Kirsten Lund-Andersen

For at blive gartner skulle man stå fire år i lære, og man skulle helst have prøvet at arbejde i forskellige gartnerier eller planteskoler. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke skulle grave store træer op af jorden resten af mit liv. Der måtte være andre muligheder. Dengang var der ikke så meget oplysning om, hvad man kunne blive til indenfor havebrug udover gartner. I min tid i Haslev havde jeg dog læst på biblioteket, at der var noget der hed havebrugskonsulent, og jeg startede i stedet på havebrugshøjskolen Vilvorde i Charlottenlund i. På Vilvorde var der ligesindede elever og gode lærere, som helst underviste i grønsagsdyrkning og blomsteravl, men der kom alligevel også inspiration til andre spændende emner. Skolen hjalp mig fx med en forbindelse til en planteskole i England, og nu tog min uddannelse en ny drejning medstørre haver og parker, som England er så rig på. Forinden havde jeg ansøgt om optagelse på KVL og blev optaget på havearkitektstudiet i 1962.

Havearkitekt Georg Boye havde i adskillige år kæmpet for at få skabt en anlægslinje på havebrugsstudiet.  Studiet til hortonom var præget af frugtavl, grønsags-og blomsterdyrkning. Men nu var der en linje, hvor man også blev undervist i anlægstyper, anlægsgartneri, tegning, havebrugsbotanik og havekunstens historie. Det var meget små hold, men studiet til havearkitekt på KVL var sat på skinner. Georg Georgsen, akademigartner på Sorø Akademi, underviste i havekunstens historie og blev senere professor. Professor dr. phil. Johan Lange underviste i havebrugsbotanik, lektor Lis Park i tegning, havearkitekt og slotsgartner i Rosenborg have Ingvar Ingvarsen i planteanvendelse og lektor Georg Boye i anlægstyper og anlægsgartneri. Georg Boye blev vores vigtigste faglige holdepunkt igennem hele studietiden. Alle på holdet blev færdige på samme tid. Nu kunne livet som havearkitekt begynde!

Hvad var dit første job?

Mit første job var hos Torben Michelsen i Akademihaven i Sorø, hvor jeg fordrev tiden med ridsefjer og tusch på tegninger til Akademiets stadionanlæg, mindre kirkegårdsanlæg og haveanlæg i omegnen. Når der væltede et stort træ i Akademihaven, eller der skulle ske en fornyelse, blev tegningen over haven taget frem og viskeskjold og penne med tusch brugt flittigt. At sådanne rettelser en dag skulle ske med digitalt værktøj var slet ikke på tale – endsige tænkt.

Efter ca. to år var der ikke mere arbejde, og jeg besluttede at få de børn, jeg gerne ville have. Jeg fik to ønskebørn og begyndte så, med ny energi, at tegne for mig selv. Det var ikke fordi, jeg var ude at reklamere, men på landet og i provinsen er man meget synlig, og det rygtedes hurtigt, at der var en havearkitekt i farvandet. Jeg vandt en 2. præmie til en børnehave i Kgs. Lyngby og i 1969 søgte jeg om medlemskab af Dansk Havearkitektforening – i dag Danske Landskabsarkitekter.

Tegnestuen voksede og fik gode medarbejdere, og opgaverne bestod af mange forskellige discipliner. Der var boligbyggeri, kirkegårdsudvidelser, plejehjem, stadionanlæg, naturområder og beplantning. Jeg blev, som medlem af PLR (Praktiserende landskabsarkitekters Råd) i en årrække deres repræsentant i DL´s bestyrelse. I PLR kæmpede vi for en aftale om honorarregler og beskrivelse af vores faglige kompetencer med Boligministeriet. Det var en kamp, der tog tid og kostede mange ressourcer. Bygningsarkitekterne var både vores venner og fjender. Eller man kan måske sige, at vi ikke rigtig var så respekterede, som vi gerne ville være.

Hvad arbejder du med for tiden?

