg skal finde ud af, hvilke planter kan leve op til det, hvilke arter kan brede sig, men ikke for meget osv. Og man skal jo altid kalkulere med, at pasning i kommunale sammenhænge kan være relativ sporadisk. Hvis man ikke går ud fra det, laver man noget, der ikke kan lade sig vedligeholde.

Mit udgangspunkt har været, at dette område er så klassisk, at man ikke kan lave et stykke ‘eng’, i skygge, under blomstrende kirsebærtræer. Men man kan holde det med relativt små flader og et relativt lille antal planter af hver slags – men mange forskellige arter – for at opnå denne her mere naturalistiske karakter, og så prøve at finde arter, der er skyggetålende, rodtrykstålende, stedsegrønne, og som kan give en variation af former og farver af grønt.

Og der var det herligt lige at være kommet hjem fra Tyskland og være tanket op. Det var så dejligt at være i et forum, hvor man kunne dele sin elementære begejstring for planter. Lige pludselig havde man fået snakket med en masse mennesker, fået nye kataloger og var sparket lidt ud af den vante kurs. Det har vi alle sammen godt af.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Det er der mange der gør, på hver deres måde. To fagmennesker, som jeg sætter meget stor pris på, og læser med fornøjelse, er James Hitchmough og Noel Kingsbury. Det er folk der er begejstrede og har den samme indfaldsvinkel til faget som jeg har. Og så er det G.N. Brandt. Dels fordi jeg har været utroligt privilegeret at få lov at arbejde med en del af hans anlæg, men også fordi jeg ser ham i samme sammenhæng – altså mennesker, som betragter planteglæde som værende fuldt legalt. Lidt i modsætning til C.Th. Sørensen, som siges at have ment, at det var nok, hvis man kunne 10-12 træer.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg savner jordforbindelse. Jeg ville ønske, at man i højere grad, når man ser på konkurrenceprojekter og smukke renderinger, også kunne se, at det kan lade sig gøre. Man skal ikke have ret meget plantekendskab for at regne ud, at det kan det langt fra altid. Jeg håber, at udviklingen vil føre til, at man inden for landskabsarkitektfaget bliver mere bevidst om den rolle vi har, ikke bare i æstetikken men også i biologien. Jeg synes det æstetiske er utroligt vigtigt. Hvis det ikke er smukt, bliver det ikke beskyttet. Det er skønheden, der giver publikumsbeskyttelsen. Når noget er smukt nok, bliver det ikke ødelagt. Hvis et anlæg først har fået lov til at blive misligholdt, er der ingen, der ser på det med respekt længere. Også derfor er det utroligt vigtigt, at vi lærer at lave anlæg, som kan leve op til vækstkriterierne, og jeg håber det er der, vi er på vej hen.

Du har selv undervist i plantekendskab på KU. Bliver det grønne prioriteret nok på uddannelsen i dag, synes du?

Nej, det ved Gud det ikke gør. Grundlæggende har det fra starten været et problem, at man har haft tradition for at undervisning i planter havde fokus på familier, antal støvdragere og den slags, og i mindre grad planternes anvendelsesmæssige sammenhæng og deres samhørighed med forskellige vækstsamfund. Allerede der bliver en masse studerende formentlig hægtet af. Jeg synes den botaniske undervisning skulle være plantesamfundsbaseret fremfor plantefamiliebaseret. For at synes, at det er heftigt, at rubladfamilien har en firedelt spaltefrugt, så skal man altså være en anelse nørdet. Men hvis man derimod fik at vide, hvad rubladfamilien kunne bruges til, kunne det være, man kunne lokke lidt flere til. Det er jo et spørgsmål om at stimulere de studerendes nysgerrighed og glæde. Man tager let sommerfuglestøvet og begejstringen ud af planteanvendelsen ved at starte på den måde. Jeg kunne bedre forestille mig at bygge den teoretiske botanik ovenpå i stedet for nedenunder.

For mig at se, skal det stadig være landskabsarkitekter, der skal kunne få tingene til at gro, og det kan vi ikke, hvis vi ikke kender planterne, det er helt elementært. Og så havner vi der, hvor vi kun har fem træer og bøgepur at vælge i mellem, for at være på den sikre side.

For sjov har jeg været ude at se på beplantninger på nye Metrostationer, og det kan godt undre mig, at man så ikke har lavet noget, der kan bidrage mere til en biodiversitet og samtidig holde i mange år, det kan godt lade sig gøre. Men her er der kastet en håndfuld arter ud, og man kender tydeligvis ikke udviklingsmønstret for nogen af dem. Mange af de landskabsarkitekter, der bliver uddannet i dag kender simpelthen ikke bygningsmaterialet godt nok til at kunne lave noget, der duer. Og det er jo byggesjusk. Det er det samme som, hvis arkitekterne ikke kan holde deres huse tætte.

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Jeg synes, vi har haft for svært ved at bevise vores egen værdi ift. det at kunne arbejde med det grønne. Det er blevet ligesom med gartneruddannelsen, der er den grønne del og den grå del, og det virker som om, at det også er den grå del der har førertrøjen på indenfor landskabsarkitekturen. Du ved, hvor du har din flise.

Det ses det også tydeligt at vi lidt har mistet forbindelsen til dem, der skal vedligeholde vores anlæg. Tidligere var gartneren og landskabsarkitekten én og samme person. Nu er landskabsarkitekten et stykke tegnepapir, og det er de andre der har jord under neglene. Vi mangler elementær kontakt til de fagpersoner, der skal håndtere vores projekter bagefter. Jeg synes, det er et stort problem, at vi ikke har en ordentlig tradition for at kommunikere og dele viden. Alle sidder ligesom og putter med den.

Og hvem sørger for løbende vidensopsamling, når vi udliciterer driften? Det er fint at udlicitere græsslåning og hækklipning og den slags, men driften af beplantningssamfund kan ikke beskrives statisk. Du ved aldrig, fra år til år, om der kommer sygdom, tørke eller for meget vand. Vi er nødt til at have en medleven i den dynamik, for at kunne håndtere plantninger, der er så diverse, som de skal være nu om stunder. Så længe vi ikke ved mere om de driftsmæssige aspekter, så længe producerer vi bare smukke tegninger, som intet har med virkeligheden at gøre.

Har du en yndlingsplante?

Nej. Men der er en busk, Rhodotypos scandens, jeg meget gerne så blev brugt mere; jeg har den stående under en taks, dvs. der er hverken ret meget vand eller lys, så den kan altså klare nogle situationer. Den blomstrer med relativt store, hvide blomster, der er sådan æbleblomst-agtige og får hvidgule høstfarver. Fornylig havde jeg fat i en bog om træer og buske fra 30’erne, hvor professor Hother Paludan fra Landbohøjskolen skriver, at der næsten ikke nogen, der kender Rhodotypos scandens, men at den burde bruges noget mere. Det har ikke ændret sig siden! Og så den hvidblomstrede lærkespore, som blomstrer næsten hele året rundt og sår sig selv alle steder,kan gro på nordsiden og på sydsiden og er så nem at fjerne, hvis man synes der er for meget af den. Sådan noget, der kan finde sin egen vej og er lettere anarkistisk, det kan jeg godt li’.