For øjeblikket arbejder jeg med den lille forhave til arkitekt Marius Pedersens hus, der hører under Holbæk Museum. Bakkekammen er et helt særligt område i Holbæk med mange huse opført i byggestilen Bedre Byggeskik. Bedre Byggeskik er en stilperiode eller ”bevægelse” fra ca. 1914-40 og arkitekterne Ivar Bentsen og Marius Pedersen var toneangivende og fik opført mange smukke huse i og omkring Holbæk i de årtier.

Det er en morsom opgave. Marius Pedersen tegnede både sit eget hus og mange andre huse i en udstykning fra en større frugthave. Huset er strengt symmetrisk og en oprigtig repræsentant for Bedre Byggeskik. Baghaven er med frugttræer, roser og staudebede, forhaven er anlagt i overensstemmelse med husets symmetri med en midtergang i fliser fra havelågen til indgangsdøren.  På hver side er der to kvadratiske pladser med jord, der bliver revet fint. Omkring haven er der dobbelte tjørnehække i en meters højde, imellem de to hække er der rosenbuske, Rosa pimpinellifolia ”Double Blush”.

De oprindelige tjørnehække er blevet til et vildnis, og storbladet vedbend og snebær har overtaget hele forhaven. Opgaven består i at finde frem til, hvordan haven har set ud på Marius Pedersens tid og da den blev fredet i 2008. Fredningsbeskrivelsen beskrev ikke detaljer om havens bærende fredningsværdier, og senere er der ikke udarbejdet en pleje- og udviklingsplan for haven. Heldigvis var der en havekyndig nabo, som kunne fortælle, og museet havde også gamle interviewes med Marius Pedersens enke, som fortalte om livet på Bakkekammen i 1960’erne. På det grundlag og på vores iagttagelser, mener vi, at vi ved, hvordan haven skal genskabes.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Jeg bliver inspireret af stedet og omgivelserne, og alt det de fortæller mig. Kendskab til stedets historie og de mennesker, der har med stedet at gøre, er meget vigtig i processen. De fleste opgaver har en interessant historie, og det gælder først og fremmest om at få den synliggjort. Hvad er der sket i haven, hvad skal der ske, og hvad vil man med den? Men det er først og fremmest stedets ånd og de omstændigheder haven er blevet til i, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Og så skal jeg have god tid til at tænke på, hvordan historien kan forenes med havens fremtidige liv og historie.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg synes, der er sket en rivende udvikling, siden jeg blev kandidat. Der er meget større respekt og synlighed og en udbredt accept af landskabsarkitekters virke. Det har altid været en kamp og et slid at være landskabsarkitekt og fortaler for naturen i det hele taget. Skønt vi for tiden har medvind, skal vi blive ved med at være opmærksomme på vores omgivelser og bevare vor fælles kulturarv. Vi skal videregive vores kompetencer, overbevise folk og politikere og få dem til at høre efter. Vi skal være stædige og vedholdende og give os til kende, fordi landskabsarkitekter kan se nogle ting, som andre ikke kan.

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Det er meget udfordrende med al den byudvikling, der forestår. I kraft af mit engagement i Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur er jeg meget interesseret i at passe på vores grønne områder. Det er alt for let og ofte gratis at hugge et lille hjørne af byparken eller lystanlægget til en metro, en parkeringsplads, boliger eller institution. Landskabsarkitekterne kan analysere landskabet og skal være med i planlægningsprocessen fra begyndelsen. Der findes områder, der egner sig bedre end andre til byudvikling. Jo mere der bliver bygget, jo flere grønne områder forsvinder der.

Du har været aktiv som landskabsarkitekt siden 1969, er der noget du mangler at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg har en drøm om at skrive en bog om lystanlæg og byparker. Så det har jeg tænkt mig at gøre. Hvis jeg ellers giver mig tid.

Læs en uforkortet udgave af samtalen i Landskab 03-22, hvor du bl.a. kan høre om Kirstens arbejde med restaurering af historiske haveanlæg, og hvordan man beslutter om et haveanlæg eller et landskab skal fredes.